Hjemturen
Vi skal op før fanden får sko på. Vi bliver afhentet sådan ved 4-tiden. Vi taler altså her om 4 om morgenen. Chaufføren er en lidt ældre gråhåret mand,
og jeg har et stille håb om, at han ikke kører helt så vildt som den chauffør der for 2½ uge siden bragte os den samme strækning - bare i modsat retninge.
Mit håb holder - i bjerne kører han stille og roligt og respekterer de fartgrænser der er sat. Da vi kommer igennem bjergene får han dog også krampe
i højre fod og så går det ellers frisk og frejdigt over stok og sten. Det er som sådan også nødvendigt, da han kom ca. 30 minutter for sent. Men her kan
man jo alt - bare man har troen på de højere magter i orden.
Efter et taxi-skifte kort før lufthavnen ankommer vi så til den internationale lufthavn i Dalaman. Det hele er lidt forvirrende. Ikke mindst fordi vi ikke
skal med en international flyvemaskine, men en indenrigsflyver. Vi får scannet vores bagage og i den totale forvirring der opstår glemmer jeg alt om min
rygsæk indeholdende fotoudstyr, billeder, og relevante papirer til dykning. Vi kæmper os ud af bygningen for at gå en god kilometer til indenrigsterminalen,
hvor vi igen skal scannes. Her er det så, at det går op for mig, at min rygsæk ligger et andet sted. Jeg må derfor med passende skidt løbe tilbage igen, og
her mødes jeg talstærkt af en lokal politi-truppe som dog genkender mig og forener mig med min rygsæk. Jeg undskylder mange gange, og de griner lidt af mig -
og det skal de sådan set have lov til. Jeg tager benene på nakken igen. Tiden er ved at være knap. Gennemblødt af sved kommer jeg frem. Vores bagage checkes
og vi kan nu i ro og mag gå til flyveren der skal bringe os videre.
Flyveturen tilbage til Münster er en gentagelse af turen den anden vej. Vi er positivt overraskede over den service der gives. Pladsen på den internationale
flyver er over al forventning. Vi morer os over de enorme mængder bagage Tyrkerne slæber med sig. Vores bagage kommer helskindet frem. Vi kan derfor i al
ro og mag gå til bilen som har overlevet de 2½ uge på parkeringspladsen her uden skrammer. Med andre ord kan vi trygt og roligt køre hjem igen.
Det var så de 2½ uges ferie. Ikke en ferie vi drømmer om at gentage sådan lige med det samme. En tur uden de helt store oplevelser. En tur der ikke blev helt
så billig som forventet.
