Dag 11 - Sidste dag med dykning

Uvist hvilken grund vil Fruen også dykke i dag. Årsag ukendt, men hun har talt, og dermed er der ligesom ingen vej tilbage. Jeg har sat vækkeuret til kl. 07:00 - men glemt, at min tlf står til CET - hvilket ikke helt passer her i Tyrkiet. Heldigvis vågner fruen frisk og frejdig på slaget 07:00 da en hane udenfor skriger som besat. Men det er så startsignalet til denne dag her i Kaş.

Jeg har været vågen ved 04:00 tiden. Havde "lidt" ondt i maven, og sekunder senere sad jeg på potten og gjorde det, man nu gør når man sidder på potten. Det der kommer nedenud har ingen konsistens, og selv om det ikke føles som "tyndskid", da har det dog visse ligheder med denne helbredsmæssige tilstand bedre kendt som Roskildesyge. Det er derfor ikke den store appetit jeg kan frembringe da vi går til morgenmad. Jeg spiser dog min daglige ration. Inden vi går til Mavi-diving båden må jeg dog lige et par gange på potten igen - og hver gang med en slags success. Sådan rigtig godt føles det i hvert tilfælde ikke. Jeg kan derfor kun håbe på, at jeg ikke får akut trang igen alt imens jeg er iført 7 mm Neopren.

Dagens første dyk går til nok det berømteste område her blandt dykkere - Canyon Wreck. Her har vi været før, og indrømmet det er ikke så ring' endda. Altså en dyb spalte i klippen der giver indtrykket af, at man er i en canyon. Lige udenfor denne Canyon ligger der et gammelt Græsk skibsvrag fra 1968 som blot er en gang forvredent metal efter at tyrkerne har testet, hvor meget dynamit der kan bruges til at sprænge et sådan skib til et vrag. Altså uinteressant for os. Vi har i dagens anledning fået en 3. dykker på slæb. Det er en kvinde i hendes bedste alder, som er kommet sammen med klubben fra Bayern - TSC Marlin e.V. Hun dykker fuldstændig som vi, så der bliver tale om et roligt dyk, som dog forstyrres noget af de mange neoprenfisk der kommer fra en konkurrerende dykker-båd. Der er simpelthen tidspunkter, hvor man bare ønsker de andre et andet sted hen hvor det er varmt og glødende. Specielt er der en fotograf, der er af den holdning, at han har førsteret til at forevige alt, der viser blot det mindste tegn på liv. Jeg er af natur et roligt individ, men han gør virkelig hvad han kan for at sætte dette på prøve. Vi ser derfor ikke meget på dette dyk, da vi konstant har en sværm af andre for os ukendte dykkere omkring os, der permanent forsøger at komme ind foran. Jeg forsøger at lave lidt sjov ud af det og peger på ting, der bestemt ikke har nogens interesse - men det kan på den anden side set ikke være meningen når man skal betale en mindre formue for et dyk. Men om ikke andet kan vi sige, at vi har været her (igen).

Inden næste dyk går vi tilbage til hotel Club Phellos, hvor vi hopper i poolen. Jeg har ondt i maven og alle tegn på at jeg står foran en gang tyndskid af bedste kvalitet. Det gælder derfor om at sprede dette til flest muligt på kortest mulig tid - og hertil er en overophedet swimming pool altid god. Vandet er stadig lummer varmt, men hellere det end "skide" koldt.

© Fmlaursen.dk Andet dyk foregår ud fra en badestrand. Man kalder stedet for "Anker plads", da der her ligger næsten 30 runde sten som man i de gode gamle dage, dengang det var før nu, brugte som ankre. Området er ikke ret stort. Det er åbenbart ikke ret tit at der kommer dykkere her, for vi er godt nok genstand for en del opmærksomhed fra de stedlige badende. Området er - for at sige det lige ud af posen - kedeligt. Det bliver til lidt af et kaos dyk for os. Først glemmer fruen at åbne for luften, hvorfor jeg lige må op til overfalden og dreje på håndtaget, og da jeg så skal ned igen har jeg trykudligningsproblemer. I næsten 20 minutter forsøger jeg alle de kendte triks - plus et par ukendte - for at få hul til ørerne igen, men uden success. Så tager jeg en beslutning om at pudse næse ud i det klare vand - sådan rigtigt. Og ud kommer en ordentlig klat af ubestemt karakter... Jeg har altså en ordentlig gang snot i kraniet på mig og det står mig klart, at jeg har en begyndende forkølelse hængende som måske lige netop er årsagen til nattens let forøgede aktivitet på hotelværelsets latrinare sæde. Snotten kommer ud og jeg kan igen trykudligne. Hvilken lettelse.

Vi kan nu endelig komme i gang med at dykke. Vi krydser over det begrænsede område og finder absolut intet der er værd at se på. Først til sidst på dykket opdager fruen, at der helt inde under land hænger en kæmpe sværm af ganske små fisk. Vi svømmer derover og i 10 minutter er vi midt i det hele. Et syn der for den uindviede godt kan minde lidt om det fænomen der i Syd- og Sønderjylland går under begrebet Sort Sol. Det er ganske imponerende at se denne sværm af fisk i balletagtig dans bevæge sig rundt på stenrevet i permanent søgning efter føde. Det gør ikke dykket til et super dyk, men det gør at vi dog kan gå hjem og sige, at vi dog så lidt på vores dyk her lidt uden for Kaş.

Aftensmaden indtages sammen med vennerne fra Bayern og vi tager efterfølgende en tur rundt i byen. Der er ikke så mange muligheder for at gå rundt her, så det bliver til den samme rute som vi stort set altid går. Jeg må tilstå at det hele er ved at blive lidt trivielt. Godt at der kun er en god uge tilbage.