Tirsdag den 3. April 2012
En af de store punkter på vores aktivitetsliste når vi er ude at rejse er dykning. Dette er så dagen, hvor vi for første gang skal
en tur ud og dykke. Turen i dag skal gå til Richelieu Rock, som ligger noget nord for de velkendte Similan øer.
Sejlturen
Efter en længere køretur i en taxi lignende bil, hvor vi sidder på ladet af en pickup, ankommer vi efter 45 minutter plus lidt
ekstra tid til opsamling af 2 franskmænd, 4 englændere og en svensker der skal fungere som guide på denne tur, til havnen. Vi skal
sejle med en speedbåd. 16 dykkere, 4 guider, 3 besætningsmedlemmer. 20 sæt dykkerudstyr – og hver dykker har 2 flasker. Behøver jeg
sige, at vi sidder tæt som sild i en tønde. Da vi kommer om bord har der tydeligvis været foretaget en eller anden form for breafing,
men ingen gider gentage, hvad der allerede er sagt, så vi må jo så lave de brølere man nu engang kan forvente af et par landkrabber
som os. Udstyret samles alt imens de 3 225 HK Honda motorer fyres op og så går det ellers over det blanke vand mod WNW.
Richelieu Rock
Dykning ved Richelieu Rock går for at være noget nær det ypperligste man kan komme til her på disse kanter. Vi – en gruppe på 4 dykkere
– tildeles en meget engelsk guide, der ser ud til, at han er kommet direkte fra en hård nat på pubben. Han giver dog indtryk af, at han
er på fornavn med alle fiskene her i området, så vi har da forventningerne i orden.
Guiden viser sig at være voldsomt interesseret i at tilbagelægge så meget afstand under vand som muligt på så kort tid som muligt. Der
er ikke tid til at fotografere, og når han viser noget som han mener er seværdigt, da viser han det kun til én af os, hvorefter han
straks svømmer videre for fuld skrue. Vi når ganske vist hele vejen rundt om denne klippe på diskrete 41 minutter, men ingen har i realiteten
set noget som helst. Utilfredsheden vil derfor ingen ende tage. At stedet er kønt kan det dog ikke løbe fra. Der er massevis af blød koraller,
og de har en fantastisk flot lilla farve. Vi ser en lille gruppe fisk jeg ikke når at artsbestemme, men ellers er det ikke store ”fritsvømmende” fisk der dominerer
stedet her. At der er meget at se er jeg dog ikke i tvivl om, men jeg har rigeligt at gøre med at følge med, samtidig med at jeg ser mig
nødsaget til at holde øje med en tysker, der tydeligvis ikke har helt den erfaring han forinden har proklameret han har. Hans luftforbrug er
højt, og arme og ben går på ham som vindmøllevinger.
Om bord på båden indtages en lækker menu som kun Thailændere kan lave den. Imens er vi nogen der surmuler en del over vores guide. Andre er
mere ligeglade. Der er dog ingen der ligesom vil tage initiativ til at sige til manden, at han på dyk nummer 2 skal tage det hele sådan lidt
mere roligt. I stedet beslutter vi os for at svømme i vores tempo, og så må han jo vente.
Som forventet har vores tyske makker en del små problemer. Han er tydeligvis meget nervøs og overhovedet ikke stolt over at skulle dykke.
Guiden har lidt udfordringer med at få ham med ned i dybet, men da det endelig lykkes, starter han igen for turboen og svømmer derudaf –
det gør vi andre så ikke. Han må vente. Der bliver endelig tid til at fotografere lidt og nyde det makro-liv der her er rigtig meget af.
Der bliver pludselig tid til at nyde det hele. Pludselig kan vi se Richelieu Rock fra en helt anden vinkel. Jeg vil nu til enhver tid dog
sige og påstå, at pris og kvalitet af dykket dog overhovedet ikke hænger sammen. Jeg vil vende tilbage til dette tema andetsteds i denne ferieberetning – men dykning
ved Khao Lak er sindssygt dyrt uden at været fænomenalt godt.
Andet dyk nærmer sig enden, og guiden må tage vores tyske ven på sin octopus mens vi laver vores 3 minutters sikkerhedsstop. Det kniber med,
at øjnene kan være bag ved masken. Om jeg begriber, hvad der for folk til at dykke som ret beset ikke interesserer sig for det, eller som i
dette tilfælde virker og opfører sig som om de er bange for vand.
Turen hjemover er begivenhedsløs. Med lyden af 3 brølende 225 Honda motorer i baggrunden der triller med ca. 5000 omdrejninger er det i de
1½ time turen varer ikke muligt at føre en normal konversation. De fleste sidder da også bare og sover så godt som det nu kan lade sig gøre
i den larm. Ved havnen takkes af for dagen, og vi fragtes hjem igen i vores ”Taxi”. Vi kommer lidt ind på livet af de engelske dykkere, men
desværre på et så sent tidspunkt, at det er for sent. Her ville en tur med en lidt langsommere båd have været af fordel. Så ville der have
været mulighed for en mere normal udveksling af informationer. Behøver jeg at sige, at jeg ikke er den store tilhænger af brølende speedbåde?
Aftensmaden
Det er godt nok ikke sulten der nager. Ulempen ved halvpension er, at man ligesom føler, at man har betalt for varen, og så vil man også
have den. Altså indtager vi igen uhyrlige mængder af forrygende god mad, og bagefter kan vi dårligt nok vrikke med ørene. Alt det spiseri er
efterhånden ved at blive lige lovligt meget af det gode – men i guder, hvor smager det godt.