Prolog

Efter gårsdagens hygge på terrassen har vi jo næsten glemt, hvad det egentlig er vi er taget af sted for - nå ja - vi skal på cykeltur, og målet er Bremen. Vi sidder dog i en meget lille landsby derude, hvor køerne går med klokker og kompas, og fuglene kun kommer når de er på træk. Målet er jo at vi skal følge floderne Werra og Weser, og begge ligger et pænt stykke herfra. Vi skal derfor starte dagen med at køre lidt (for meget) med tog. Togene skal føre os til Eisenach, hvilket var den banegård vi fandt der dog trods alt lå tættest på. Herefter skal første etape - prologen om man vil - køres. "Konen" har siddet med mangt et kort og beregnet afstanden, og den kan jo umuligt komme ret meget på den anden side af 50 Km. Med dette in mende stiger vi så om bord i regionaltoget i Wetterzeube.

Jeg er - som jeg vist før har nævnt - ikke ligefrem kendt for min begejstring over at blive transporteret med tog. Og efter mit møde med Detusche Bahn er dette bestemt ikke blevet bedre. De små regionaltog der kører her er dog ikke drevet af Deutsche Bahn, men derimod af et eller andet for os danskere helt ukendt firma. De små tog synes i fin stand, og kan ikke være ret gamle. Enkelte cykler kan medtages, og denne service synes at være godt udnyttet. I hvert tilfælde er der her nok dobbelt så mange cykler med som der i bund og grund er plads til. Men indrømmet - det er lige før dette her fungerer til min tilfredshed.

Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Dette gælder ikke mindst for transport med tog når man har cykel med. Vi skal jo selvfølgelig skifte et par gange, og sidste gang ender vi på et tog der sikkert var hypermoderne engang i 50'erne. Dørene er så smalle, at man ikke selv kan løfte sin cykel ind - og slet ikke hvis der er bagage på den. Folk er heldigvis hjælpsomme. Min cykel får her de første alvorlige ridser. Når jeg kikker på de andre cykler i vognen er ridser vist bare noget man lærer at leve med. Jeg er ikke begejstret. Antallet af cykler her er dog ganske betragteligt. Problemet er bare, at de ikke er læsset ind i omvendt rækkefølge af, hvordan de skal læsses ud. Dette er et puslespil som dog heldigvis går op i sidste ende - men det er ved gud ikke på grund af servicen fra Deutsche Bahn. Det skyldes kun at man mellem hinanden virkelig gør alt, for at dette her skal lykkes. Var jeg om formiddagen blevet bare lidt bidt af tanken om at rejse med tog, da er dette definitivt væk igen.

© Fmlaursen.dk Nuvel - nu står vi her så. I Eisenach. Midt i en større hektisk by, og vi aner ret beset ikke hvor vi skal hen. På banegården er der indrettet en Info-stand hvor rejsende kan høre lidt om byen, og det eneste svar vi får her er - følg skiltene. Jo - jamen det gør vi så. Skiltene viser sig at være nogle ca. 10x10 cm hvide skilte med en grøn cykel på og en lille uanseelig pil i samme grønne farve. Når man tænker på, hvor intens trafikken her er, er det måske lige i underkanten. Vi må koncentrere os meget om at finde og følge disse skilte - faktisk så meget, at da vi kører ud af byen kikker vi på hinanden og spørger om der virkelig ikke var noget der skulle have været fotograferet? Sådan lidt i bagklogskabens ulideligt klare lys, var der vist et par flotte bygningsværker og ikke mindst kirker der godt kunne tåle et knips, men det vil så kræve at vi kører tilbage igen - og det gider vi alligevel ikke. Ret skal dog være ret - skiltningen var faktisk god. Der var det antal der skulle være, men størrelsen og pladseringen kunne måske have været lidt mere ideel. Vi erkender at vi har et par kilometer foran os - sætter os i sadlen og så går det ellers i retning mod Werra. De første 10 Km er altså ikke langs floden - men et spørgsmål om at komme til den.

Den første del af turen - efter Eisenach forstår sig - er ganske smuk. Vi kører i et kuperet terræn, som også udfordrer mine vinterblege og alt andet end muskuløse ben. Der er dog ikke den stigning jeg ikke kan klare - men må så bare vente på fruen der kommer traskende med hendes, så vidt jeg kan se, alt for tunge Kalkhoff cykel. Turen går igennem skove, og vejen er da i starten asfalteret, men bliver derefter hyppigt til grusveje og det der er værre. Men det er alligevel en tur man kan nyde. Da vi ankommer til Werra, bydes vi velkommen af et stort "R" der er monteret på et tårn. Hvad "R'et" står for, ved jeg ikke, men det er den officielle start på cykelruten langs Werra floden. Dette foreviges samtidig med, at der tages billeder af en moderne Bro i det flotte landskab. Jow - vi er stadig begejstrede og håber det fortsætter sådan.

© Fmlaursen.dk Vi er her i et område som ligger sådan lidt på grænsen til forskellige Bundes stater. Det vil alt andet lige karakterisere turen de næste par dage. Man skulle jo tro, at Tyskland er Tyskland, men faktum er, at de forskellige stater på mange måder er vidt forskellige. Det være sig kultur som tænkemåde. Noget andet der kendetegner de forskellige stater er også noget så vigtigt som de kulinariske nydelser. Jeg tænker her på noget så elementært som pølser. I Thyringen har man jo f.eks. Thyringer Bratwurst. Alle i Tyskland taler om denne spise, men det er kun i Thyringen, at man tilsyneladende kan lave den slags pølser ordentligt. Fruen bekendtgør overfor mig, at vi på turen her vil komme forbi en by der faktisk kun er kendt for én ting - Thyringer Bratwurst. Der er en del i bekendtskabskredsen der kører til denne by fra Nordrhein Westfalen bare for at købe pølser. Det siger jo noget om kvaliteten. Byen ligger ved en gammel historisk bro der krydser Werra floden. Her gør vi holdt for at fotografere omgivelserne og ikke mindst broen og dens nære omgivelser. Bedst som jeg tror at vi nu skal videre ind til byen for at købe pølser, bliver jeg belært om at vi er på cykeltur, og at turen går videre. Savlen står ned i det berømte 11-tal, men chefen har talt, og vi hopper på jernæslet (som en havelåge kaldes her i det Tyske) og tramper videre med en svindende smag af ikke indtagede pølser.

For at kompensere lidt for den manglende pølse gør vi ca. halvvejs på turen i byen Treffurt holdt for at indtage en is. Folk der kender mig ved, at is står næsten lige så højt på min madpyramide som pølser og frem for alt Nutella - altså helt i bunden af pyramiden. Vi er i en lille og meget idyllerisk by med et torv foran rådhuset der må kunne inspirere mangt en kunstmaler. Bygningerne er alle som en bindingsværkshuse. Ikke alle er lige velholdte, og nogle er for at sige det mildt ret skæve. Men flot ser det ud. Vi tager plads ved den lokale is kiosk - som i virkeligheden intet har at gøre med en kiosk men mere en restaurant og som har det altsigende navn "Eis-Café am Markt". Her finder jeg ud af, at man kan få Dansk is med varm kakao - det påstår man i hvert tilfælde. Hmmm - den kombination har jeg alligevel aldrig prøvet i Danevang, så den såkaldet "Cup Däne" bestiller jeg. Det er en glimrende is - men jeg har fået bedre is i min tid. Kakaoen derimod er lige til en medalje. Tyk, kremet og dejlig varm (lige hvad man har brug for når temperaturen er over 30 grader i skyggen). Jeg vælger at rose isen, men mener det nok i virkeligheden ikke helt så meget. Der er for mange iskrystaller i isen, hvilket jeg dog over tid har lært er noget man faktisk værdsætter her i Tyskland.

© Fmlaursen.dk Vi må dog videre. Vi krydser grænsen mellem Thüringen og Hessen og med ét bliver skiltningen markant dårligere. Det er tydeligt at prioriteringen her er en helt anden. Cykelturismen er vist ikke helt slået igennem her. Alt virker mere kommercielt. Turen går ikke ud på at vise os de kønneste pletter på landkortet, nej det gælder om at få os guided forbi så mange forretninger som muligt. Byerne er dog stadig kønne. Det kan vi ikke løbe fra, og kameraet er da ofte i brug.

Kl. 17:30 når vi vores mål. Jugendherberget i Eschwege. Det virker meget slidt. Meget 70'er agtigt. Personalet er som forventet meget venlige, men maden der serveres er noget skod! Noget fisk der er paneret og friturestegt til ukendelighed og ledsaget af en ostesovs hvis primære mål er at gøre folk supermætte på super kort tid. At det så ernæringsmæssigt er en katastrofe er en helt anden snak som ikke interesserer nogen. Salaten er slap og kedelig, og hvis det ikke var for den kalorieholdige dressing, ville den have været svær at få til at glide ned. Jeg giver køkkenet her 1 stjerne - hverken mere eller mindre.

Sengen er som altid på disse Jugendherberg en køjeseng. Nogle gange kan man være heldige med madrasserne, men det var så ikke lige her vi var heldige. Opholdet får derfor kun 2 stjerner ved mig.

Vi slutter dagen af med en spadsertur igennem byen. Det er muligt at vi er kommet de forkerte steder, men det virker som om vi er godt stillet ved at vi vil tideligt i seng. Det er vist ikke her der sker noget.

Lidt statistik om dagen: Vi har tilbagelagt 65 Km på 4 timer og 8 minutter. Det er vist ikke noget at prale af. Det giver en gennemsnitsfart på ca. 16 km/t. Den højeste hastighed vi opnåede var 41,5 km/t. Taget i betragtning at temperaturen denne dag var på 32 Grader i skyggen og ca. 35 i solen var det måske alligevel ikke så ring' endda.