Speyer

Har du aldrig hørt om Speyer skal du ikke føle det som noget pinligt. Jeg anede heller ikke at denne by eksisterede, før jeg blev inviteret dertil for at hilse på svigerfar. Speyer er en pæn by på størrelse med Silkeborg placeret midt i Rhin-dalen. Byen ligger i det vel nok varmeste hjørne af Tyskland, og i sommerhalvåret skal det forstås ret bogstaveligt, at det er varmt her. Temperaturer omkring de 40 grader er ikke usædvanligt. Det er dog ikke landets varmeste by - dertil mangler der angiveligt et årligt gennemsnit på ca. 0,5 grader. Men varmt det er her - og hvor er det dog dejligt livsgivende.

Lidt Historie

© Fmlaursen.dk Længe før de nordiske Vikinger begyndte at kalde sig Vikinger, var der nogle visionære "Tyskere" der mente, at det ville være genialt at placere en by lige ved siden af Rhinen. Vi snakker her mere end 2000 år siden. Det er jo ikke mange danske byer der kan prale af en så lang historie. En by med en så gammel dåbsattest må nødvendigvis også have lidt historie - og hvis man er bare lidt historisk interesseret, da kan man i byens midte næsten ikke flytte sig en meter uden at skulle bruge en time på at forstå, hvad tidens tand har gjort ved dette sted. Midt i det hele er byens overdådigt store katolske kirke. En katolsk kirke der på den ene side virker prangende og skræmmende, men som på den anden side ikke ligner nogen anden katolsk kirke jeg har set. Jeg tænker her på den indvendige indretning. Her er ikke strøet om sig med guld og andre værdifulde materialer. Det er råt og simpelt - men på samme tid virkelig flot. I små rum langs kirken er der placeret flere interessante ... ja skal vi kalde det udstillinger, hvor en person eller en handling fremhæves for at fortælle lidt om mennesket og dets til tider lidt tvistede tankegang. Selv jødeforfølgelsen under 2. verdenskrig får en lille en over nakken med henvisning til et bysbarn der var kendt og populær blandt bysbørnene, men som alligevel måtte møde sit endeligt i de frygtelige udrydelseslejre. Alt er holdt simplet. Der er højt til loftet her. Meget højt. Men som altid når den katolske kirke er blandet ind, da er der en snært af kommercialisme over det hele. Betal et par Euro her og der for at se dit og dat. Når jeg ser dette tænker jeg hele tiden på den munk der i Danmark futtede rundt med sin kiste og bildte den jævne mand ind, at når han smed penge i denne, da slap han lettere igennem skærsilden.

© Fmlaursen.dk Kirken er meget dominerende i bybilledet, men der er så afgjort andet at se på. Bevæger man sig Rhinen møder man et naturskønt rekreativt område som også bruges meget aktivt af byens indbyggere. Om sommeren er der langs floden placeret strandarealer, hvor den sol og vandhungrende kan få stillet sin "tørst". Personligt vil jeg dog nok undlade at svømme rundt i vandet her - så rent ser det nu heller ikke ud. I byens udkant er der også et rekreativt område med nogle ikke helt små søer - dette synes jeg virker en del mere interessant - og skulle man få lyst til at tage et dyk her, er det også muligt. Men det er nok alligevel byen der er dét der trækker de fleste. Her finder man overalt små listige restauranter og det er muligt at indtage sin kaffe langs gågaden. Her må biler og busser kun færdes i så langsomt et tempo, at de alligevel som oftest finder andre veje. Det giver mulighed for at fodgængerne kan nyde bygningerne der alle er flotte og pænt vedligeholdt. Et tårn i den modsatte ende af gade af hvor kirken er giver mod et mindre beløb i Euro mulighed for at nyde et blik over hele byen. Jo - det er en flot by placeret midt i en overdådig smuk natur. En by der er et besøg værd.

Atraktioner

© Fmlaursen.dk At byen har endt sin status som turistmagnet skal man ikke være i tvivl om. Henover sommeren er der stort set hele tiden et og andet der skal fejres. Over tid er dette blevet mere og mere kommercielt, men det synes ikke at afskrække ungdommen som gladeligt kommer for at spise, drikke og danse. Danse til lyden over øredøvende høj musik som findes på mangt et gadehjørne. Personligt er jeg nok blevet for gammel til den slags - men det betyder jo ikke, at dette ikke er godt. Midt i byen finder man også byens absolutte stolthed - en oplevelsespark med flyvemaskiner, rumfærge, og hvad ved jeg ellers af teknisk guf. Toppen er en biograf der nok vil få selv den mest moderne 3D biograf her i landet til at blegne. At dette er godt udført vidner antallet af parkeringspladser om. Desværre er der ikke helt nok, og byen kan godt virke som et stort kaos lige netop når det drejer sig om parkering. Derfor kan man så glæde sig over en velfungerende bustrafik.

Vin

© Fmlaursen.dkMan kan ikke nævne Speyer og omegn uden også at tale om vin. Byen er placeret mellem 2 "bjergkæder", og jo nærmere man kommer disse, jo mere handler alt om vin. Hver en lille landsby har sit helt eget forhold til vin. Alle byer har deres speciale. Alle byer har massevis af små listige restauranter, hvor man har mulighed for at smage den lokale drue. Man er stolt over sin vindruer - og ikke mindst over resultatet af den årlige høst. Jo nærmere man kommer bjergene jo bedre bliver vinen - og jo dyrere bliver den selvfølgelig også. I efteråret kan man købe druer frisk fra planten til en pris der vil få enhver dansk grønthandler blød i knæene. Jo - folk der bor her er livsnydere. Mange er da også pensionister der vælger at flytte hertil for at nyde de sidste år på bedste vis.

Overnatning

Man behøver ikke søge længe for at konstatere, at der i byen her er massevis af overnatningsmuligheder. Måske ikke helt billigt - men mulighederne synes legio. Det vil sige - legio lige indtil det når til at man skal booke plads. Så begynder fortvivlelsen. Lad det være sagt med det samme. Hvem der ønsker at overnatte her bør stå tideligt op og komme i gang - og det gerne flere måneder i forvejen. Byen og dens mange arrangementer er yderst populere, og enhver seng er hurtigt besat. Kan man leve med en lidt mere spartansk overnatningsform, kan et ophold på byens vandrehjem - som så afgjort er en af de mere luksuriøse af slagsen - anbefales. Morgenmaden er god og righoldig, og er man ikke til store restaurantbesøg om aftenen, kan man for en rimelig sum få et godt og solidt måltid mad her. Værelserne er enkle, og sengene fungerer helt efter hensigten.

Hotel Am Wartturm er også ganske glimrende. Bevars - det vrimler ikke med stjerner - kun Rock stjerner, omend den lidt ældre del af slagsen. Sengene er glimrende, og morgenmaden fejler bestemt ikke noget. Det eneste der har generet mig, er noget duftevand der er placeret i badeværelserne og som ifølge min næste stinker ganske forfærdeligt. Nu hvor vi snakker stjerner, så er hotellet blevet renoveret, hvilket har givet det en stjerne mere. Det lykkedes mig aldrig at finde ud af, hvor omfattende denne renovering har været, men noget tyder på at væggene er blevet malet... Hotellet er ikke billigt - men på den anden side set er der vist ikke ret meget i Speyer der kommer ind under den kategori.

Vandreture

© Fmlaursen.dk Området her er kendt for sine vandreklubber. I bjergene ind mod Frankring er der så vidt jeg har forstået omkring 130 km vandreruter at vælge imellem. At jeg ikke har prøvet alle, er vel her underforstået. Det jeg har vandret her har dog været en enestående oplevelse. En flot natur. Gode stier. Ro. Jo man kan sagtens bruge tid på at finde passende ord til at beskrive området her. Der er stier for enhver sværhedsgrad. Det er bare med at komme af sted. Vandreklubberne bestyrer så nogle små hytter rundt i området, hvor man kan få sig et måltid mad skulle man gå hen og blive sulten. Priserne er absolut i orden, og kvantiteten af det der er placeret på tallerkenen grænser til det usandsynlige. Det kræver en vom af de større at komme igennem en portion her. Det er da heller ikke unormalt at se folk give op på halvvejen. Retterne er typisk tyske retter - altså solide retter der mætter rigtig godt. Når man er på disse kanter, bør det dog afprøves. Har man lyst kan man jo så ved samme lejlighed nyde et glas eller 2 af den lokale drue. Jo - livet tager en helt anden drejning her. Dette er livskvalitet! © Fmlaursen.dk

Links

http://www.speyer.de/
http://speyer.technik-museum.de/
http://de.wikipedia.org/wiki/Geschichte_der_Stadt_Speyer