Søndag den 8. april 2012
Vi har stillet vækkeuret til kl. 04.30. Vi afhentes med Taxi kl. 06.00, så vi har på denne måde lige 1½ time til at vågne, pakke og
få det sidste varme brusebad inden vi drager afsted. Jeg er ellers lige begyndt at vænne mig til denne luksus. Men intet varer jo
som bekendt evigt. Kl. 05.30 slæber jeg de 2 kufferter til receptionen, hvor jeg betaler regningen (en masse vand på flaske), og
afleverer hotel-evalueringen. På denne tid af dagen står der desværre ikke en gudeskøn ungmø i receptionen, men derimod en mand i
sin bedste alder (som heller ikke kan ret meget engelsk). Vi sætter os over i sofaen og venter på taxi'en
Taxi-turen
Jeg havde måske en forventning om, at vi skulle hentes i en varevogn - lidt ligesom den vi blev kørt den anden vej i. Men sådan et
køretøj kan man åbenbart ikke fremskaffe på denne tid af dagen. I stedet møder en frisk ung mand op i sin noget modificerede
Toyota Corolla. Grovsænket til et punkt, hvor han burde skamme sig og udstyret med brede dæk, som dog ikke ligefrem brillere med
dækprofil kæmper han med at få plads til alt vores bagage uden at bilen kommer til skade. Det lykkes - men nemt var det bestemt ikke.
Turen går sydover. Så længe vejen er god flyver vi lavt, men de steder, hvor der er de mindst buler på vejen triller vi afsted med
katastrofeblink og sølle 5 km/t. Det er altså ikke den mest behagelige køretur jeg har været på, men en bekræftelse for mig om, at jeg
ikke skal lave lignende modifikationer på mine biler. Vi får en flot solopgang at se. Turen tager som alle andre ture 45 minutter + ca.
45 minutter mere, og så ankommer vi til Phuket Lufthavn
Phuket Lufthavn
Der hersker hæftig aktivitet på dette ugudelige tidspunkt af dagen. Vi får at vide, at vores fly afgår fra gate 66, men dette laves senere
om til gate 8. Det virker alt sammen lidt rodet, og vi ser faktisk lidt frem til mødet med Singapore lufthavn, omend vores ophold der ikke
kan blive ret langt. Vi kikker forretninger, og som så mange andre steder på jorden er alting her i lufthavnen markant dyrere end det er
udenfor. Selv en gang massage er pludselig dobbelt så dyrt som i Khao Lak. Det ser nu ikke ud som om de udførende kvinder er bedre til
opgaven. At gaten er vekslet giver anledning til mange spørgsmål til flypersonalet. De er lidt irriterede over dette også, men det undrer mig,
hvis det er første gang det er sket. Selve annonceringen sker dog først i aller sidste øjeblik.
Flyveturen
Første del af flyveturen er ikke med Singapore Airlines, men et "Star aliance selskab" som jeg ikke lige kan huske navnet på. Ikke at det er
dårligt - det er det bestemt ikke, men sådan rigtig godt er det heller ikke. Vi får vores morgenmad her, og den overrasker faktisk positivt.
Singapore Lufthavn
Da vi lander oplyses det over højttaleren, at der venter "ground personel" på os der skal videre til Frankfurt. Det er jo glædeligt. Vi har
ca. 50 minutter til flyet afgår. Fruen skal på toilettet, og det betyder, at vi får æren af at blive kørt rundt i lufthavnen i en lille
elbil. Se dét er luksus. Derefter går det i Tog videre til Terminal 3, hvor vores flyver venter i Gate A10. Alt klapper på elegant vis. Se
den slags kan de virkelig finde ud af i Singapore. Her er der styr på sagerne.
Flyveturen
Vi kommer denne gang ikke til at flyve med A380. Nej det er en Boeing 777 Dreamliner. Vi sidder igen lige ud for vingen, og det første der
slår os er, hvor støjende denne fugl er sammenlignet med Airbus'en. Det er bestemt ikke nogen fornøjelse dette her. Støjen er dog også stort
set det eneste man kan sætte en finger på. Personalet er bare så flinke. Maden er glimrende igen. Underholdningen er i top - omend flyets larm
er af en sådan karakter, at man selv med fuld volumen ikke er i stand til at høre replikkerne i filmene. Den slags trækker ned i vurderingen!
Generelt må jeg dog sige, at turen føltes kort. Vi var dog også heldige. Der var 3 pladser i flyveren der ikke var fyldt ud - og i den 3'er række
vi sad på, var den ene stol tom. Det betød, at vi kunne ligge og sove et par gange. Glimrende. Turen føltes altså kort.
Deutsche Bahn
Ankommet i Frankfurt skulle vi videre med tog. ICE toget kolder i lufthavnen, og med den kørte vi til Köln. Displayet viste intet mindre end 273 Km/t.
Sådan - velkommen til Tyskland. Toget gik videre til Dortmund, og her skiftede vi så til et regionaltog der kørte os til Holzwickede. Alt forløb
helt uden udfordringer - hvis man ellers ser bort fra ventetiderne som sammenlagt blev til lidt over en time. Hjemturen tog fra vi satte os i vores
voldtunede Taxi til vi var hjemme 25 timer. Vi krøb i seng kl. 02.00 - og i guder, hvor var vi trætte. Det skulle tage en hel dag at komme over dette jetlag.
Dette var så beretningen om turen til Thailand i 2012. En glimrende tur som jeg dog ikke umiddelbart tror vi kommer til at gentage - i hvert tilfælde
vil destinationen ikke blive Khao Lak. Thailand som sådan er interessant, men jeg er overbevist om, at vi skal satse mere på kultur end på dykning.
Jeg håber du har haft glæde af at læse denne dagbog.