Dag 15 - Vandretur i bjergene
Den Lykiske vandresti er ikke bare en sti der fører ud til halvøen. Nej - den forløber også oppe i bjergene. Vi har talt med vores nye venner fra Bayern, og de mener nok at man kan
tage den tur også iført løbesko. Jeg har ingen idé om, hvad vi indleder os på - kun ved jeg, at jeg stadig har ondt i mit skinneben, hvilket ikke gør det bedre at gå. Men vi må se.
Efter indtagelse af morgenmaden kan vi ikke rigtig få tiden til at gå. Vi skal med en bus kl. 10:40 fra den store busholdeplads i Kas. Vi har ingen ide om, hvilken bus - vi ved
faktisk intet. Vi går derfor i god tid op til busholdepladsen og finder en vildt tilfældig mand og spørger hvilken bus vi skal med. Pudsigt nok lige netop den bus vi står ved
siden af. Vi skal bare vente 20 minutter. Pris 2,50 Tyrkiske Lire per person. Det er lige til at holde til. Chaufføren sætter lige et ekstra skilt i vinduet, hvor vores destination
pludselig er at læse.
Sammen med et par fra Montreal går turen - efter 10 minutters forsinkelse - op i bjergene. Det går sq noget op ad bakke det her - men chaufføren mener nu nok han ved, hvor vi skal
hen. Vi bliver efter ca. 20 minutter sat af midt i ingenting og chaufføren peger ned af en grusvej og siger, at det er den vej. Vi passerer et par huse der ser ud til, at de kan
falde sammen hvad øjeblik det skal være, og derefter bevæger vi os ud på en slette flad som en pandekage. Vi har meget svært ved at genkende det vores Bayerske venner har fortalt os,
men vi stoler på markeringerne. Området her er fladt. Så fladt, at man kan bruge området til at kalibrere vadterpas. Og det bekymrer mig. Lidt ligesom i går ved jeg jo, at vi er kørt
næsten 1 km op i luften, og det skal vi på et eller andet tidspunkt ned igen. Turen er ca. 5 km lang, så på et eller andet tidspunkt må der starte noget voldsomt.
Vejen bliver til sti og bliver så til det tyskerne kalder en "Trampelpfad". Altså noget udefinerligt som bare viser, at der har gået andre her før os. Buskadset vokser op omkring os
og vi aner faktisk intet om, hvor vi er. Det er som at gå i blinde. Pludselig åbner det hele sig op og vi står på en afsats, hvor det går sådan ca. 600 meter ned for føderne af os.
Her er - og det vil jeg godt slå fast med syvtommersøm - en vidunderlig udsigt. Jeg er helt paf. Mit gode gamle Olympus kamera kommer på overarbejde. Enestående - men også skræmmende.
Fruen - som lider af højdeskræk - kan ikke komme hen til kanten. Jeg kan ikke vurdere sigtbarheden. Det er diset, men vi kan se meget langt væk.
Intet varer evigt og på et tidspunkt må vi videre. Jeg vil gerne her fastslå, at jeg ikke anser mig selv som ekspert i sportarten - at vandre. Jeg har dog sammen med fruen testet
både Teneriffe og La Palma som går for at være vandre-øer, men det her er helt i en kategori for sig selv. Det er sindsygt stejlt. Underlaget er løse sten i forskellige størrelse,
og det er klart, at dersom man træder ved siden af, da sker det kun en gang... Der er slet ikke tid til at nyde udsigten. Hvert skridt kræver ens fulde opmærksomhed og af og til
også lidt til. Ca. halvvejs nede er et sted, hvor man tydeligt kan se, at en del har haft fornøjelsen af at rutche ned. Jeg er her dobbelt opmærksom og glæder mig over at jeg kommer
forbi her. Men kun 2-3 meter. Derefter er det højeste punkt på min krop mine fødder og jeg lander med et hult drøn på røven oven på en spids sten. Lander milimeter fra mit haleben -
men på kanten af mit bækken. Det her gør ondt. Helt sindsygt ondt. Jeg forsøger at teste alt fra mine tæer til arme, og alt ser heldigvis ud til at fungere. Det her kunne have gået
rigtig galt. Men ondt - det gør det - og det vil det nok gøre i et par dage eller uger (der gik 3 uger før jeg kunne sidde i længere tid i en stol).
Men der er stadig et stykke ned, og der kommer ingen taxi forbi her og henter en. Altså kan jeg ikke gøre andet end at bide smerten i mig og gå videre. Jeg har flere udskridninger
på vej ned, men formår dog at blive stående på benene. Men ned - det kommer vi (gør man jo principielt altid - det er mere et spørgsmål om, hvordan...). Her står der så et skilt.
5 Km har vi gået. Jeg kikker på uret - 3½ time har det taget. Det er noget af det vildeste jeg nogensinde har gået - og det i løbesko (og nu med et par reference vabler på den ene fod).
Vi mangler dog stadig mindst 100 meter ned til vandet. Det tager så den tid det tager. Vi køber lidt sodavand og lidt chips og sætter os ned på havnen. Her er der i dag også gratis
underholdning da havnemesteren er oppe og slås med en eller anden ung mand. Hvad det hele gik ud på fandt vi aldrig ud af, men det krævede 2 velvoksne mænd at skille dem ad. Jeg skulle
ikke nyde noget og blande mig i diskussionen. Dertil fløj der alligevel for mange kindheste.
Tilbage på hotellet tager jeg mig en "tirsdageftermiddagsrekreationslur". Jeg har ondt i røven. Fruen hopper i en badedragt og tager til stranden. Tilbage igen brokker hun sig over
forholdene på stranden. Alle liggestole står tæt. Ingen privatliv. Stereoanlæg der pumper rythmer ud i luften. Det er ikke sjovt. Der er de 4 badestrande inde i bugten langt bedre.
Og dermed begynder jeg at ane, hvad der kommer de kommende dage.
Aftensmaden er igen i særklasse god. Jo vi må have taget på! Vi går tilbage til lejligheden og pakkker den første kuffert. Vi er blevet oplyst at vi hentes fredag morgen kl. 04:00.
Vi kan vist lige så godt være lidt på forkant. Jeg får ryggen smurt ind i noget smertestillende salve. Fruen falder i søvn og jeg skriver dagbog.
En dag ender. Hvilke ulykker morgendagen bringer vides endnu ikke, men jeg tror ikke jeg får lov til at rekreere ved poolen.