Fredag den 6. april 2012

Fattige som kirkerotter - vel at mærke fattige kirkerotter - er vi nået til den næstsidste dag her i Thailand. Vi er mere eller mindre bundet til hotellet og dets nærmeste omgivelser, og det vil alt andet lige sætte nogen begrænsninger for de sidste dage vi er her. Vi er dog ved højt mod - men skal lige finde ud af, hvad vi vil bruge dagene til.

En vandretur

Kan man ikke lave andet, kan man jo altid tage ud og vandre en tur. På vore ture langs kysten er vi altid rendt ind i en væg ved det der er kendt som Hotel Poseidon. Det er herfra ligesom ikke rigtigt muligt at komme videre. Vi vil i dag se om vi kan bryde denne væg og komme videre. Alt hvad man ikke kan nå er jo som bekendt spændende. Vi starter derfor med at gå et pænt stykke langs landevejen mod syd til vi kommer til en lille vej der blandt meget andet fører os ind mod Hotel Poseidon. Vi håber så, at der forinden er en vej der bøjer af og som kan føre os derhen, hvor vi gerne vil. Det er varmt i dag, men vore vanddepoter er vist fyldt godt op, så selv om vi slæber litervis af vand med os, er det begrænset, hvad vi drikker. Vejen fører igennem noget der kunne minde om en mindre landsby. Folk vinker og hilser venligt til os. Hvor er det en lettelse, at der ikke er nogen forventning om, at vi køber dette og hint. I starten er vejen asfalteret, men bliver så til en grusvej. Jeg tilstår gerne at min stedsans ikke er den bedste, men stien her synes at føre os tilbage mod udgangspunktet og ikke videre væk. Ganske rigtigt havner vi da også ved Hotel Poseidon igen. Vi spørger en af de lokale her, hvordan vi kommer videre, men belæres om, at det område er militært område, hvorfor vi ikke må betræde området. Hmmmmm. Jeg synes nu svagt at kunne erindre, at det lignede en golfbane. Men beskeden var klar - ingen adgang for udvedkommende. Hvilken skuffelse. Vi får dog at vide, at vi kan gå igennem Poseidons små lejligheder der er bygget på stolper ned til vandet, hvor vi så kan følge kysten tilbage til hotellet. Undervejs kan jeg ikke dy mig. Frem med den lange linse som monteres kameraet, og jeg skyder sådan lidt i blinde mod øen. Så må vi se, hvad forstørrelsen bringer. Joh - den er god nok. En green og en Golf-cart. Man skal vist være noget indenfor flåden hvis man er Thailænder...

© Fmlaursen.dk

En Pooldag

Tja - hvad gør vi. Området er udforsket til snart den mindste sten. Vi er flade som kirkerotter, og kan derfor kun bevæge os rundt på gåben. Vi vælger at lave en Pooldag ud af det. Vi har jo glemt at aflevere nogle tasker vi fik udleveret af IQ-Dive, og vi har konstateret, at IQ-Dive afholder prøvedyk, så vi vil aflevere taskerne her. Det sparer os for en 14 km gåtur - og det vil jo ikke være så ring' endda. Dagens instruktør er en frisk ung mand - i modsætning til en Hollænder der beviste sit manglende værd sidt vi overværede et sådan arrangement. Han tager pænt imod taskerne alt imens han på uautoriseret vis introducere nogle hotelgæster i dykningens glæder. Vi slikker lidt sol og svømmer et par baner. Da tiden for dagens arrangement ebber ud vælger vi at snakke lidt med fætteren her om dykningen i og omkring Khao Lak. Denne instruktør virker meget ærlig. Han siger rent ud, at dykningen her i området intet er værd, hvis det ikke lige var for Similan Island, og det er jo bestemt ikke hvad det engang var. Priserne angiver han som opskruede høje, men erkender også at der er nogle voldsomme udgifter forbundet med den megen sejlen rundt. Det bliver til en god snak om dykningen generelt og dykningen i området (inklusive Phuket). Vores lektion er i hvert tilfælde, at næste gang vi kommer til Thailand, da behøver vi ikke nødvendigvis at slæbe udstyret med os.

Aftensmaden

Det er spisetid igen. Vi har ikke formået at indsamle den nødvendige mængde sult, men nu har vi jo betalt for det, så kan vi jo lige så godt udnytte det. Vi tager op til restauranten midt i komplekset. Det er ret beset her ikke helt så hyggeligt som nede ved vandet. Maden virker heller ikke som om den er helt så god, men det er en subjektiv vurdering. Det kan også være, at det bare er fordi, vi er ved at være mætte. Vi sidder her dog temmelig længe, og da man begynder at dække op til morgenmaden anser vi det lidt som et vink med en vognstank om, at vi godt må se at komme væk, så personalet kan komme hjem. Men mætte - det blev vi.