Onsdag den 4. april 2012

Vi skal igen ud og dykke. For at få mest muligt dykning ud af mindst mulig sejlads, har vi valgt at tage af sted denne onsdag for at dykke 2 gange på Koh Bon og 1 gang ved Similan Islands ved Ø nummer 9. Vi har hørt meget negativt om disse steder, men også andre der lovpriser stederne. Med andre ord aner vi ikke, hvad der venter os.

Koh Bon

Koh Bon er egentlig mere kendt for mødet med havets lidt større dyr. Vi taler her hvalhaj og Mantas. Sandsynligheden for at møde førstnævnte er ikke voldsom stor, men det er den man slår på hele tiden, og nogle dykkercentre lyver så vandet driver ved at påstå, at 7 ud af 8 ture fører til møde med hvalhajer. Den slags markedsføring synes jeg er direkte usmagelig, men der er så ingen der spørger mig. Vi er i dagens anledning udstyret med en guide fra Schweiz. En lidt buttet herre, der proklamerer, at han ikke gider svømme langt og stærkt. Det er lige noget der tiltaler os. Specielt oven på tirsdagens oplevelse med en guide fra England. Sammen med os dykker en anden person fra Schweiz, der er lidt fysisk handicappet. Det gør ikke turen meget hurtigere. Vi er altså en lille hyggelig gruppe – kan det gå galt?

© Fmlaursen.dk

Lad det være sagt med det samme – oven på oplevelen med Englænderen, er dette en ren nydelse. Vi svømmer roligt rundt, og har tid til at opleve og se. Kameraet finder også vej, og der er ingen der har travlt. Sådan skal det være. Eneste hage er at guide og vores makker fra Schweiz egentlig skal danne makkerpar – men det udebliver lidt, så vi bliver til en tremandsgruppe. Det fungerer som sådan helt fint, men jeg mener ikke man kan behandle en betalende kunde på den måde.

© Fmlaursen.dk

Turen – det vil sige de 2 dyk her – byder på nogle enkelte højdepunkter. Jeg har den store fornøjelse af at få renset ører af en pudserfisk. Det er sq en sjov lyd når de små fisk ligger og napper lidt af det døde hud lige netop der. Vi finder nogle krebs der mest af alt minder om Lobster – men som er alt for farverige til at kunne placeres i den familie. Flere andre ting springer i øjnene på turen her, men oplevelsen over dem alle bliver da en Manta stikker forbi og i en 5 minutters tid svømmer rundt omkring os og poserer for fotograferne. Desværre for os hænger vi på dekolinien og laver sikkerhedsstop, hvorfor vi må nyde det hele sådan lidt fra afstand. Men et fedt syn – det var det bestemt. At jeg så bagefter må høre på konens udtalelse om, at det er meget bedre på Maldiverne er en anden snak.

Similan Islands #9

Similan Islands sælges som et af verdens 10 bedste dykkersteder. Det vil jeg godt advare imod. Jo – jeg er sikker på, at det engang har været et super sted at dykke, men i dag lider det under såvel El Nino som Tsunami. Overalt er der døde koraller. Det glædelige er, at man kan se, at der er liv på vej og derfor håb om at dette sikkert fantastiske sted genopstår – engang. Der er dog også steder under 20 meter hvor der stadig er lidt at se på, men det er ikke overdrevet meget. Folk med en fetich for sand kan tænkes at nyde stedet mere end andre, men generelt er det et sted man egentlig bare bør lade være i fred så det kan komme sig oven på de naturkatastrofer der nu engang har været. Det er der så nok bare en 30 dykkercentre i Khao Lak der ikke kan leve af. Jeg synes det er godt, at man fra regeringens side har valgt at lukke for dykningen her i 6 måneder om året. Der er ingen grund til at stresse noget der allerede er stresset.

© Fmlaursen.dk

Aftensmaden

Vi kommer meget sent hjem. Jeg sender konen i bad og så beslutter jeg, at jeg springer aftensmaden over. Mit maveskind kan ikke klare mere fødeindtag. Fruen er lidt negativ over den beslutning, men der er ganske simpelt ikke mere plads – og slet ikke efter at vi på båden i dag af flere omgang er blevet bespist med lækkerier af fineste slags. Fruen indtager derfor alene sin aftensmad. Denne gang på en anden restaurant, hvor hun får en 3 retters menu – men nu er hun altså også mæt til et godt stykke på den forkerte side af smertegrænsen. Det er jo svært at begrænse sig, når nu alting smager så godt.