Weser turen begynder

Da vi jo fejlagtigt ikke havde bestilt vores værelse - eller lejlighed som udlejer valgte at kalde det - med morgenmad, var vi tvunget til at finde en bager, hvor vi kunne indtage et morgenmåltid. Det er søndag, og dermed har bageren godt nok åben, men serviceniveauet er ikke helt, hvad det er til hverdag. Det vil sige, at bageren har brødudsalg, men det er ikke muligt at få smurte rundstykker og ejheller at købe en kop kaffe - eller i mit tilfælde en kop kakao. Det er noget skidt, for vi har faktisk en pæn tur foran os på denne sommervarme dag. Vi har dog alligevel heldet med os. En tidligere ansat ved bageren er tilfældigvis i forretningen på lige netop det tidspunkt, hvor vi kommer og hun kan da godt se vores lidt prikære situation, og hun indgår derfor en korttidskontrakt med bageren og løber hjem efter lidt pålæg og noget smør. Det er godt nok service det her. Ikke helt billigt viser det sig - men det er alt sammen ligegyldigt, for nogen yder en service vi faktisk på ingen måde har krav på, og den slags koster jo. Det var aldrig gået i lille Danmark! 4 rundstykker bliver smurt, og vi får både kaffe og kakao. Andre besøgende ser noget misundelige på os - det her er jo særservice. Supermætte bliver vi ikke af 2 rundstykker, men vi vil helt sikkert kunne klare turen til alles helt store fornøjelse. Kl. 09:00 afgår færgen til den østlige side af floden. Den skal vi nå og det passer bare alt sammen som hånd i handske. Vi kommer 2 minutter før afgang og kan næsten køre lige om bord.

© Fmlaursen.dk Disse flodfærger er en herlig konstruktion. De har som sådan ingen motor og ej heller noget sejl. Til gengæld udnytter de vandets bevægelser og ved at trække i nogle snore som er forbundet til trisser på et stykke wire der er spændt over floden, får man faktisk hele båden/færgen til at fungere som sejl. Det her er genialt! 1,- € pr næse inklusive cykel er prisen for at tage med. Det kan vi godt leve med. På de få minutter det tager at krydse floden har kaptajnen rigeligt at se til. Han får dog kradset sine Euro sammen og får lagt til uden de helt store bump. Jo - han har skam prøvet det her et par gange før.

Vi kaster os i sadlen - som efterhånden ikke føles så behagelig. Det kniber lidt med den hårde hud på centrale steder af den kropsdel der er i berøring med sadlen, og jeg må efterhånden også erkende, at min saddel ikke sidder helt som den skal. Lige nu er det altså bare sådan den sidder, og det er ikke ligefrem behageligt. Ca. 100 meter kan jeg køre, og så har jeg ret best mest af alt lyst til at stå op for resten af dagen. Her skal der før eller senere (og gerne før) findes en løsning. Dagens første deletape er ca. 15 Km. Her vil vi skulle krydse floden endnu engang. Det virker sq lidt iscenesat. Men på den måde bidrager vi vel alle til at de små lokalsamfund kan eksistere. Vi bliver på denne færge stuvet sammen med en stor traktor med en endnu større gyldebeholder - som heldigvis er tæt. Færgefatter fortæller dog, at den sagtens kunne være større - hvis ellers føreren havde mod til at køre et par meter længere frem... Nå ja - jeg tror nu at jeg havde holdt nogenlunde på samme måde, hvis jeg havde kørt det skrummel. Ankommet til land og nu med fast grund under fødderne gør vi en pause. Vi kommer i snak med 2 ældre herrer, og det viser sig, at de skal stort set samme vej som os. Dermed kommer vi nok til at se en del til hinanden i de kommende dage. Der tages billeder og smiles til kameraer.

© Fmlaursen.dk Vi kan dog ikke blive siddende på disse bænke hele dagen. Vi må videre. Næste delmål er Bad Karlshafen, hvor floden Diemel støder til. Byen selv har ikke meget andet at byde på, så det er ikke længe vi opholder os her. Vi kommer nu igennem et større rekreativt område med alt fra minigolf til isboder i passende mængder. Den slags skal udnyttes. Is i sommervarmen - jo det kan vi lide. Men forinden er der lige et lokalt tysk fænomen der skal afprøves og udforskes lidt nærmere. Vi har egentlig set det før, men nu skal det så også afprøves i praksis. Det drejer sig om nogle små bassiner der er opstillet, hvor der så er et gelænder midt i. Her er ideen, at man skal gå et par runder med høje knæløft i det skiiiide kolde vand. Folk ser helt salige ud når de valser rundt her. Det grænser til meditation. Man kalder det faktisk at "træde vande". Man forsøger at gå på vandet, hvilket jo selvfølgelig ikke lykkes (for ret mange). Det har intet med samme danske terminologi at gøre. Som perler på en snor går man rundt i dette bassin. Det ser rent ud sagt vildt komisk ud, og jeg tror ikke det har ret meget at skulle have sagt. Dog må jeg tilføje at stien vi følger også er en kendt sti for folk på vandretur - og her kan jeg ikke udelukke, at et sådan fodbad har en vis effekt. Men for os cykel-freaks er dette mere et koriøst indslag i hverdagen.

© Fmlaursen.dk Efter indtagelsen af en is (som jeg med stor glæde kan konstatere koster meget mindre end i Danmark) går turen videre. Vi krydser nu grænsen til Nordrhein Westfalen (NRW). Vi er så at sige på hjemmebane. Det er så vidt jeg lige kan regne ud den 5. Bundesstat vi har været i denne uge. Kikker vi os omkring kan vi faktisk se ind i 2 andre stater på samme tid. Vi er altså i et ægte grænseland. Selve grænsen går faktisk noget nær midt i floden.

Vi er på vej til Höxter, hvor vi skal overnatte på Jugendherberg igen. Det er dog sin sag at finde dette Jugendherberg. Skiltningen er - når man kommer fra den side vi kommer fra - intet mindre end ikke eksisterende. Vi fiser lidt frem og tilbage uden rigtig at blive klogere. Vi må give op og spørge de lokale om vej. Folk her er venlige. Alle smiler medlidende til os og peger så i en retning. Vi skal lige op af den bakke der... Nå ja - hva' fa'en. Det er jo bare en bakke tænker jeg - og bliver klogere. Man skal jo huske, at vi køre med bagage - faktisk en del bagage. Og det her - det er ikke en bakke, men en bjergkam vi forsøger at forcere. Det er simpelthen vildt. Det vil ingen ende tage. Vi knokler og knokler. Kommer stort set ikke ud af stedet, og som det absolut eneste sted på hele turen, må jeg her give op og stå af cyklen for at trække de sidste 100 meter. Lungerne hyler og skriger af smerte. Benene er tykke og stive og jeg har faktisk krampe i begge lår. Det her - det er en udfordring der vil noget. Höxter Jugendherberg ligger ganske simpelt på toppen af denne "bakke" med en vandvittigt flot udsigt over hele byen. Men hvem der har fået den idé at placere denne her ved jeg ikke - men en ting er helt sikkert. Vedkommende har bil og kunne aldrig drømme om at køre hertil på cykel!

© Fmlaursen.dk Klokken er 14:30 da vi står foran døren til dette Jugendherberg. Døren er låst. Det er ikke godt det her. Der er ikke et øje at se nogen steder. Vi leder og søger, men det eneste vi finder er en lille seddel der diskret gør opmærksom på, at der først er checkin efter kl. 17:00. Jeg er klar til at skrige. Det ligner ikke noget det her. Det stod der ikke en ski...disse om på de papirer vi fik da vi bookede værelset. Dog står der også på en anden seddel et telefonnummer man kan ringe til, hvis der er problemer. Vi tager chancen og ringer, og får at vide, at vi kan stille vores bagage i kælderen. Joh tak - men døren er låst. Vi løber rundt om huset og finder faktisk en åben dør. Og det er vist en fejl at den er blevet åbnet. Men vi stiller vores sager ind og hermed kan vi så køre ned i byen igen og se byen an. Det er selvfølgelig en smal sag at køre ned i by en - men dybt inde har jeg dog stående på et lille display, at vi skal samme vej tilbage igen. Og det huer mig ikke.

Byen Höxter er som sådan meget køn, men så har jeg vist også sagt alt. Der er som i stort set alle de byer vi har kørt igennem en del bindingsværkshuse, der alle er sat nydeligt i stand. Handelslivet synes noget begrænset, og det slår os, at den slags i bund og grund efterhånden er fuldstændigt ligegyldigt. Der er efterhånden ingen byer mere med et individuelt handelsliv. Alt nu om dage er kæder, og således også her. Priserne er de samme som hjemme hvor vi bor. På den måde mister vores byer lidt deres særkende, men det er jo den vej vi åbenbart gerne vil have, at det går. Vi beslutter os for at få noget at spise inden vi igen skal forcere denne kategori 7 stigning. Lidt i håb om at det vil give os den fornødne kraft til at klatre de sidste meter op til vores Jugendherberg. Vi kører ned til floden og finder en Imbiss. Jeg skal her ikke udbasunere min mening om det vi her får at spise. Prisen er høj og kvaliteten er tilsvarende lav. Men stedet er åbenbart populært. Det skorter i hvert tilfælde ikke på gæster.

Vi klarer næsten at cykle op af bakken. De sidste 100 meter må vi dog trække igen. Det giver ikke mening at forsøge sig på havelågen. Der er nu kommet markant flere gæster. Sågar de 2 ældre herrer vi har mødt tidligere på dagen har klaret at forcere bakken. Vi får vores nøgle - tager et lynende hurtigt bad og går så til bordet for at få noget at spise. Det er en gryderet som egentlig er helt OK. Det bliver da også til et par portioner. Det er væsentlig bedre end ved første overnatning. Men det kunne på den anden side set også kun gå én vej.

Umiddelbart efter indhaleringen af dette måltid mad sætter vi os udenfor. Ordner noget vasketøj som vi intermistisk hænger op på en hytte der står på plænen. Vi nyder en stille sodavand mens vi kikker ud på den flotte udsigt. Det bliver dog aften og mørkere. Vi trækker os tilbage til vores kammer for at sove. Falder hurtigt i søvn, men vågner også relativt tidligt - sådan lidt efter midnat. Jeg skal have gjort noget ved den saddel. Mine forplantningsorganer gør djævelsk ondt, og jeg får praktisk talt ikke sovet mere denne nat.

Lidt statistik om dagen: Vi har tilbagelagt 65 Km på 4 timer og 19 minutter. Det er vist ikke noget at prale af. Det giver en gennemsnitsfart på ca. 15 km/t. Den højeste hastighed vi opnåede var 38,1 km/t. Det bliver da også bare ringere og ringere.