En kongeetape
Efter en nat, hvor jeg ikke har sovet helt det jeg egentlig skulle, ringer vækkeuret ubarmhjertigt kl. 06.45. Jeg er for at sige
det mildt temmelig smadret. "Fruen" har åbenbart heller ikke sovet - siger hun i hvert tilfælde - så vi er et spændende par. Det
er tid til morgenmad, og endnu engang må jeg konstatere, at der ikke er Nutella på menuen. Morgenmad uden Notella er som at
drikke vand til en oksesteg. Men ser man bort fra den fadæse fra køkkenets side, var morgenmaden faktisk ganske OK. Det er i hvert
tilfælde ikke køkkenet der skal afholde en fra at overnatte på dette Jugendherberg i Höxter.
Der er tilsyneladende kommet en del andre efter at vi ankom. Gårdspladsen er pakket med cykler i enhver afskygning. Det er faktisk
lige før, at vi har problemer med at komme ind til vores cykler. Det lykkes dog, omend vi i vores naive tro om at vi var alene har
parkeret vores cykler temmelig uhensigtsmæssigt. Således klar til dagens kongeetape kaster vi os ud på bakken og bremser os pænt
ned af bakken til hovedvejen.
Vi skal her forcere en del vejkryds. Det er et sandt marreridt. At krydse en vej kræver at man skal forbi intet mindre end 3 lysreguleringer.
Det vrimler med små og langt fra tilstrækkelige heller. Det hele er bare totalt uoverskueligt for en Dansker som mig, og jeg må
med skam sige, at jeg faktisk kom til at køre over for rødt og dermed tvang en større BMW til at hugge bremsen i. Jeg vil her
derfor gerne advare alle der måtte finde på at kopiere vores tur eller bare ønsker at cykle i Tyskland: Pas på de store lysreguleringer.
Og de steder, hvor der ingen reguleringer er, pas da om muligt endnu mere på. I Tyskland er højre vigepligt standarden mere end
undtagelsen. Det er noget man lige skal vænne sig til, og det tog mig et par måneder (heldigvis uden buler).
Nå - men vi slipper igennem byen og formår at komme ned til Weser floden igen uden at få skrammer. Vi sætter nu kurs mod Holzminden, hvor
vi holder pause for at købe tandpasta og shampoo. Vi havde måske forventet os lidt mere af denne by, men ret beset har den vist
for turister som os intet at byde på der gør at man gider opholde sig her mere end allerhøjest nødvendigt. Vi har en lidt
ældre "Rejsefører" (ca. 20 år gammel) som beskriver de større byer vi kører igennem, og vi må tilstå, at vi har meget svært ved at kende beskrivelsen
fra denne "Rejsefører". Men nu er der jo så heldigvis ingen krav om at man skal blive i byen, så vi kaster os derfor frivilligt
op på vores hæmoridefræser, og så går det ellers over stok og sten igen.
Der er mange små byer på dagens etape. Små idylliske byer med massevis af gamle huse der er umådeligt pænt istandsatte. Imellem
byerne passerer vi naturskønne områder som gør, at man ofte har lyst til at hugge bremsen i og bare nyde udsigten i et par minutter.
Men med dagens etape som er en af turens absolut længste, er det bare ikke en option. En undtagelse gør vi dog. Ved
et feriecenter (Reileifzen) er der ved floden placeret en pølsevogn, og omkring denne er der lavet nogle rigtig flotte arrangementer
af overdækkede borde og bænke. Det ser bare så hyggeligt ud, at vi spontant stopper for at få noget at drikke. Derved bliver det
så ikke. Der serveres jo her også pølser, og da jeg jo før på turen er blevet snydt for den slags, gælder det jo nu om at få
det meste ud af situationen så jeg bestiller en Krakauer. En Krakauer er en stegt pølse. Den er dejlig saftig (herzhaft som de siger
her), men desværre også temmelig saltet. Jeg må indrømme, at den nok aldrig sådan bliver min helt store dille, men i mangel af
bedre kan den så afgjort spises - og det også med velbehag. Vi erfarer, at der dagen efter kommer fornemt besøg på området i form
af en TV Station der ønsker at filme og beskrive lige netop cykelturen langs Weser floden. Så pølsevognsmutter har travlt med at
bestille varer til dagen efter. Der må bare ikke mangle noget, og der skal selvfølgelig også arrangeres noget reklame (med ekstra
indtægter forstår sig). Det har vi så ikke tid til at vente på, så vi kaster os igen på cyklen for at få tilbagelagt de 34 Km der
stadig er tilbage af dagens tur.
Det er tydeligt at landskabet nu begynder at blive fladere og fladere. Der er stadig rundt om os nogle knolde som vi bestemt
ikke har nogen ønsker om at skulle forcere på cykel, men fladere - det er det så afgjort. Ved Grohnden Fähre gør vi igen et hold
for at få indtaget lidt kalorier. Stedet ligner mest af alt en gammel bondegård, men ligger idyllerisk ned til floden, og der er
mulighed for at spise udenfor. Betjeningen er god, men køkkenet ualmindelig langsom. Menu kortet ser spændende ud, og beskrivelserne
ser meget tillokkende ud. Men hvad der skal være et specielt brød viser sig at være optøede rundstykker fra det lokale supermarked.
Pålægget som også havde et fint navn ligner nu mest af alt spegepølse. Til gengæld - hvis man som jeg bestiller juice, så får man
altså juice, og vi snakker her om den helt rigtige kvalitet! At stedet er dyrt behøver jeg vist ikke kommentere mere på...
Turen fortsætter og for anden gang på turen passerer vi et Atom Kraftværk. Man kan altså ikke ligefrem påstå, at det er et kønt syn,
men på den anden side set er det et imponerende syn. Når man tænker på, hvad der gemmer sig af teknik bag de tykke vægge kan man blive
helt benovet. Weser bruges til at lede kølevand ud i, men det er ikke i mængder der får vandet til at koge. Ret beset kan jeg ikke mærke
nogen forskel. Vi har kørt en del Km i dag, og landskabet har ændret sig markant. Jeg må stadig konstatere at det hele bare bliver
fladere og fladere men dermed ikke nødvendigvis mindre kønt - bare anderledes. Noget nyt er, at jeg for første gang også synes at
kunne konstatere, at floden bliver bredere. Jeg har undret mig over at floden aldrig blev bredere, men til gengæld må den jo så
være blevet dybere. Men nu begynder der dog at ske noget - uden at det dog er en dramatisk ændring.
Vi ankommer til Hameln. Vi frygter lidt, hvor Jugendherberget her er placeret. Håber ikke at vi skal besige bjerge igen. Og nej - det
skal vi ikke. Her ligger vores Jugendherberg helt ned til Floden, og vi får oven i købet et værelse med udsigt til samme. Vi skynder
os at vaske noget tøj og får ved en pavilion ophængt vores til formålet medbragte tørresnor. Vrider de sidste dråber ud af tøjet
for så at hænge det til tørre. De andre gæster kikker noget måbende efter os, men mange kommenterer positivt på vores ide, og siger,
at det vil de kopiere næste gang de skal af sted. Det er varmt i dag, og der er en god brise. Det tager derfor kun nogle ganske få
timer før tøjet er tørt. Den tid udnytter vi så til at få noget at spise. Maden her på dette Jugendherberg er OK uden at være
prangende. Chili con Carne er dagens menu. Det er OK, men man har vist glemt det der med Chili. Desuden har man sparet lidt på kødet.
Men et eller andet sted skal man vel spare når man kun skal betale 5,- € for et varmt måltid mad af typen spis til du revner. Jeg
håber bare, at vi har indtaget nok kalorier for at kunne mestre morgendagens etape. Fruen har proklameret, at det bliver en af
turens helt store konge etaper som nok skal sætte spor i bagdelen.
Inden vi går til køjs går vi en tur i byen. Igen er bindingsværkshuse den primære byggestil. Alt her drejer sig vist om rotter her i byen.
Alle huse har en historie omkring rotter, men heldigvis ser vi ingen. Vi tager en tur ind til Rossmann og køber os en is. Herefter
går det i ro og mag tilbage til vores Jugendherberg. Da vi jo sov dårligt natten før er det jo helt oplagt at gå lidt tideligt i
seng, og det gør vi så. Vi husker ikke at vi har lagt hovedet i puden.
Lidt statistik om dagen: Vi har tilbagelagt 73,7 Km på 4 timer og 18 minutter. Det er vist det bedste vi har klaret indtil nu. Det giver en gennemsnitsfart på ca. 17,5 km/t.
Den højeste hastighed vi opnåede var 44,18,5 km/t. Taget i betragtning at temperaturen denne dag var på 34 Grader er det alligevel ikke så ring' endda.