Torsdag den 5. april 2012
Vi har som sådan ikke planlagt noget for dagen. Vi har en regning ved IQ-dive der skal betales, men derudover ingen planer. For at spare lidt
på finanserne vælger vi at tage hotel-taxaen til Khao Lak. Denne går dog først kl. 12.00, så vi har lige et par timer vi skal have brændt af på
ingenting. Den slags betyder pool og vandretur.
Strandlivet
Når man er på ferie har man ofte nogle store beslutninger at tage. Skal det f.eks. være pool eller skal det være strand. Det bliver i dag stranden
der løber af med sejren. Vi pakker derfor en rygsæk og drager til plænen med de mange liggestole. Tilfældet vil, at vi kommer til at ligge lige ved
siden af et par fra København. Det giver anledning til en ganske kort samtale - men det er tydeligt, at vi i bund og grund ikke har meget at fortælle
hinanden. Det viser sig dog, at de har undret sig lidt over, at vi taler tysk sammen, og jeg må derfor fortælle dem den rette sammenhæng. Så går
tiden jo ligesom også med det. Det er dog igen i dag både varmt og fugtigt, så vi er nødsaget til at gøre noget for at blive kølet lidt ned. Vi tager
derfor en tur til Poolen ved Restauranten der ligger midt i komplekset. Jeg ved ikke om det er fordi jeg er ved at have vænnet mig til temperaturen her
i området, eller om man har tilføjet en del koldt vand i løbet af natten. Jeg synes i hvert tilfælde, at det er relativt svært at komme i i dag. I kommer
jeg dog - men nogen nydelse synes jeg bestemt ikke det er Tiden går, og inden vi får set os om er det ved at være tid til at gøre klar til vores tur til
"byen".
IQ-Dive
Vi tager hotelbussen til byen kl. 12.00. Vi har ingen andre planer end at betale vores regning og så ellers komme derfra igen i en hulens fart. Khao Lak
siger os absolut intet. Ethvert minuts ophold i Khao Lak er et spildt minut. Vi går derfor direkte til forretningen, og efter at have afslået et utal af
tilbud om andre dykkerture og det der er værre, lykkes det at få en regning som jo så skal betales lige her og så ellers med det samme. Jeg har forud for
turen haft en mindre disputs med min bankrådgiver ved en større Bank med hovedsædet i det midtjyske, og han påstod hårdnakket, at man kunne bruge VISA og
MasterCard overalt i Thailand. Det har jeg sådan næsten holdt mig til. Jeg havde vækslet 10.000 Baht inden vi tog af sted og der er da også brugt lidt
på vores Kajaktur samt en masse drikkevand. Det kommer som lidt af en overraskelse af gebyrerne for at dykke i nationalparken skal betales i kontanter og
ikke på nogen måde kan betales med kreditkort. Der er helt klar noget her jeg skal have talt med banken om, for det viser sig igen - og det er ikke første
gang jeg er rendt ind i det argument, at det hele er et spørgsmål om at MasterCard tager sig ikke uvæsentligt betalt for at man bruger deres kort. Nå –
ja – men resultatet er, at vi nu kun har 145 Baht tilbage og det kræver 150 at komme tilbage til hotellet, hvis vi ellers ønsker at bruge en af de stedlige
TAXI. Man skulle ikke tro, at det er så svært at forhandle en taxi-chauffør de 5 Baht ned, men der var en del målløshed over, at vi var så flade. Nå – men
det lykkedes os at finde en venlig sjæl der for denne famøse sum fik os fragtet hjem. Ulempen – vi er nu bundet til hotellet og den absolut nærmeste omegn
for resten af ferien, da vi ikke vil til at skulle hæve mere. 2 dages dykning har været et rigeligt dyrt bekendtskab med Thailand
View Point
Vi har i den forløbne uge talt med andre gæster på hotellet, der har berettet, at der ikke langt fra det vandfald vi har besøgt for en uges tid siden skulle
være et udsigtspunkt med det alt sigende navn: "View Point". Skiltningen fik vi at vide skulle være i orden. Vi beslutter derfor at drage på jagt efter dette
sted, som angiveligt skal være åh så smukt. Med rygsækken pakket med vand og andre livsnødvendiger, drager vi ud på denne lille gåtur for at samme lidt
appetit til aftensmaden - som vi ser meget frem til. Vi kommer let svedige frem til vandfaldet der er behageligt befriet for russere. Vi har faktisk det
hele for os selv. Jeg spørger fruen om hun ikke vil en tur i vandet, men får kun nogle let væsende lyde tilbage idet vi har hørt lidt for mange historier
om blodigler der befinder sig i disse vandløb. Jeg kan nu ikke se nogen - men noget siger mig at konen ser skygger. Der står ganske rigtigt et lille skilt
med "View Point" og vi begiver os op af vejen. Et nyt skilt henviser til "View Point Restaurant". Det ser godt nok meget privat ud, men vi vover pelsen og følger
skiltet. Først kommer en overdækket Parkeringsplads. Det er da ren luksus på disse kanter. Herefter kommer restauranten. Der er ikke et øje, og vi finder ud af,
at denne restaurant kun har åben i et begrænset antal timer i løbet af dagen. Vi går lidt videre, og under os kan vi nu se en stribe elevanter der står og spiser
grønne blade fra ananas planter. Det må sq godt nok være en hård diæt at være på. Men baseret på en vurdering af hvad der ligger omkring disse elefanter er det
tilsyneladende det eneste de får at spise. Der er her en flot udsigt over den del af Khao Lak, hvor vi bord. Det er måske lidt for civiliceret til at jeg
mister pusten over udsigten, men der er ingen tvivl om, at man kan se langt omkring. Vejen ender ligesom her, og vi spørger os selv om det virkelig er det
omtalte View Point. Vi går derfor ud til vejen igen og begiver os videre op af vejen - fuldstændig som vi har gjort for en uge siden. Vi finder ingen yderligere
skiltning, og erkender, at vi nok har fundet dét der er at finde.
Khao Lak Mountain
På vej tilbage mod hotellet beslutter vi os for en omvej. Vi bevæger os væk fra Khao Lak og ind på en sti som vi formoder vil føre os til den nedre del af
det vi har hørt omtalt som "Khao Lak Mountain". Stien er ganske glimrende omend belagt med mange sten der gør det lidt sværere at gå her. Udsigten mod syd er
her imponerende. Vi kan f.eks. se til den bygning som er bygget til de børn der blev forældreløse i forbindelse med Tsunamien i 2004. Den ligger dog trods alt
et stykke væk. Vi kan kikke op i det bakkede terræn, hvor vi kan se, hvorledes skyerne fanges i skråningen. Smukt. Vi går videre og møder en kondiløber af
lokal herkomst, der fortæller os, at vi ad denne vej sagtens kan komme ned til vandet. Vi bør i øvrigt lige besøge hans bar om aftenen - der vil være et
godt tilbud. Vi nænner ikke at fortælle ham, at vi er blanket fuldstændigt af. Turen er virkelig smuk - specielt her i solnedgangen. Vi kommer forbi en
Kokusnødplantage. Efter at have sikret os, at vi er alene går jagten ind på en nedfalden frugt - og sådan en finder vi så. Den glider i al ubemærkethed ned
i Fruens rygsæk og så går vi ellers videre til vandet efter at vi har passeret et lille bofællesskab, hvor man hilser venligt på os. Det er vist ikke så
tit at der kommer nogen forbi her - det kan stanken vist i sig selv godt sikre. Føj for en duft af fækalier. Vi kommer dog ned til vandet, hvor vi finder nogle
større næsten skarpe sten, og her får jeg til opgave at pille nødden ud af sit hylster og komme ind til kødet. Jo vi har igen noget at spise til de kommende
dage. Langs stranden går det så i roligt tempo tilbage til hotellet alt imens vi nyder lynene i det fjerne.
Aftensmaden
Hvis ellers alting er som det plejer, da bør der i aften være Buffet. Og det er der sørme også. Det er Thai aften i aften, og jeg pålagt at tage mit gode
gamle Olympus 520E med ned til Restauranten og tage lidt billeder af de dansere og musikere der skal underholde os i aften. Rundt om os lyner og tordner
det, men man har vurderet, at der ikke vil falde en dråbe her på matriklen, og derfor alle borde flyttet ud på græsplænen. Det er enormt hyggeligt. Vi får
det sidste ledige bord, og vi kan straks kaste os ud i de mange lækre kulinariske udfordringer som kokkene har valgt at stille til rådighed. Nøj hvor er
det her altså godt. Hvor er det bare ærgerligt, at maven ikke er stor nok. Underholdningen er igen top. Danserne viser sig fra deres smukkeste side, og
musikerne giver den hele armen. Eneste malurt er et enkelt musikstykke som bestemt ikke har rødder i Thailand. Jeg kan huske det fra engang sidst i 70'erne,
men må samtidig indrømme, at det er noget bearbejdet, og det derfor nok er de færreste på plænen der har bidt mærke i det. Jeg imponeres hele tiden af en
lille dreng i orkesteret der slår rhytmen an. Jeg vil gætte ham til at være 6-7 år gammel. Han er ikke perfekt, men han gør et virkelig godt stykke arbejde,
og fortjener egentlig ros. Jeg tvivler dog bare på, at jeg kan kommunikere med ham, så jeg lader 2 og 5 være lige. Efter at have indtaget et skræmmende antal
kalorier som nok vil dække en hel Thai-families årsindtag vralter vi hjemover, og prøver at lave nogle natbilleder over området. Ikke nemt når man nu ikke
har noget stativ med - men enkelte af billederne bliver faktisk helt i orden.