Singapore Airlines

At flyve med Singapore Airlines er nok ikke det billigste man kan gøre. I forbindelse med ferien her anså jeg dog det at flyve med Singapore Airlines som en del af ferien. En oplevelse jeg ikke ville være foruden. En gang i livet skal man i hvert tilfælde prøve det.

Vi fløj med 2 af Singapore Airlens Flyvere. Først med Airbus A380 og derefter med Boeing 777 Dreamliner. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Airbus'en er Boeing'en langt overlegen i komfort. Det betyder dog ikke at Boeing'en var dålig. det var den bestemt ikke - den var bare ikke så behagelig som den anden.

Betjeningen lod absolut intet tilbage at ønske. Vi blev rigtig godt behandlet. Maden var eksklusiv, og vi nød hver en mundfuld der blev os serveret - og det var faktisk ikke så lidt. Der var mulighed for at få forskellige alkoholiske drikke - et tilbud vi ikke benyttede os af, men som andre udnyttede til et punkt, hvor det næsten var pinligt.

Underholdningssystemt brød ned et par gange på Airbus'en. Det var synd, for det ødelagde lidt helhedsindtrykket. Men der var rigeligt at vælge mellem. Jeg talte ikke antallet af film, men ingen ved sine fulde 5 ville være i stand til at nå igennem alle disse film på selv 2 meget lange flyvninger.

Bagagen blev håndteret som man kan forvente det. Det vil sige, at én ud af 3 kufferter led overlast på vores rejse. Det svarer nogenlunde til standanden, og jeg tror som sådan ikke det kan tilskrives flyselskabet, men mere personalet på jorden. Vi måtte tage 20 Kg bagage med, og da vi fortalte dem, at vi skulle dykke fik vi tilsammen lov til at tage yderligere 20 kg med uden ekstrabetaling. Det passede nogenlunde. Det irriterede os dog, at vi forud for rejsen ikke kunne få denne aftale på skrift, men alt vi fik at vide var, at dersom vi ved skranken kunne forevise vores certifikater, da var det nok til at få bagagen med. Vi kom nu aldrig så langt, at vi skulle vise disse, men lidt diskussion omkring bagage blev der dog da vi skulle hjem. Problemet blev dog løst, da vi oplyste, at det var dykkerudstyr.

Alt i alt var mødet med Singapore Airlines et positivt møde, som jeg gerne gør igen, skulle jeg finde de fornødne midler til at tage på en sådan flyvetur igen.