Kaş - 2014

Dag 1 - afrejse

Så blev det tid til ferie. Turen til Kaş har været planlagt igennem et par måneder, men uvist af hvilken grund er hverken Fruen eller jeg sådan rigtig i feriestemning. Vi har haft en del om ørene her op til turen, og der har derfor ikke rigtig været tid til at sætte sig ind i, hvad vi egentlig har af muligheder her. Kaş blev valgt fordi Fruen har været der før, men dengang var hun der for at deltage i undervisning (Dykkerinstruktør). Enhver der har prøvet at tage den slags kurser ved, at der ikke er tid til ret meget andet. Og sådan var det også dengang. Det skulle der nu rodes bod på. Vi er derfor på vej til Kaş for at genopleve noget der ikke er oplevet. Ja det lyder lidt forvirrende og er det faktisk også. Men én ting er sikkert - vi tager af sted med 2 vidt forskellige meninger om, hvad det er for en ferie vi har foran os og min er ikke helt så positiv som Fruens. Hvem af os der har ret vil de næsten 17 dage vise. Jeg er spændt - Fruen er spændt, og katten er nervøs, for den kan godt mærke, at den kommer til at være alene et stykke tid sammen med naboerne som altid frivilligt har meldt sig som Katte-passere.

Turen er billig. Alt inklusive ikke ret meget over 800,- Euro, hvoraf vi er blevet lovet 5% igen når vi kommer tilbage. Ja det er en underlig prispolitik, men et andet land er lig med en anden kultur og en anden måde at tænke på. Prisen dækker hotel, transfer, halvpension og så selvfølgelig flyveturen med Turkey Airlines - og så 17 dage i Kaş. Ikke værst. Kaş ligger næsten 3½ times kørsel fra lufthavnen i Dalaman, så det skulle også være væk fra alt det turistprægede - har Fruen lovet mig. Jeg har på forhånd truet med, at dersom sælgere hænger mig om benene, da vil nogen enten blive smidt i havnen eller den lokale Tandlæge vil få "kronede" tider. Kaş er, er jeg blevet belært, ikke ret stor, så jeg/vi håber på at hele rejsen bliver afslapning pour. Håbet er lysegrønt.

Flyveturen tager sin start i Münster/Osnabrück lufthavn. Herfra, hvor vi bor, er det en køretur i størrelsesordenen 1 times kørsel, hvilket for os er optimalt. Størrelsesmæssigt minder lufthavnen om Billund - måske lige end tand mindre. Her i Ruhr området har enhver by med bare lidt respekt for sig selv en international lufthavn - uanset om der er kundegrundlag eller ej. Vi har en 3-4 stykker i oplandet, og indtil videre har vi været yderst tilfredse med at benytte disse. Vi er denne morgen taget af sted i rigtig god tid. Man ved jo aldrig om der er kø et eller andet sted på A1. Normalt ville vi have taget offentlige transportmidler, men denne gang har vi valgt at køre selv. Hovedsageligt fordi der lige netop til Münster/Osnabrück Lufthavn ikke syens at være nogen form for offentlig transportmidler. Til gengæld er der mindst 5 store parkeringsområder, hvor bilen forhåbentlig kan stå bare nogenlunde i fred og ro. Parkering for 2½ uge er ca. 63,- €, eller 450,- kroner. Hvor mange minutter kan man parkere i Københavns Lufthavn for det beløb? Det er altså en pris der lige er til at komme om ved. Der er massevis af parkeringsmuligheder omkring lufthavnen. Da vi kører ind på den udvalgte parkeringsplads bliver vi dog lidt overrasket af som det første at se en bil, hvor nogen tydeligvis har forsøgt at pille hjulene af, og en anden bil, hvor bagruden er fjernet på den hårde måde. Men ellers ser det stille og roligt ud. Vi finder et sted passende langt væk fra indkørslen og samtidig i et område, hvor vi formoder der stadig er lidt trafik så eventuelle tyve vil få lidt svært ved at operere i længere tid af gangen. Mazda'en parkeres og vi hiver vore kufferter ud på den i øvrigt nydeligt asfalterede vej der er her på parkeringsområdet. Vi bruger en del tid på at sørge for, at bilen er forsvarligt låst (det er jo en Mazda, og vi har et frygteligt hyr med låsene) og så går vi den halve kilometer der dog trods alt er til indcheckning. Her skal måske indskydes, at Münster er kendt for at være cyklisternes by. Det ser man også her. Til trods for at Lufthavnen ligger langt fra lands lov og ret, da er der foran indgangen cykelstativer. Men nu er vi jo i Tyskland - så vær rolig - der var ikke en cykel at se i miles omkreds.

Jeg havde måske en forventning om, at vi skal med en stopfyldt flyver. Ved indcheckning er der dog kun 2 Tyrkiske familier foran os. De har dog bagage nok med til 2 mindre landsbyer. Vi bliver kaldt over i til en anden indchecknings-skranke da det er tydeligt, at det vil tage rigtig lang tid at få checket al den bagage ind. Vi derimod er checket ind på noget der minder om rekordtid. Aldrig før har jeg oplevet noget lignende. Man er her endda så venlig og spørge til, om jeg overhovedet forstår tysk, eller om man hellere skal tale Engelsk til mig. Her skal man så vide, at jeg lige er blevet testet til Tysk-kendskab til C1 - altså nummeret før perfekt. Indcheckningen går faktisk så stærkt, at man glemmer at bede om betaling for vores kuffert med dykkerudstyr. Altså 23 Kg bagage ekstra uden omkostninger. Se dét kan vi li'. Det skal retfærdigvis siges, at vi først kommer i tanke om dette på et langt senere tidspunkt, og da er vi indenfor i den sikre zone. Altså kan vi ikke gøre noget :). Nu er vi så spændt på, om vi får en monstrøs ekstra-regning når vi skal tilbage fra ferien igen.

Münster lufthavn er ikke ret stor, og noget siger mig, at personalet er blevet bedt om at behandle kunderne med fløjshandsker i håb om at det gør, at folk gerne kommer igen. Aldrig er jeg i nogen lufthavn blevet tiltalt så venligt som her. Da vi skal have scannet vores håndbagage, bliver vi - jeg havde nær sagt selvfølgelig - bedt om at tømme rygsækken, da man ikke aner, hvad et undervandskamerahus er for en størrelse - og der er dog en del små metaldimser i den. Det hele checkes endnu engang da man ser, hvad det er og så bliver jeg i den grad hjulpet med at pakke mine sager ned igen. Det har jeg heller aldrig oplevet før. Normalt vil personalet gøre alt for ikke at røre andres ejendele, men her er der en forrygende service da man ser, hvor kompakt min rygsæk er pakket. Jeg takker som den naturligste ting i verden for hjælpen, og får straks at vide, at det behøver jeg skam ikke at takke for, da det er en del af prisen og dermed servicen. Den gode og venlig betjening gør, at vi begge går videre med et smil på læben - glade og tilfredse. En særdeles positiv oplevelse.

Jeg havde egentlig en idé om, at jeg ville købe en bog og tage med på ferien til de mere stille dage. Det plejer jeg altid at gøre. Som altid skal det være en Clive Cussler roman og allerhelst en af dem omhandlende NUMA historierne. De fleste lufthavne har jo mindst en stor boghandel, og det har man også her i Münster. Desværre er det sådan, at man ikke kan handle i denne, når man først er igennem sit sikkerhedscheck. Det står der dog intet om nogen steder, så derfor skriver jeg det her! Der er dog en lille forretning på den indvendige/sikre side som også har et par bøger stående, men der var ingen af dem, der kunne fange min interesse. Jeg må altså klare mig 2½ uge uden noget at læse i - det skal nu nok også gå, men det er og bliver et hul i min plan. Men så må man jo se positivt på det. Så har jeg desto mere tid til at skrive mine dagbøger :).

Det hele er dog indtil videre gået så glat, at vi kommer til at vente i umanerligt lang tid på at gaten åbner. Vi snakker her et par timer. Der er dog frit internet og det udnyttes med det samme af Fruen til check af de vigtigste sager - mail og ebay. Jeg har glemt at sætte en default gateway på min mailserver derhjemme, så jeg kan kun modtage mail - men ikke læse dem. Så har jeg da heldigvis fred så længe... godt at G-Mail er opfundet.

Efter en 3 timers tid lander flyveren i Istanbul. Det er sq godt nok noget af en heksekeddel, men skiltningen er nogenlunde logisk. Kun én gang føler vi os tvunget til at spørge om vej. Fra den internationale til den reginale lufthavn er der ikke nogen let og lige vej. Her skal man vitterligt ud af den ene og ind i den anden, men det klarer vi også - vi har heldigvis et par timer vi alligevel skal have brændt af, og det kan man jo passende gør ved at gå fra den internationale til domestic lufthavnen. Vi skal selvfølgelig også lige have røntgenfotograferet vores håndbagage igen og vi skal scannes. Det forløber dog uden nogen problemer. Det lader til, at man her godt ved, hvad et undervandskamerahus er for en tingest, og fruens undervandslampe af aluminium synes de også at have set et par gange før. Derfor er vi på noget nær rekordtid klar ved gate 404, hvorfra en bus skal køre os til flyveren der skal transportere os det sidste stykke sydpå til Dalaman. Ventetiden på lidt over en time føles dog lang.

Det tager noget tid før vi er i den nye flyver. Denne flyver lever ikke helt op til de samme standarder som den første. Men den er i stand til at bevæge sig ud på startbanen. Vi noterer os, at den har nogle noget mærkelige lyde fra motorerne når den står i Idle, men vi går ud fra, at det er der styr på. Det er blevet mørkt nu. Men afsted - det kommer vi. Vi skal tilbagelægge noget der ligner 500 km så vidt jeg kan se. Det tager så også kun lidt mere en 30 minutter. I den tid formår man dog alligevel at servere os en madpakke af tvivlsom karakter. Jeg noterer mig, at der på catering-vognene står "Catering-Entertainment". Jeg kikker derfor efter de skjulte kameraer - men finder ingen.

I Dalaman bliver de udenlandske turister fisket fra og i bus kørt til en helt andet terminal. Her venter der os så igen en heksekeddel af rang. Her er der 25-30 boder fra forskellige rejsebureauer der skal forsøge at guide turisterne til de rigtige busser (og biler). Det tager os "noget" tid at finde en der ved noget om det rejsebureau vi er rejst med. Vi er faktisk de eneste der lige netop denne dag er rejst med dette rejsebureau, og derfor har man vel ikke ment det nødvendigt at opstille en bod til os, så vi kan se hvem vi skal tale med. Næsten alle boderne tilhører engelske rejsebureauer. Jeg føler mig lidt ensom her, og jeg håber inderligt på, at Kaş ikke er fyldt med fordrukne englændere. Vores kontaktperson viser sig dårligt ok at kunne tale et Tysk vi kan forstå. Hans engelske imponerer heller ikke. Hvad vi forstår er, at vi et par dage før feriens afslutning skal ringe til et nummer der er anført i en annonce i en Avis som han giver os en kopi af. Det her virker noget suspekt og for at sige det mildt ikke særligt professionelt. Han finder den chauffør, der har fået til opgave at køre os til Kaş. Vi havde en idé om at vi skulle køre i en bus, men her tog vi så fejl. Vi føres over til en ganske almindelig peresonbil af fabrikatet FIAT. En model jeg aldrig har set før, men som jeg må konstatere har det største bagagerum jeg nogensinde har set i en personbil. Chaufføren virker flink, men jeg ved ikke helt, hvad det er med os og rejser. Vi render altid ind i chauffører der træner til det næste Paris - Dacar. Således også ham her. Der skal køres tæt på 240 km og det meste er på landevej af tvivlsom karakter og så lige lidt bjergrute. Det forhindre ham dog ikke i at klare turen på under 2 timer. Respekt. Men i modsætning til, hvad vi før på andre rejser har oplevet, så må jeg tilstå, at jeg på intet tidspunkt af denne tur følte mig i sikre hænder. Men vi kom frem.

Hotellet Phellos har klargjort den helt store modtagelseskommite til os. 4 mand står klar til at tage imod os. Der bliver tryllet et par tallerkener frem fra køkkenet så vi ikke kommer til at gå sultne i seng. Servicen er som sådan god nok - men første indtryk er, at det er en samling amatører. De virker usikre, men jeg tror i bund og grund, at det har noget med sprog at gøre - og så muligvis det faktum at klokken er 2 om morgenen. Man forsøger sig på Tysk - og det er måske ikke lige det man er stærkest i.

Efter indtagelse af vores natmad pakker vi vore kufferter ud og kl. 02:30 går vi i seng. Vi er mærkeligt nok ikke ligefrem trætte - men jeg er sikker på, at vi i morgen, når vi skal op, har blodskudte øjne og mest af alt har lyst til bare at blive liggende. Men det må vi se på til den tid.