Krämersee
Ved Düsseldorf finder man søen Krämersee. Det er bestemt ikke en af de mest kendte søer, men dog for dykkere et område man ikke helt kan
komme udenom. Søen er det man kalder en "Baggersee", altså en sø, hvor man i tidernes morgen har gravet ral. Det betyder så til gengæld,
at det vand der flyder til søen bliver filtreret igennem stenlaget, og derfor en stor del af året har en ganske glimrende sigt. Området
er afspæret, og der er kun adgang for dykkere der har betalt en pæn sum for at få adgang. Årsagen til dette skal søges i rent juridiske
forhold, da der det dykkercenter der driver dykningen i området har en tilknyttet ansvarsforsikring der desværre ikke dækker for folk
der ikke deler denne hobby. Det vil så med andre ord sige, at ikke dykkende ledsagere ikke kan komme ind på området - der faktisk er
et ganske nydeligt naturområde også.
Der er faktisk ikke tale om én sø, men derimod 2 søer. Man omtaler i daglig tale dette som den lille (og fjernest liggende) og den
store sø. Den fjerneste sø er angiveligt den flotteste, mens den store sø dog har nogle "indbyggere" i den pænt store ende af skalaen.
Jeg taler her om Maller på over 1½ meters længde. De er dog sjældne og derfor er det lidt af en begivenhed når man møder en. Til gengæld
har den lille sø så skildpadder - og det er jo også ganske interessant.
At komme til vandet
Lad det være sagt med det samme - det er ikke ligetil at komme til vandet. Udstyret kan man tage på ved den nærtliggende parkeringsplads,
eller slæbe udstyret ned på en plæne man deler med det lokale svømmecenter. Om det er dét værd vil jeg ikke udtale mig om, men man kan
sagtens gå strækningen. Den fjerneste sø er ca 5 minuter væk. Man skal igennem et par låger, som man har modtaget en nøgle til da man
har checket ind. Ulempe - hvad gør man med nøglen når man nu er iklædt alt udstyret? Den ryger i vesten og så håber man på at den ikke
ruster eller at lynlåsen går i udu.
Dykningen
Det er ikke de store dybder der bydes på. Forvent ikke noget over 13 meter. På de dybder skal du nok heller ikke forvente hverken lys eller
liv. Da jeg var på stedet, var sigten generelt ikke imponerende (ca. 2 meter), men angiveligt kan sigten blive op imod 15 meter på en god
sommerdag. Plantelivet var beskedent, men til gengæld var der en del makroliv og på søen selv også svaner - pas derfor lidt på når du skal op!
Søen er passende stor, så du skal give noget gas, hvis du vil se det hele.
Furagering
Ved siden af søen er der et svømmecenter, og her er der ydermere mulighed for at få noget at spise på den lokale ... nå - ja - restaurant kan man
nok ikke kalde det - nok mere cafeteria. Er man nok, kan man også overtale dykkercentret til at starte en grill op, og så kan der købes
de velkendte tyske grillede pølser.
Fakta
Der er tale om 2 søer som ligger relativt tæt på hinanden. De 2 søer er forskellige at dykke i. Indstigningsforholdene er rimelige uden
at imponere. En tørdragt med for korte ben kan give udfordringer når det gælder om at komme i vandet og ud igen.
Links
http://www.juergens-tauchschule.de