Dag 9 - En dag for mig selv - sådan næsten da

Myggene har i nat forsøgt om de kunne tømme mig for blod. Det er ikke lykkedes helt, men antallet af bid er dog stadig imponerende. Det værste er, at de klør helt vandvittigt, men det må jeg se om jeg kan komme helskindet igennem. Om det er disse stik, eller om det er varmen ved jeg ikke, men jeg drømmer stadig de mest mærkelige drømme. Alle spændende - men jeg får jo aldrig afslutningen med.

Kl. 06:50 kimer klokkerne i telefonen - det er tid til at stå op. Fruen starter hendes morgen gymnastik program som hun selv mener hjælper hende igennem dagen. Morgenmaden ligner sig selv - her er der virkelig indtruffet en daglig rutine. Men vi har jo også fuldt program igen - Mavi-Diving venter os på havnen.

Vi kommer ca. 10 minutter tidligere i dag. Der rokeres lidt rundt på diverse flasker. Vi vil gerne have 10 liter flasker ligesom børnene, og nogle af de ældre vil gerne have det fulde program i form af 12, 15 eller 18 liter flasker. Dem om det. Turen går i dag til en lille ø som man i dykkercentret her har valgt at kalde Assi Island. Der er her henvist til en "assistent" fra et konkurrende firma som man glemte på øen her da man sejlede hjem. Det er mig lidt af en gåde, hvordan man kan glemme nogen her - men der er jo bare ting man ikke skal tænke over.

© Fmlaursen.dk Vi breafes om, at der på næsten 40 meter forefindes nogle store amphoraer som i tidernes morgen var fyldt med korn. Arkæologer har undersøgt stedet, og der må vel engang for mange herrens år siden være sunket en båd her. Man fortæller os, at der i øjeblikket (desværre) ikke er strøm, hvorfor der nok ikke er nogen barracudaer i området. Jeg tilstår gerne at jeg ikke er sømand, men mit kik på havet siger mig nu, at der helt sikkert er strøm, men at vi i båden bare ligger i læ af den lille ø. Ingen vil tro mig - og slet ikke fruen. Hun kaster sig i udstyret og ud over kanten. Jeg følger trop. Vi når dog ikke at svømme ret langt, da er jeg klar over, at strøm er noget jeg her skal forholde mig til. Strømmen går på tværs af vores svømmeretning - og nedaf. Det er noget jeg principielt ikke bryder mig om - og slet ikke når vi åbenbart skal ned og se på 40 meter mærket. Fruen er ligeglad og fortsætter. Amphoraen findes på 37 meter vand (denne dag) og da vi når denne hyler og skriger min computer, da jeg er godt på vej ind i deko samtidig med, at mit luftforbrug er noget overdrevet som følge af strømmen. Indrømmet jeg er ikke tilfreds med situationen og meddeler fruen, at nu er det altså med at komme op på lavere vand. Hun fræser af sted og ignorerer alt der hedder opstigningshastigheder - så hun må vente lidt på mig. Vi kæmper os delvist mod strømmen på vej tilbage til båden og allerede efter 37 minutter har jeg nået de 50 bar vi helst skal komme op med. Jeg har en 7 tommer hovedpine og jeg er godt sur. Jeg har besluttet mig for, at dette er dagens sidste dyk. Så heller en gåtur rundt i landskabet.

Om bord i båden er alle rystede over strømforholdene - taget i betragtning, at man ikke forventede noget på baggrund af breafingen. De 2 ældre herrer med over 150 kg på badevægten (i denne gruppe kendt som "den lille fjer og hans ven") havde dårligt nok kræfter til at komme tilbage. Jeg har hovedpine og er lidt (meget) sur. Jeg sætter mig op på soldækket for at være lidt for mig selv så jeg kan "køle af". Det får jeg nu ikke lov til ret længe. Turen går hjem - fruen finder nye partnere til næste dyk, og jeg forbereder mig lidt på, hvad eftermiddagen skal bruges til.

Jeg skiller mit Undervandhus ad og pakker det sammen. Det er for bøvlet at svømme rundt med her, og rent fototeknisk er der absolut intet der retfærdiggør at jeg slæber rundt på det. En rygsæk pakkes med væske, og herefter følger jeg fruen ned til båden og vinker "farvel". Jeg går herefter ud til Amphi-teateret og fotograferer lidt i området. Der er intet her til makro-fotografering, så det bliver lidt småkedlig panoramafotografering. Der er altid et træ i vejen for det jeg vil tage billeder af - men det er jo en af de udfordinger man har.

© Fmlaursen.dk Nu starter så min gåtur til den absolut modsatte ende af byen. Her skal man så lige holde sig for øje, at det ikke bare er i den modsatte ende, men også i noget jeg vil gætte på er 300 meters højde (eller måske endda mere). Jeg skal da hilse at sige, at det giver sved på panden. Det er nogle relativt nye beboelser jeg kommer forbi. Ideen bag nybyggeriet er sikkert helt rigtig, men man er bare aldrig sådan blevet helt færdig. Og sådan som det hele ser ud, så bliver det heller aldrig færdigt. Alle husene (som har 3 etager) mangler at få lavet haven rundt om huset. Parkeringsforholdene har man vist glemt alt om. Vejnettet er heller ikke sådan helt færdigt. I det hele taget - alt er bare halvfærdigt - og det forbliver det nok med at være. Det er lidt som at vandre rundt i Dortmund Nord. Her er alt også sådan bare lidt noget rod. Måske det bare er en del af kulturen blandt Tyrkerne?

Jeg har aftalt med fruen, at jeg henter hende på havnen kl. 17:00. Det giver mig lidt tid til at aflægge vores hotel et fransk visit og klare et par praktiske opgaver. Jeg sørger for at få noget at drikke og valser derefter af sted bevæbnet med kamera. Jeg tager plads ved fyret på molen og fotograferer diverse både der kommer forbi. Det er en rodet bunke både der kommer, men faktisk også ganske interessant at se, hvad folk er villige til at kaste sig ud på havet i.

Mavi - båden fra Mavi-diving - er ca. 10 minutter forsinket. Lige nøjagtig nok til at gøre én lidt nervøs. Men så kan jeg se den i horsonten. Fruen står ved rælingen og vinker da de sejler forbi. En ung knægt står på havnen der hvor Mavi ligger til, og sælger kødboller som smager sådan lidt i retningen af forårsruller. Dem kan vi ikke stå for - vi fortærer hver en. Billige er de ikke, men hvad pokker - det er ferietid.

Aftenen ligner alle de andre. Noget med at springe under bruseren og få vasket sveden af sig. Herefter er det aftensmadstid som i dag kommer fra grillen. Jeg er måske ikke helt vild med dagens menu - men mæt - det bliver jeg nu alligevel. I morgen skal vi igen ud og sejle. Jeg må her bøje mig lidt. Jeg gider rent ud sagt ikke, men konen vil gerne med, da der er tale om en heldagstur. Nu må vi se - det skal godt nok være godt, hvis det ikke bliver turens sidste 2 dyk fra min side.