Værelset

Værelse 4253

Omend beskedent i størrelse var der absolut intet graverende at udsætte på værelset. Værelset var udstyret med en ganske pæn dobbeltseng med en glimrende madras - og til min store overraskelse også med en dyne. Over sengen hænger der en ventilator, som vi dog ikke gjorde brug af. Vi nøjedes med at montere et myggenet på denne, og jeg vil da tro at denne anordning har reddet os for et par enkelte myggestik. Der var dig også foran døren til altanen en skydedør der fungerede som myggenet. Holdt man denne lukket var der ikke meget der slap igennem. Værelset var udstyret med et lille billedrørs TV af lidt ældre dato. Der var satelit TV, og alt fungerede fint. Ingen danske kanaler - men en enkelt tysk. Ellers en del engelsksprogede nyhedskanaler. Men hvem tager på ferie for at se TV?

© Fmlaursen.dk

Badeværelset

Værelset var udstyret med et pænt og nydeligt badeværelse. Der var så absolut det der var brug for. Det vil sige en håndvask nedsænket i et bord. Et badekar som var nedsænket - og som gangbesværede nok ikke vil juble over. Vi andre kunne dog sagtens nyde denne indretning. I forbindelse med badekarret var der også en bruser - alt fungerede fint. Det eneste der drillede var glas-skydedøren der var foran. Den faldt konstant af sin skinne og det var et ikke uvæsentligt bøvl at få den på plads igen. Det generede os dog ikke så meget, at vi klagede over det. Det var mere et spørgsmål om at behandle døren med respekt. Toilettet var af den amerikanske model der kan bruge temmelig meget vand - men det fungerede ganske fint.

Altan

Til lejligheden var der også en lille altan. 2 Stole og et lille bord påmonteret en sten-elefant. Ganske hyggeligt med udsigt over den kunstige jungle man havde lavet. Nydeligt! Altanen havde dog det eneste minus jeg kunne finde ved hele lejligheden. Der var overgang i det elektriske når det drejede sig om udendørsbelysningen. Var man uheldig kunne man komme ganske godt i stødet. Dette blev anført på evalueringsskemaet ved afrejse.

Rengøring

Rengøringen var - om jeg så må sige - pletfri. Rengøringspersonalet var altid smilende og meget venlige. Vi havde ingen problemer med at ligge lidt drikkepenge til dem. Ikke at det ændrede noget med hensyn til det udførte arbejde.