Afgang

Cyklerne er pakke og dækkene er pumpet til næsten 6 Bar. Stellet er pudset og i det hele taget skinner cyklerne om kap med vejret. Vejrguderne har vist sig fra den venlige side og sørger for at solen skinner nådesløst fra en ellers nogenlunde skyfri himmel. Naboerne er adviseret om at vi er væk i en 14 dages tid, og huskatten har dermed sikret et ferieophold som på mange måder sikkert er mere komfortabelt end det vi nu kaster os ud i.

Cyklerne er tunge. Meget tunge. Jeg kører på en lidt ældre Damecykel der har kørt de fleste kilometer på gode danske Cykelstier, og "Konen" kører på en herrecykel som hun har arvet fra hendes afdøde mand. Forskellen på cykler mellem de 2 lande er ikke uvæsentlig. Cykler i Tyskland er tunge som tanks og ser også nogenlunde således ud. Når en sådan cykel således belæsses med bagage til 14 dage, da bliver den så ikke nævneværdigt lettere. Jeg kunne dog fryde mig over, at jeg havde den lette cykel med de mindste cykeltasker. Ingen grund til at vise sig fra sin gentleman side her og tage ekstra bagage til mig. Vi har hver frit kunne vælge transportmiddel og bagage. Og sådan skal det også være.

© Fmlaursen.dk Toget afgår fra Holzwickede Hovedbanegård (for den uindviede er det Banegården ved Dortmund Lufthavn). Mange vil nok kalde denne banegård for et trinbrædt, men i givet fald er det et stort trinbrædt med intet mindre end 5 spor. Banegårde er som sikkert bekendt ikke designet til cykeltransport. Det er noget med tunler og trapper, og således også her. I næsten 30 graders varme på denne tidlige formiddag lidt over 10.00 om formiddagen er det derfor en kraftanstrængelse at få slæbt cyklerne op på perronen. "Konen" tilegner sig da også et ikke uvæsentligt blåt mærke på det ene lår, men bider det i sig og siger intet om dette før jeg et par dage senere konstatere, at det da er et farligt flot farveorgie hun har dér.

Regionaltogene i Tyskland er ikke ligefrem bygget til cykeltransport, men der er dog begrænset mulighed for at tage cykler med. De vogne, hvor man må tage cykler med er pænt mærket. Der er dog strikse regler - og som bekendt - i Tyskland skal regler følges. I det tog vi her stiger ind i - som i øvrigt "kun" er i omegnen af 10 minutter forsinket - må der max være 2 cykler per vogn, og vi er heldige, at vi er de eneste der på denne tur har cykler med. Ferien er startet, og turen går i første omgang til Hamm, hvor det første skifte skal ske. Krisen er, at vi i bund og grund ikke har nogen stor tidsmæssig buffer mellem togene. Spændingen er altså fra starten helt i top.

I Hamm har man sikkert til dato aldrig set 2 cykler blive sat af et tog i dét tempo som vi her fik sat for dagen. Der er ikke plads til nogen form for forsinkelse, og vi når da også lige at kaste os ind i det næste tog inden dørene glider i bag os. Dette tog har set bedre tider. Det er mildest talt en gammel skrallerkasse, og vognen er modificeret til at kunne tage ca. 10 cykler med. Varmen udenfor trykker men vi glæder os over, at denne vogn ikke har nogen form for Aircondition. Det skal nok blive hyggeligt. De næste 4 timer og 20 minutter skal vi tilbringe i dette antikvariat fra Deutsche Bahn. Det vil sige - det tror vi da.

Nu skal man jo ikke tro, at Deutsche Bahn er mere præcis end de gode gamle Danske Statsbaner - i folkemunde bedre kendt som DSB. Der er også massevis af forsinkelser på ruterne hernede. Forsinkelser og pladsbestilling er en rigtig skidt kombination. Specielt hvis man er så forsinket, at man ikke når sit tog. Nu var vi jo som sådan på den sikre side, men det var der så andre der ikke var. De havde misset et tog, og nu stod de så der med deres Tandem (det skal retfærdigvis siges, at den ene var blind), og den var der så ikke lige plads til da pladsreservationen jo ikke lige var til dette tog. Dette udløste så en diplomatisk krise der kunne få den kolde krig til at virke ligegyldig, for reglerne siger jo... Ja man kan jo næsten høre en tysker stå at sige dette. En passager tilraner sig adgang til togets intercom, og annoncerer i højttaleranlægget, at det vel næppe kan komme som en overraskelse for DB at der er cykler med, og at de skal håndtere deres egne åbenbart temmelig hyppige forsinkelser. Sjældent har jeg set en billetkonduktør løbe så hurtigt igennem et tog for at standse noget der ikke må kunne ske - at en civil siger sin mening i Intercom. Vi andre kan så ikke andet end grine af det hele.

Det var jo ikke just blevet koldere udenfor. Aircondition havde vi stadig ikke. Vinduerne stod åbne, men lige meget hjalp det - det var stegende varmt. Toget var nu 40 minutter forsinket. En passager uden pladsreservation var smidt af toget for at gøre plads til Tandem cyklen. Alle var nu tilfredse - måske lige bortset fra ham der var sat af toget. Toget kunne nu sætte i gang, og efter ca 5 minutters kørsel stoppede toget så igen - Fejl på undervognen eller gearkassen. Den arme togfører måtte nu med en stor hammer i hånden kaste sig ud i desciplinen at være mekaniker. Der blev hamret på alt, hvad der lignede metal (og det er ikke småting), og efter 23 minutter var vi så kørende igen. 63 minutters forsinkelse betyder så at vi får 25% af billetprisen refunderet. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Toget slår smudt over landskabet, og vi er nu usikre på, om vi i Lepzig har så meget forsinkelse, at vi misser det næste tog. Tiden er knap, og vi skal skifte til en anden perron. Leipzig er dog en god banegård, for her ender skinnerne, og togene skal køre den samme vej ud igen. Igen sætter vi nye standarder for, hvor hurtigt man kan få en cykel ud af et tog, og i bedste cykelrytterstil fræser vi mellem andre toggæster for at nå vores næste tog. Med hylende bremser - eller også var det dæk - ankommer til det næste tog som heldigvis ikke er afgået endnu. En konduktør stopper os og meddeler at vi skal med den første vogn. Hun går ind og får ryddet 8 pladser, så vi kan få cyklerne med. Vi er lykkelige - i hvert tilfælde sådan lige til at starte med.

Togvognen har en skoleklasse med. Teenagere i den værste alder. Lydniveauet er grænsende til uudholdeligt. Der er 2 lærere med, og de ser ikke ud til at lide, men det gør vi. Flere gange har man bare lyst til at sine lungers fulde kraft at skrige "Hold så kæft", men det hjælper nok alligevel ikke. Som verden ser ud skal vi egentlig bare være glade for, at vi kom med (omend en times yderligere forsinkelse havde givet os 50% af billetprisen tilbage - men vi ville hellere til vores destination).

Efter 45 minutter i dette lydorgie, der kan få selv det mest støjende diskotek til at virke som en stille kupe, ankommer vi så til vores ankomststed. Byen hedder Wetterzeube og er en meget lille by i det tidligere Østtyskland. En by hvor alt er gået i stå, og nok aldrig sådan rigtigt kommer i gang igen. Tid til familiebesøg.