Finalen
Vi indtager det sidste morgenmåltid på Jurgend Herberg for i år. Ganske OK uden at være prangende. Som sædvanligt er der en stor mangel
ved disse morgenborde - der er og bliver ingen Nutella, kun nogle håbløse alternativer som ikke smager ordentligt. Man burde klage - men
jeg undlader at gøre sådan. Alt er betalt på forhånd, så vi skal bare pakke vores tasker, og så ellers følge næsen i retningen mod Bremen.
Landskabet er ikke kedeligt. Det kan man ikke beskylde det for at være - men det er interessant på en anden måde end det var for en uge siden.
Landbruget har helt overtaget. Vi kører i længere perioder et pænt stykke fra Weser, og jeg vil tillade mig den udtalelse, at man her har
misforstået noget da man anlagde ruten. På den anden side set kan det jo også være, at der ikke er noget alternativ. Men vi får da set lidt
til området mens vi dyser forbi.
Jeg undrer mig lidt over at alt er så landligt. Vi er ved at nærme os en af Tysklands største byer. En havneby der har en størrelse, så den
har fået lov til at være sin egen bundesstat. Det siger jo noget om byen. Men alt er bare landligt idyl (og til tider med en dertilhørende
duft af gyllebeholdere). Først da vi i horisonten kan se A1 begynder det hele at se lidt storbyagtigt ud. Vi kan se skorstene i horisonten, og
overalt er der reklamer. Men sådan storby feeling - det har vi endnu ikke. Først i det sekund vi kører ind på havneområdet ændrer det hele sig.
Vi har vænnet os til at færdes i guds frie natur, så det her er en kulturomvæltning der vil noget. Det stinker, det larmer og alt er bare hektisk
på en måde vi på ingen måde bryder os om. Vi kæmper os igennem havneområdet og skal så ifølge skiltningen åbenbart ledes direkte igennem det
værste stykke by hele landet kan byde os. Vi gør derfor en pause, og må åbenbart have set fortvivlede ud. En dame stopper og fortæller os, at vi bare
skal droppe det der med den officielle Weser Radweg og i stedet følge stisystemet langs floden hele vejen til centrum. Hvad vi vil gøre derfra
er så op til os. Vi vælger at følge damens råd - og er til dags dato taknemmelige for hendes rådgivning på området.
Om end vi er i by, da føles det nu ikke helt så slemt. Man kan i det fjerne høre trafikken. Vi noterer os at folk der går forbi os synes at tilbringe
deres liv med en mobiltelefon i hånden uden at ænse, hvad der foregår omkring dem. Men det er til at holde ud. Vi får øje på en badestrand langs Wesers
brink, og det er ved gud ikke et sted vi kunne drømme om at gå i vandet. Føj, hvor er det ulækkert. Men hvis det er den eneste mulighed man har, da
er man nok ligeglad med den slags petitesser. Vi når til centrum og disputerer så lidt om vi skal bruge tid på at se centrum, eller bare se at komme
videre. Jeg har set centrum for nogle år siden, og jeg har bykuller. Jeg vil bare ud igen. Jeg har det sådan med storbyer. I det sekund jeg kommer ind
i dem, da vil jeg ud igen. Og sådan også her. "Konen" vælger at følge, men bedyrer selvfølgelig senere, at hun gerne havde set centrum med de
nok så berømte Stadtmusikanten (3 dyr der angiveligt kan spille musik). Der er her tale om en statue som i en vis grad minder som den lille havfrue.
Statuen er lille og uanseelig. Den er omgivet af 2000 fotografer der alle håber at få et billede af den - hvilket ikke vil lykkes for nogen. Men har
du lyst - skal du endelig også forsøge...
I centrum vælger vi at køre videre på den vestlige side af floden til trods for at vi faktisk skal til den østlige side. Der går dog færger her også,
og vi er snart vant til at færdes på disse. Vi kører ud igennem industriområdet, og her kan vi ordentlig lægge kræfter i pedalerne. Det er mildest talt
ikke kønt her, så vi vil bare have det bag os. Vi leder efter et sted at få noget at spise. Passerer en kro med priser der sikkert vil være acceptable
i centrum af Berlin. Men her - nej - vi kører videre. Vi finder et lille bådeklub der har sin egen resturant. Det ser hyggeligt ud og vi tager chancen.
Og godt for det. Maden er god, udsigten ligeså. Betjeningen er venlig, og priserne rimelige. Kan man forlange mere?
Vi fortsætter turen og slutter af med at tage færgen til Blumentahl. Her bliver vi afhentet af vores bekendte. Dette blev så slutningen på vores
cykeltur langs Weser og Werra. 8 dage har vi kæmpet mod naturens luner og glædet os over den medvind vi har haft. Alt dette er nu ovre, og den eneste
udfordring der nu venter os er at vi om et par dage skal med TOGET tilbage til Holzwickede. Dét glæder jeg mig ikke til, om end jeg dog begynder at
glæde mig til at prøve kræfter med min egen seng igen.
Lidt statistik om dagen: Det er blevet varmt igen. Temperaturen er igen på den høje side af de 30 grader. Vi anslår i området omkring de 33 grader.
Vi har dog lært at køre i varmen, og det bekymrer os derfor på ingen måde. Vi har tilbagelagt 78 Km på ca. 4 timer, hvilket giver os en
gennemsnitsfart af 17 km/t. Ikke så ringe. Til trods for at turen i dag har været lang, har den slet ikke føltes sådan. Faktisk undrede vi os ofte
over, hvor hurtigt vi fik kilometerne bag os. Vi er derfor godt tilfreds. Nu håber jeg så bare, at jeg kan få lov til at holde træningsniveauet
når vi kommer hjem (tror dog ikke helt på det). Dagens højeste hastighed blev hele 35 km/t. Sådan - det går nu den rigtige vej.