Dag 13 - Grottevandring

Jeg har ikke sovet specielt godt i nat. Jeg har en mistanke om, at det er noget forfærdeligt rod vi har kastet os ud i med dagens tur. Men om ikke andet kommer vi da til at se noget andet end de kedelige gader i Kas. Vi mødes med vores venner fra Bayern ved morgenbordet og i god tid går det til Turistbureauet som principelt er et dykkercenter med en lille ekstraindtægt. Vi får lavet de gruppefotos der skal laves. Afgang er kl. 09:50 med en faldefærdig jeep mod Saklikent. Dækkene på denne jeep ser noget rådne ud - for at sige det mildt. Mønster er der stort set ikke noget af. Diesel dækslet mangler. Ruderne er fjernet. Og sådan kunne jeg blive ved med at fremhæve manglerne på dette køretøj som chaufføren faktisk er vældig stolt over.

Efter en god halv times kørsel er der indlagt en lille tvangs-pause i lille landsby. Vi beriges her med en kop the, og nu begynder turens alvor så småt at gå op for mig. Vi belæres om, at vi bør købe mindst en pose vandbomber per person. Gerne 2. De er ikke helt billige og landsbyens indbyggere griner noget i skægget over disse tåbelige turister der falder for alle tricks. Det viser sig, at der er 3 jeeps under vejs. For at turen ikke skal blive for kedelig er der arrangeret vandkamp mellem disse 3 (kørende) jeeps. Det forklarer så også hvorfor vores jeep ligner noget der burde have været kasseret for adskillige år siden. Jeepen lades med vandbomber, vandpistoler og det der er værre. Jeg begynder så småt at glæde mig over, at jeg sidder ved siden af chaufføren og dermed er dækket af glas fra 3 sider. Jeg håber det er nok.

Vi når ikke at køre ret langt før det hele går løs. Der laves vilde overhalinger mellem de 3 jeeps så der er rigeligt med tid til at kaste bomber og smide med vand. At man kan sidde i et køretøj og blive så våd - det viste jeg ikke. Vores venner fra Bayern kaster sig dog med liv og sjæl ud i opgaven at sænke vore modstandere. Ret beset synes jeg, at det er temmelig barnligt og overhovedet ikke spor sjovt. Men her er jeg vist ret alene. I mine øjne er det der sker her ikke specielt ansvarligt. Men den slags er vist ligegyldigt når man er på ferie. Sydtyskerne morer sig - og det er vel det vigtigste. Det hele varer næsten 45 minutter, og passer nogenlunde med at vi når frem til den "store parkeringsplads".

Efter at vi er udstyret med sikkerhedshjelm går turen mod klipperne. Vi skal først forcere en vild å - man fristes til at sige en elv. Vandet er ikke koldt - det er latterligt koldt. Jeg har en let snue og det her vil enten resultere i den totale forkølelse eller også bliver jeg kureret. Men vi kommer helskindet igennem. Vi har heldigvis vores sokker som vi bruger i forbindelse med dykning på. Det giver i det mindste nogenlunde varme fødder. Og herefter skal jeg så sige, at guiden får monteret turbo. Det går i rask tempo igennem denne canyon. Vi har åbenbart travlt, for der er end ikke tid til at tage billeder. Vi presses til at gå hurtige end hvad godt er. Det er umuligt at se, hvor man sætter fødderne i det mudrede vand og det gør da også, at jeg 2 gang falder uheldigt og får nogle kedelige skrammer som nok skal gøre livet muntert de kommende dage. Man går i vand til livet. Vandet er mudret, hvilket egentlig undrer mig, da vi går imellem klipper uden ret meget jord eller sand omkring. Heldigvis er vandet her længere inde i passagen passende tempereret. Der er sten og klipper der skal overvindes. Det her kræver en teknik som jeg ikke er i besiddelse af - og Fruen om muligt endnu mindre. Da der mangler ca. 50 meter til vi er inde ved det vandfald vi alle er kommet for at se, da må Fruen give op. Den sidste klippe er ved at tage pusten fra hende. Hun venter her mens vi andre går og kravler det sidste stykke.

Og hvad er det så vi er taget så langt for at se. Ja nogle kalder det et vandfald - jeg vil mere kalde det en naturlig bruser. At det er en skuffelse for alle er helt klart. Guiden forklarer at den eneste måde man kan blive våd på er ved at fylde hjelmen med vand og så ellers hælde det over ham der står ved siden af. Det gør vi så og prøver at grine lidt af dét.

Nu er det jo så sådan, at går man i 1½ time i én retning og der ikke er anden vej tilbage end den vej man er kommet, da må man jo bide i det sure æble og så eller se at komme af sted. Vi skal forcere de samme udfordringer som vi har forceret før. Mange steder kan man dog glide ned som var det en rutchebane. Nogle steder fungerer det også fint. Andre steder lander man hårdt på nogle sten og er ved at brække halebenet. Jeg må tilstå, at jeg ikke synes det her er sjovt. Det giver blå mærker af fineste slags.

Tilbage ved parkeringspladsen er der arragneret en ganske fin middag. Vi kan vælge mellem 2 retter - fugl eller fisk. Det er ganske hyggeligt. Men et eller andet sted er der ikke rigtig tid til at nyde dette. Det er som om vi har travlt med at komme tilbage igen. Den slags irriterer mig, men jeg kan ikke gøre andet end at følge trop.

Min snue er dog ikke just blevet bedre af dette - heldigvis har jeg ingen feber - bare en næse der løber og en let hovedpine. Når jeg ser på andre synes det dog at være en plage der huserer her i området. Jeg har hørt mange snakke om slige symptomer - måske jeg bare har været heldig og fået en kopi af deres baciller.

Hjemturen fører os omkring en større badestrand, hvor jeg fik en hyggesludder med guiden omkring byen Xanthos - krige med romerne og masseselvmord (reinkarnation). Han kunne også fortælle os, at der hvor vi lige har vandret, var der for 3 uger siden et pludselig og meget voldsomt regnvejr, der havde skyllet 3 turister med sig. Én var aldrig fundet igen. Det er så den slags informationer man ikke fortæller nogen før turen starter, men det forklarede, hvorfor vandet var så mudret. Men for mig siger det egentlig alt om turistbranchen her. Det gælder bare om at flå turisterne og konsekvenserne taler vi helst ikke om.

Man kan jo ikke gå rundt i vand til brystet uden at tøjet bliver beskidt. Vi må derfor slutte dagen af med at vaske tøj og derefter går det målbevist i seng for at sove. Jeg har ondt i ben og hale. Jeg er lidt irriteret og samtidig har jeg en snue. Helt ærligt - jeg vil efterhånden gerne snart hjem.