Dag 14 - Den Lykiske sti
Min snue stortrives. Jeg har ondt i skinnebenet efter mit styrt i går. Egentlig har jeg mest lyst til bare at kaste mig i en liggestol ved poolen. Men den der
kender Fruen ved også, at det ikke er en option. Så længe hun kan bevæge sig, da er ferie ikke nødvendigvis det samme som afslapning. Ca. 3 sekunder efter at
jeg var vågnet blev jeg konfrontreret med spørgsmålet om, hvad dagen skal bruges til. Og hvem der kender Fruen ved også at man maksimalt her 10 sekunder til at
svare - og gør man ikke dét, da bliver der lavet planer man helst ikke vil høre om. Mit forslag gik derfor på at afprøve den Lykiske sti der går fra Kas og ind
i bugten mod vest.
Ved morgenbordet konfrontrerede vi nogle af vore nye bekendte fra Bayern med spørgsmålet om, om det er turen værd. Det mente man det var, men vi skulle nok lige
tage vores løbesko på. Ydermere fik vi det tip, at det ikke skadede hvis man ikke lider af højdeskræk... og det gør Fruen... Men hvor slemt kan det være? Det måtte
vi finde ud af.
Efter at have indtaget dagens morgenmad gik det i rask trav ned til byens torv for at tanke vand. På vejen tilbage gik vi så forbi byens "katte-ansvarlige" som
heldigvis havde andre ofre at kaste sin iver over. Dermed slap vi - og det var jo ikke så ring' endda.
Og hermed startede så dagens eventyr.
Turen er egentlig nogenlunde markeret. Der er rød/hvide striber langs vejen og det er sådan set bare et spørgsmål om at finde dem. Det er lidt som at sidde med
små børn og finde detaljer i et billede. Den slags er børn rigtig gode til, og voksne altså bare ikke helt så gode til. Jeg vil derfor med en vis stolthed sige,
at vi klarede os igennem hele turen og overså kun et tegn (og blev prompte straffet).
Starten af turen følger landevejen. Der er heldigvis ikke ret meget trafik. Man følger denne vej et par km, hvorefter man drejer fra og herefter bliver stien/vejen
bare ringere og ringere. Forslaget om at tage løbesko på var ikke dårligt - men vandrestøvler ville nok have været bedre. Men den slags har vi stående hjemme og det
hjælper os her ikke ret meget videre. Det vil kun være et spørgsmål om tid før de første vabler melder deres ankomst. Løbesko er ganske simpelt ikke godt nok!
Turen er faktisk ganske køn. Der er flere steder, hvor man belønnes med en vidunderlig udsigt over bugten. Det der bekymrer mig mest her er, at vi er et ganske pænt
stykke over bugten, og på en eller anden måde skal vi jo ned - men der er intet andet at gøre end at fortsætte. Som tiden går bevæger stien sig tættere og tættere
på klippekanten. Og her er det så, at mine værste formodninger begynder at blive til skinbarlig sandhed. Vi er nu ikke længere på vandretur men mere på bjergbestigning.
Der er monteret tov på klippevæggen (i en i mine øjne lidt ynkelig forfatning) og her holder man så krampagtigt fast mens man febrilsk søger efter en eller anden afsats,
hvor man kan placere sine fødder - alt imens det går rapide nedaf. Fruens højdeskræk kører for fulde omdrejninger, så det lyder som en hel børnehaveklasse der har
slået sig. Det er de mærkeligste pibe-lyde der forlader hendes mund. Øjnene er så store som The-kopper. Jo - hun udforders. Hun bevæger sig her på kanten af sin
formåen - og måske endda et godt stykke på den anden side. Konstant vil hun have at jeg skal holde hende i hånden, men falder en af os her, da vil 2 falde 100 meter
ned af skrænten - og det vil ingen få det bedre af. Hun - subsidiært vi - må klare os selv så godt vi kan.
Lad det være sagt med det samme - vi kom helskindet ned. Jeg er sikker på at udsigten på denne nedstigning har været flot - vi har bare ikke haft overskud til at
nyde den. Kun i forbindelse med et stop ved en "klippe-grav" har vi haft mulighed for at nyde udsigten - og den var ikke ring'. Stien fortsætter ud i baglandet på
halvøen, men fruen vil absolut i vandet, så hun valser igennem den første strand i en søgen efter en videreførsel af vores sti. Her kender hun ingen begrænsninger.
Valser igennem restauranter og feriehytter som var hun bosiddende her. Havde det været nødvendigt at gå igennem en feriehytte, havde hun somend også gjort det.
Der ligger her i bunden af bugten 4 badestrande/feriekomplekser. Det er sådan lidt mere råt her. Det roder overalt. Affald ligger i bjerge lidt bag ved feriehytterne.
Restauranterne er primitive, og ser ud som om de kunne blæse væk, hvad øjeblik det skulle være. Jeg er ret beset glad for, at jeg ikke bor her, men samtidig også lidt
misundelig, da man jo ville have sluppet for "storbyens" kedelige og trivielle opbygning.
Vi formår at komme igennem alle 4 badeområder og finder ud af, at det er muligt at sejle tilbage fra den fjernest liggende bådebro. Glimrende - jeg her ikke lyst
til at tage turen tilbage langs klippevæggen.
Dagens tip - Den tredie strand tilhører et skotsk par, der driver en rimeligt - men dog simpel - restaurant. Den har vist fået fornemme priser i Skotland, men
derudover tror jeg ikke, at nogen har hørt om den. La Moro. Vi får i hvert tilfælde en glimrende betjening - også mere betjening end jeg vil mene vi har krav på.
Vi bestiller da også lidt at drikke. Fruen hopper i vandet og kan senere berette om møde med flere skilpadder. Alle de skilpadder vi ikke har set under vores dyre
dykning ligger vist og svømmer rundt her og spiser græs. Så skulle fanden da lige have betalt 300,- € for 15 dyk hvor vi stort set ikke har set noget som helst - hvis
man lige ser bort fra klipper og sand.
Kl. 16:00 tager vi en båd tilbage til Kas. Det koster 10,- € per næse. Havde vi også sejlet ud ville det have været 15,-. Det er dog lidt rodet, og vi tror faktisk
at vi kommer gratis med - men her er det kotume, at man betaler når man stiger af båden og ikke når man stiger på. Det er noget Rod!
Aftensmaden er igen glimrende. Vi er overbevist om, at vi har taget på begge to - spørgsmålet er egentlig bare, hvor meget.