Revierpark Wischlingen

Med en placering i udkanten af Dortmund skal man ikke forvente at finde et idyllisk placeret kuropholdssted. Dortmund er jo, som de fleste nok ved, en relativt stor by, og derfor er der rigtig mange mennesker der har forholdsvis hurtig og let adgang til stedet her. Området omkring stedet er derfor også meget "byagtig" - nogen vil måske oven i købet sige grænsende til et erhvervsområde, men det ændrer ikke ved, at man på området faktisk har formået at gøre stedet ganske hyggeligt. Der er derfor basis for en mindre overraskelse.

Badeland

At der er mange mennesker i Dortmund og omegn mærkes ganske tydeligt på antallet af besøgende her. Forholdene er fine, og badelandet er stort og flot - men der er mange mennesker, og jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at der var flere besøgende end stedet egentlig kan bære - i hvert tilfælde den dag vi var der (weekend). Bassinet er med saltvand, hvilket er lidt uvant, men det virker rent og pænt - specielt når man tager antallet af besøgende i betragtning. Der er her også et udendørs bassin, men dette er ikke direkte forbundet med det indendørs, hvilket sikkert gør vedligeholdelsen og den daglige rengøring markant lettere, men personligt synes jeg at det ødelægger oplevelsen en kende. Lydniveauet indendøre er højt - meget højt, og antallet af massagedyser i vandet modsvarer på ingen måde antallet af besøgende som nærmest står i kø for at få ryggen masseret med disse massive stråler af vand. Når man dog kommer til, da er der godt nok tryk på dyserne - grænsende til det ubehagelige.

Sauna

Saunalandskabet skal bogstaveligt forstås som et landskab. I tilknytning til badelandet er der en lille park, hvor de varmehungrende kan gå rundt mellem forskellige sauna-temaer og afprøve disse. Der er aroma-saunaer, hvor der hældes velduftende sager på de varme kul, der er saunaer med brændeovn som giver en god stemning. En af de mere eksotiske sager vi så var en salt-sauna, hvor folk - til dels også mod deres vilje - holdes inde i saunaen til sveden sprøjter ud af kroppen. Man flygter ud og bliver så under kyndig vejledning af en stedlig bademester, bedt om at gnide hinanden ind i salt for så, når man er kølet lidt ned, at blive sendt retur til saunaen for ligesom at svede salten af igen. Dette var i et vinterlandskab med minusgrader og sne i området noget af et syn. På området har man også placeret en sauna i en bjælkehytte, og denne skulle være Tysklands ældste "bjælkehyttesauna". Flot og stemningsfyldt indrettet - så afgjort et 15 minutters besøg værdigt. Er man på stedet når solen går ned, kan det klart anbefales at aflægge panorama-saunaen et besøg. Her kan man så se solen gå ned - og da man helst ikke ser, at man taler sammen i dette rum, da giver det også en stemning, hvor man har mulighed for at få renset sjælen. Glimrende!

Omklædning

Omklædningsrummet er et stort - ikke kønsopdelt - område med skabe til opbevaring af sine ejendele samt små omklædningskabiner. Kabinerne har en indgangsside og en udgangsside, og der er lås på begge sider, hvilket nogen glemmer når de skal ud. Derfor er mange kabiner ret ubrugelige, da de er låst til den ene side. Under gulvet er det et gennemgående afløb, som vist ikke har fald nok. Der var en kedelig lugt af råddent vand kombineret med kloark. Ikke at den var gennemtrængende - men den var der. Badeforholdene var gode, men ikke overdådige - men med sædvanlig Tysk effektivitet.

Prisniveau

Når man ved, hvad det koster andre steder at frekventere sådanne steder, da er prisen ikke voldsomt afvigende, men dog i den billigere ende. Det er dyrere end at tage i svømmehallen her i landet, men det er på den anden side også en markant anderledes oplevelse med alle de tilbud der er, og prisen er derfor retfærdiggjort. For et eksakt niveau - henvises til stedets hjemmeside som kan ses nedenfor. Personligt vil jeg dog hellere besøge et mere afsidesliggende kurbad og betale lidt mere og så få noget mere ro specielt i badelandet. Det skal ikke forstås sådan, at stedet her ikke er godt - for det er det - men det henvender sig nok mere til det ungdommelige og sprudlende publikum der kommer sådanne steder her for at have det sjovt og ikke for at få renset krop og sjæl.

Links

http://www.wischlingen.de
http://www.wischlingen.de/main-menu/solebad/drinnen-und-draussen/"