Dag 2 - Området
Efter 4 timers søvn - grænsende til koma - vågner jeg badet i sved - ikke bare fordi jeg har haft marreridt - men også fordi det
er hamrende varmt i vores meget lille hotelværelse her på hotel Phellos. Ikke at det er blevet varmere henover natten - nej det
er bare heller ikke blevet koldere. Udenfor skinner solen fra en meget skyfri himmel. Kikker vi ud over vandet er alt indhyllet
i tæt varmedis som næsten kan karakteriseres som tåge. Vi giver os god tid - efter min mening måske næsten for god tid. Vi kommer
først afsted til morgenmaden da klokken er næsten 9:00. Der er heldigvis åbent til klokken 10:00, så der er stadig rig mulighed
for at få stillet sulten.
Morgenmadsbuffeten består for størstedelens vedkommende af grøntsager og ost. Jeg skal være den første til at tilstå, at der ikke
rigtig er noget på programmet jeg sådan ligefrem falder i svime over. Her mangler røræg, bacon og ikke mindst Nutella. Der er godt
nok et Nutella erstatningsprodukt, men Nutella - det er det ikke. Man kan dog blive mæt, hvis man da ellers gider. Jeg glæder
mig over at se, at der er yughurt - blot for at konstatere, at det ikke har ret meget at gøre med dét jeg kalder yughurt. Det her
kan bedst karakteriserse som et "surmælksprodukt". Fruen lapper dog det hele i sig med en hidtil ikke set glæde. Smag og behag er
jo som bekendt forskellig. Jeg sætter min lid til aftensmaden - hvilket jeg også med et smil kan gøre, da jeg efter flyveturen og
nattens måltid faktisk er stopmæt inden vi overhovedet går til morgenmaden.
Vi finder de ting vi vil have i vores dyrt indkøbte safe, og får den hænger ud af verdenen. Herefter spænder vi sandalerne på og
begiver os ud i det hektiske Tyrkiske formiddagsliv. Vi begiver os igennem, hvad der vel bedst kan karakteriseres som gågaden.
Byen ligger jo på en bjergside, og det giver derfor også anledning til ømme lægmuskler. Enten går det ned af bakke eller også går
det op ad bakke. Derimellem er der egentlig ikke ret mange valgmuligheder. Kun omkring havnen er det nogenlunde fladt. Vi vandrer
en tur rundt om havnen og en tur op på havnemolen. Vi kan herfra se til Grækenland. Grækenland har sin sidste bastion liggede på
en ø ganske få kilometer ude i vandet (Meis). Kikker man efter kan man sågar også se et enkelt krigsskib eller 2. Onde tunger påstår,
at alle beboere på øen Meis har militær baggrund og kun venter på at Grækenland og Türkiet skal blive rigtig uvenner. Om det er
rigtigt kan jeg ikke sige.
Det første der har slået mig på denne formiddagsvandretur er, at jeg ikke er blevet provokativt tiltalt af en eller anden sælger.
Jo - der har været en enkelt forespørgsel om jeg vil købe et par nødder, men det har så egentlig også været dét. Og det må jeg
sq tilstå - det tiltaler mig ved stedet her. Jeg får lov til at være turist uden, at jeg skal overfaldes af folk der forsøger at
slå plat på min tilstædeværelse. Det kan "vi" li'.
Efter at have gået en tur "rundt" om byen går vi tilbage til hotellet. Vi pakker nogle enkelte sager for at tage på en strandtur.
Strandtur er måske ikke det rigtige ord. Men så i hvert tilfælde en tur til kysten. I den østlige ende af byen er der en klippe,
hvori der er bygget og indhugget terrasser, hvor man kan ligge og slikke sol. Der er solbænke, og der er parasoller. Det er bare
om at finde en passende plads og så ellers indrette sig. Angiveligt er stedet primært tiltænkt de "lokale", men vi er nu ikke de
eneste kælder blege turister, der har fundet vej hertil. Vi indretter os og går de sidste trappetrin ned til vandet. Det ser
indbydende ud. Vandet er blåt og sigten fejler bestemt heller ikke noget. Først i det øjeblik du kaster dig ud i bølgerne
erkender du, at der er en del ferskvandskilder der har deres udspring her - vel at mærke under vandet. Der er nogle rimeligt
kolde steder man skal bevæge sig igennem. For en forfrossen nordbo som mig - som dog i øjeblikket sveder tran med de temperaturer
der er her - er det ikke nogen fornøjelse. Vi er dog i vandet i mindst en halv time, men så skal jeg altså også op, hvis jeg ikke
vil have krampe i begge ben.
Tilbage på vores plads kan vi se, at vi har fået tildelt et nummer. Her er det sådan, at man kan bestille drikkevarer og noget
at spise på det nummer. Når man har fået stegt pelsen passende i den stegende sol kan man så gå til kassen med nummeret og så
ellers betale. Jeg synes ikke, at det er nogen "fed" løsning, men det er den løsning man tilbyder os - og ret beset - det
fungerer. Det bliver til næsten 4 timer her. Men så gider jeg altså heller ikke mere. Der er ligesom ikke noget sjovt ved at
blive stegt her når man ikke har noget med at læse i. Og når jeg så samtidig skal sidde og se på, at naboen læser i en bog af
min favorit-forfatter (men på Tyrkisk), så kan man jo ikke andet end at blive lidt muggen i det.
Tilbage på hotellet hopper vi i poolen som er så varm, at vandet næsten bobler i kanten. Solen er rimelig kraftig her. Jeg har intet
termometer med, men jeg er overbevist om, at vandet nærmer sig de 35 grader - og det hele vejen ned til bunden. Det bliver til
en god time her i det dejligt varme vand. Varmt ja - men man køles alligevel lidt af. Jeg hopper under bruseren ved poolen som
så til gengæld er skiiiiide kold. Alt andet lige er vi nu omgæret af en noget suspekt duft af klor. Vi hopper derfor også under
bruseren i lejligheden og får blandet klorduften med duften af shampoo. Det må være godt nok. Vi tager derefter til vores
udvalgte dykkercenter for at melde os til. Mavi Diving. Her tilmeldes vi og vi har lejlighed til at hyggesnakke med andre
deltagere på de kommende dages ture. Det er somend ganske hyggeligt. Vi har valgt dette dykkercenter fordi fruen for 7 år siden
tog hendes instruktørbevis til dykning lige netop her. Hun er begejstret for stedet. Det er dog i byen et utal af dykkercentre.
Byen går for at være centrum for Dykning i Tyrkiet. Og det kan man mærke. Men nu skal vi så efter at have udfyldt nogle ret latterlige
juridiske dokumenter tilbage til hotellet og afprøve aften buffeten.
Og Aftenbuffeten kan man egentlig ikke klage over. Der er massevis at vælge imellem. Noget af det der tilbydes er rimeligt godt
krydret for at sige det mildt. Men det smager godt. Det er i mine øjne markant bedre end morgenmaden. Jeg må til buffeten 3
gange inden maven - og øjnene - siger stop.
For ligesom at få gang i fordøjelsen går vi en tur ned igennem byen. Byen var stille henovre dagen - men nu er det ligesom ikke
dag mere. Det vrimler med folk. Forretningerne er åbne, og der kæmpes om kunderne. I mine øjne er det de helt forkerte produkter
man tilbyder, og det betyder, at forretningerne ikke har ret mange kunder. Men indrømmet - der er mange virkeligt flotte
produkter på hylderne - men som oftest ting der er så store, at de ikke vil kunne passe i vores kufferter på tilbagerejsen. Og
dermed er den sag ligesom afgjort.
Jo sælgerne er mere aggresive på denne tid af dagen - men en let rystende på hovedet, og de går videre. Det er til at holde ud.
Og heldigvis for det. Jeg slipper for at effektuere de trusler jeg havde afgivet inden vi tog af sted.
Dagen når sin ende. Vi valser hjem for at forberede os på morgendagens tur med Mavi Diving. Jeg har ingen idé om, hvad der venter
os. Vi lader os overraske. Det eneste vi ved er, at der er en 14 årig med på turen, og det sætter så nogle behagelige
begrænsninger på den dybde vi vil kunne komme til at opleve.
Sengen kalder - men i guder, hvor er det varmt.