Prinse etape

"Fruen" har kikket kort. Hun elsker at studere landskaberne på et kort. Vil man have ro, da bare gi' hende et kort, og så ser man ikke mere til hende de næste par timer. Resultatet af kort-kikkeriet er, at hun proklamerer, at dagens etape igen bliver en af de længere. Min bagdel snørrer sig sammen bare ved tanken, men der er ikke noget at gøre ved det. Vi har egentlig fundet årsagen til mine lidelser, men umiddelbart er der ikke så meget at gøre ved det. Veje og cykelstier i Tyskland er i en ringe forfatning. Penge til vedligeholdelse findes ikke, og de penge der er sendes alle til Østtyskland, hvor man stadig i dag - næsten 25 år efter genforeningen - kæmper med at få infrastrukturen på plads. Når man engang er færdig med det kan man jo så starte med at renovere hele Vesttyskland. De dårlige veje og stier vi kører på gør, at sadlen udsættes for et nådesløst angreb ved hver et hul i vejen. Stødene forplanter sig igennem rammen og direkte op i bagdelen på mig. Dette skyldes primært, at vi kører så langsomt, at jeg sidder for meget på sadlen i stedet for at støtte mig til den. Ikke optimalt kan jeg kun sige. Næste ulempe er, at saddelpinden i forbindelse med de mange slag har lidt skade. Den kan ganske simpelt ikke holde sadlen i den rigtige vinkel, så mine genitialer udsættes for en voldsom påvirkning når jeg sidder ned. Vi forsøger at justere sadlen velvidende, at det bliver en kamp uden vinder.

Morgenmaden på dette Jugendherberg er glimrende. Rundstykkerne virker næsten friske, og pålægget er også i orden. Der er som sådan kun én mangel - en alvorlig en af slagsen i øvrigt - der er stadig ikke nogen Nutella! - og det i et land, hvor man også kan købe 5 kg glas. Man bør skamme sig bør man! Jeg har noteret mig bag øret, at næste gang jeg tager på Jugendherberg, da køber jeg et glas Nutella og tager med. I øjeblikket er det dog med over 30 grader i skyggen for varmt at køre rundt med denne kulinariske nydelse.

Dagens etape starter og inden vi er kørt ud af byen må jeg med et smil konstatere, at "konen" også har lidt svært ved de lysreguleringer vi passerer. Hun laver eksakt den samme bummert som jeg lavede dagen før - at køre over for rødt. Nogen bør tale med det tyske trafikministerium og foreslå dem at kikke lidt mod nord for at se, hvordan sådanne lysreguleringer skal laves!

© Fmlaursen.dk Jeg tror jeg har nævnt det før. Landskabet er ikke nær så kuperet som det var for et par dage siden. Jo længere mod nord vi kommer jo fladere bliver det hele. Bevares - det går stadig ned af bakke, men forhøjningerne i landskabet bliver mindre og der er længere imellem dem. Før kørte vi ved siden af dem, nu er de om ikke ude i horisonten, så på vej derud. Mit bedste bud er at om 1-2 dage, da kan vi se horisonten hele vejen rundt unden at se disse knolde.

Landskabet er nu præget af uhøstede marker og grønne enge. Det hele bliver langsomt men sikkert mindre turistplaget. Det betyder desværre også at de for undertegnede så vigtige pauser ved isboder og pølsevogne må udeblive, da disse ganske simpelt ikke mere eksisterer. Det er ganske simpelt for ringe! Byggestilen er også begyndt at ændre sig. Der bliver længere imellem bindingsværkshusene (hvilket ret beset er godt nok - vi har set bindingsværkshuse nok for resten af vores liv). Huskene vi nu ser er bygget med mursten! Det er ganske vist noget landligt, men samtidig ser det hele også lidt - hvis ikke meget - mere civiliceret ud. "Konen" karakteriserer byggestilen som typisk Nordtysk. Her vil jeg så godt oponere lidt. I mine øjne er Nordtyskland nord for Hamborg, og vi er end ikke i nærheden af Bremen. Jeg vil derfor også påstå at bygningerne i Slesvig-Holsten alt andet lige ser anderledes ud end det vi ser her, men når det så er sagt, så kan jeg godt følge hendes tankegang.

© Fmlaursen.dk Vi ser nu også en markant stigning i antallet af cyklister på ruten. Jeg har ingen idé om, hvor de kommer fra, men de ser alle ud som om de lige har kørt hele Tour de France for lige at afslutte med Weser-turen her. De ser med andre ord trætte og "udkørte" ud. Vi gør holdt i en by for at hvile vores ømme bagdele. I går havde vi hørt, at en TV Station var i gang med optagelser vedrørende Weser-Radweg, og i dag ser vi lidt til optagelserne. Hertil bruger man Droner. Midt på gågaden, hvor vi sidder på en bænk og nyder et bæger jordbær og spiser et par bananer, fræser en sådan drone frem og tilbage og tager billeder af byen og de aktiviteter der er. Den larmer godt nok en del sådan en Drone. Med sine 6 propeller er den dog meget agil, og vender og drejer sig som befalet af dens pilot der står for enden af gaden med sin fjernstyringspult. Handelslivet virker meget fraværende. Igen konstaterer vi, at alle forretninger er dele af diverse kæder, så hvem pokker - og her taler jeg om turister - gider at handle ind sådanne steder. For vores eget vedkommende er plads også en årsag til at vi lader kalveskindet blive, hvor det er.

Det er varmt i dag, og kort før mål i byen "Porta Westfalica" skal vi igennem et område med massevis af søer. Søerne stammer fra gamle stenbrud der er udtømte. De har så bare fået lov til at stå hen i det uvisse, og maskinerne står også bare og ruster væk. Med tiden vil naturen sikkert vinde og få området til at se kønt ud, men lige nu - i det herrens år 2013 - er det sådan et midtvejsstade. Buske og træer er ved at vokse frem, men sådan rigtig færdigt er det ikke. "Fruen" vil dog absolut bade i mindst en af disse søer. Det bliver en hel besættelse for hende. At der overalt står skilte med badning forbudt og betrædelse af området sker på eget ansvar, da bliver enhver tænkelig mulighed undersøgt. Det tager tid, og jeg må tilstå at det så småt begynder at gå mig lidt på nerverne. Jeg vil meget hellere se at komme frem til mål, og så ellers få et varmt bad i en civiliceret bruser. Men nej - der skal bades for nu har hun slæbt sin badedragt med, og den skal godt nok bruges. Nå ja - hvad man ikke gør for husfredens skyld.

© Fmlaursen.dk Vi søger vel en god halv times tid, og det viser sig faktisk, at der ved den sidste sø vi passerer er lavet en strand, hvor man rent faktisk må bade. Men om "konen" vil derhen. Nej der er for mange mennesker og der er stort set ikke dét der ikke er galt. Vi finder derfor nogle lidt afsidesliggende meget små sandstrande (4-5 meter brede), hvor man til nød godt kan ligge og nyde livet og har man de lyster kan man faktisk også komme i vandet. Og det har "fruen". Af 2 omgang bades der med fryd og jubel-hyl. Så er der ro igen.

Mens vi er her kommer 2 yngre kvinder og vil også gerne have lov til at komme i vandet her. Vi har ikke eneret på området, så vi har da heller ingen intension om at forhindre dem i deres forehavende. Jeg må tilstå, at den underholdning disse 2 kvinder leverer får mig til at glemme den halve time, hvor vi ledte efter en sø, hvor "konen" kunne bade. De 2 tilkommende kvinder skal lige have pustet et par bademadresser og ringe op. Det i sig selv var et syn, men at se dem med en cigaret i hånden forsøge at bestige disse blev til topunderholdning i slapstick genren som jeg sjældent har set lignende. Der var jo 3 hensyn der skulle tages højde for. For det første måtte cigaretten jo helst ikke blive våd. For det andet måtte der for guds skyld ikke blive brændt hul i bademadressen og baderingen. Og for det tredie gjalt det jo om, at det hele gerne måtte se lidt tjekket ud. Jeg må her erkende mine manglende evner i at beskrive situationen, men enden på det hele blev, at at kun én af de 3 forudsætninger blev opfyldt. Der kom ikke hul i hverken bademadras eller badringen. Men Cigaretten blev våd og det så ved gud ikke tjekket ud. På hele turen har jeg ikke haft det så sjovt. Men grine kunne vi jo ligesom ikke tillade os, så efter et par minutters kam måtte vi vende ryggen til og smile meget bredt. Det her var underholdning i topklasse.

Jugendherberget i Porta Westfalica ligger på toppen af en bakke. Vi snakker her ikke bakke i Höxter-stil, men en ganske seriøs bakke som heldigvis ikke er så lang endda. Jugendherberget ligger i skovkanten - faktisk ret idyllerisk. Skiltningen er igen noget tvivlsom, men vi får dog lidt hjælp fra en tankstation, der mener at vi skal køre 50 meter længere og så dreje til højre. Vi gætter nu mere på 1500 meter, men lad gå. Herefter går det op ad en stej vej som i øvrigt er mærket med et skilt, hvorpå der står at al færdsel sker på eget ansvar. Nogle vælger at trække. Jeg vælger at se bakken som en udfordring, og i den førergruppe jeg sidder i, ender jeg da også med at skyde fra alt og alle og med hvinende lunger ankomme til dette Jugendherberg som den allerførste. Sådan skal det være. En lad ungdom kan ikke klare sig imod en 46 år gammel olding på en damecykel med oppakning! Hertil skal så siges, at det bestemt ikke blev en af de længste etaper - men derimod en af de korteste. Jeg begynder så småt at tvivle på "Fruens" evner i "kort-kikning".

Det har i dag også været varmt, og til trods for at vi egentlig her har booket sovesal, synes man åbenbart at det er synd for os, så vi får et værelse for os selv - men selvfølgelig til den lave pris. Ikke dårligt! Dagens menu i kantinen er smørrebrød. Vi har set et skildt med en Kina-restaurant, så vi takker nej og fortrækker til byen for at få noget kina-føde. Det er så nok - uden sidestykke i øvrigt - den dårligste kinarestaurant jeg nogensinde har sat mine fødder i. Antallet af kunder burde også være et signal til ejerne om, at de måske skulle ligge stilen lidt om. Vi var de eneste - og vi forblev de eneste. Maden - en 6 retters menu som jeg aldrig fik til mere end 5 retter - kunne spises, men vi faldt ikke af stolen af benovelse. Til gengæld var prisen af en størrelse der kunne have fået os til at falde af stolen.

Lidt statistik om dagen: Sommeren har rigtig gjort sit indtog. Vi har haft noget der ligner 33 grader hele dagen lang. Vi har tilbagelagt 62 Km på 3 timer og 46 minutter hvilket giver os en gennemsnitsfart af 16,5 km/t. Det er ikke sprudlende, men OK. Den højeste hastighed vi opnåede var minimale 28,3 km/t. Ikke imponerende, men vi er egentig godt tilfredse.