Opvarmning

Vi er jo ret beset på cykelferie. Ikke at vi indtil videre har cyklet mere end 3 km på førstedagen. Derfor er man af den holdning at dagen i dag skal gå med opvarmning. Der er udset en rute at typen - vi følger næsen. Området her har været rimeligt alvorligt ramt af oversvømmelserne her i 2013. Broer er gjort ubrugelige. Veje er skyldet væk. Floder - eller rettere større åer - har ændret deres løb. Der har rigtig været gang i den. Det betyder dog også, at vi ikke ligefrem kan følge en lige rute mellem 2 punkter. Vi bliver nødsaget til at følge de få veje der stadig er der, og det vil sikkert give os indblik i nogle af de ødelæggelser der har været i år.

Efter indtagelse af morgenmaden som primært består af opvarmede "Brötchen" fra dagen før (der findes ingen bager i noget der bare minder om anstændig afstand herfra), iklæder vi os vores cykeloutfit. Nu om dage skal man jo helst lige en cykelrytter fra Tour de France når man sætter sig på sin velocopede. Til det formål har undertegnede - der ikke er kendt for at ville betale formuer for at sådan kostyme - indkøbt et par cykelbukser i Lidl. Jeg er ikke nogen fan af den forretning, men prisen passede - det gjorde bukserne så ikke. Jeg har indtryk af, at den slags benklæder helst skal sidde sådan lidt ind til kroppen, men disse her har en pasform som mest af alt minder om kartoffelsække. Der er dog en passende pude i bagdelen som jo skal sikre, at jeg i de kommende dage efter endt cykeltur stadig kan færdes til fods uden at have en gangart der minder om John Cleese fra hans storhedstid som minister for gakkede gangarter. Og af sted det går.

© Fmlaursen.dk Hvis vi lige ser bort fra et par ærinder der også skal passes - så som indhentning af recepter fra landsbylægen, indkøb af brötchen til den kommende dag samt udskiftning af en eger i et baghjul på en noget udrangeret cykel, er turen nogenlunde uden pauser. De pauser der er eller bliver indlagt er resultatet af nogle markante stigninger i landskabet som ikke alle finder lige udfordrende. Nogle vælger at gå - og det tager jo den tid det tager. Jeg hører så til den anden gruppe der ikke vil give op bare fordi der er en knold i landskabet. Med hvinende lunger der tydeligt viser, at jeg ikke har trænet nok før denne tur, klarer jeg dog alle forhindringerne badet i sved. Det er jo ganske fint vejr denne dag med over 30 grader. Vejrudsigten for de kommende dage viser noget i samme retning. Det skal nok blive en god tur - i hvert tilfælde vejrmæssigt.

Nogle af turens absolutte højdepunkter er besigtigelsen af huse der har fået skyllet det meste af facaderne væk af vandmasserne. En bro er så medtaget af vandmasserne, at man end ikke må færdes på den til fods. Broen er ikke engang 1 år gammel og fundamenterne er stort set skyllet væk. Paradoksalt nok står der 50 meter derfra en urgammel bro lavet af store stenbrokker der sikkert er fundet på markerne rundt omkring. Denne bro har ikke fået så meget som en rids i lakken. Det har man fra kommunens side noget svært ved at forstå, hvorfor bygherren af den nye bro står under en ikke uvæsentlig anklage for byggesjusk. Jeg er ikke ekspert på området, men umiddelbart vil jeg påstå, at kommunen har en rimeligt god sag her som bør kunne vindes. En cykelsti er blevet undermineret af vand, og da vandet så er steget yderligere er cykelstien ganske simpelt hævet og flyttet 100 meter og derefter pænt sat tilbage, hvor den var. Slige eksempler er der masser af. Vandet har helt sikkert været i sit destruktive humør, da det er flydt forbi her.

© Fmlaursen.dk Landskabet er dog her på grænsen til Thüringen flot og til dels også meget kuperet. Var vi bare kørt et par kilometer den anden vej ville landskabet have været fladt som ved den danske Vestkyst. Dette er virkelig et grænseområde - sådan landskabsmæssigt betragtet. Vi ville egentlig tage ud og spise på en Græsk resturant, men alt er lukket, så vi ender med at sidde på en ganske normal tysk frokostresturant, hvor arbejderne fra det stedlige bryggeri er de eneste besøgende. At jeg ikke drikker alkohol - og derfor ikke ligefrem er interesseret i det stedlige bryggeris angeveligt enestående humleprodukt, forstår man ikke en meter af, så uanset, hvad jeg bestiller ender det med, at jeg får serveret en halv liter af dette rævepislignende produkt som alle i området med så stor fornøjelse sætter til livs. Det må "Konen" og hendes søster så få fornøjelsen af - jeg nøjes med senere at få lidt vand fra flasken der sidder på cyklen. Dagens ret er desværre spist op, så det eneste vi kan vælge er en fiskesuppe. Jeg har intet imod hverken fisk eller suppe, så den hopper jeg med på. Suppen smager ganske udmærket og har massevis af grøntsager - men fisken synes at være svømmet væk.

Grundet de infrastrukturmæssige udfordringer skabt af oversvømmelserne, må vi desværre følge nøjagtig den samme vej tilbage som vi er kommet frem. Nu gør det ikke så meget for mig, da jeg jo ikke ligefrem er stedkendt, men principielt er jeg altid lidt imod den slags. Man skal jo se noget nyt. Vi glæder os her og nu så bare over, at vi kan se det hele fra en anden vinkel.

Resten af dagen foregår i familiens skød. Sammen med venner og naboer indtages stadig større mængder alkohol (som er den eneste større fornøjelse man tilsynelandende under sig selv på disse kanter, og det undrer mig generelt, hvorledes folks lever på disse kanter kan klare så relativt store mængder. Jeg bliver dog enig med mig selv om, at det ikke er min hovedpine. For mig gælder det bare om at hygge mig og i øvrigt kæmpe lidt med at forstå den lokale dialekt som ikke minder ret meget om det jeg har lært i skolen i lille Danmark.