Torsdag den 29. marts 2012
I guder da, hvor er konen sur i dag. Der er bare intet her i Thailand der er brugbart. Det hele skal bare sammenlignes med Frankrig, og her er alting
bedre, og turen er ikke så lang og sådan kører det hele bare i ét væk. Jeg må tilstå, at jeg rasende hurtigt bliver temmelig træt af at høre på den
sang. Men vi kan jo alle have en dårlig dag, så mon ikke det går over i løbet af dagen
Et hurtigt bad
Vi starter dagen med en hurtig tur til stranden. Vi skal lige se om der stadig er brændende dyreliv i vandet. Vandet føles koldere, men mon ikke det
bare er fordi, jeg er begyndt at vende mig til temperaturene her lidt nord for Ækvator. Det bliver en kort tur, for der er stadig lidt her der brænder i
vandet, men det er bestemt ikke nær så slemt som i går. Konen har dog fået nok af det hele og vil op. Hun er sur og kort for hovedet, og det smitter
desværre noget af på mit ellers gode humør resten af dagen.
Khao Lak
Officielt hedder det sig, at vores hotel ligger i Khao Lak. Det er nok i teorien også rigtigt nok, men i praksis er det ikke. Hotellet ligger noget
sydligere og eneste sammenhæng mellem Khao Lak og stedet her er at samme vej som går forbi hotellet her også er hovedvejen igennem Khao Lak. Jeg vil
anslå at der er en 7-8 km til centrum af Khao Lak. Hotellet tilbyder dagligt en bustur til byen – men så må man selv finde ud af at komme hjem igen.
Vi er 4 der tager turen. Dårligt nok er vi ude af Taxi’en, da bliver vi kontaktet af andre taxi chauffører der lige vil høre om vi har brug for en
Taxi. Undskyld mig – men det virker ikke særligt intelligent. Vi finder en gade der går mod vandet. Gaden ender i et T-kryds og her spørger konen mig
om vi skal gå til højre eller venstre. Jeg foreslår venstre da vejen ender blindt i begge retninger. Efter 10 meter gider hun ikke mere og går ned
igennem et hotelanlæg til vandet. Så går det til højre. Nå ja – hvorfor så egentlig spørge??? Efter en lille kilometer konstaterer hun, at denne strand
da er kedelig og så går det tilbage. Jeg tolker det som om, at vi skal op til byen for at få forberedt noget dykning til næste uge. Men nej – nu skal vi
til venstre til vi ikke kan komme længere. Stranden vurderes i ét væk, og det er tydeligt, at kvaliteten af en strand skal vurderes af mængden af adrenalin
det giver at hoppe i bølgerne. Da jeg har finanserne på mig samt adgangskort til hotelværelset er det dog ikke for at komme i vandet, at jeg er taget til
Khao Lak. Det er som om der mangler en forventningsafstemning her.
Nu går jagten på et hotel der giver dets gæster blå badehåndklæder. Det finder vi ganske vist, men her er der ingen bruser. Vi vimser lidt rundt og finder
et hotel der udleverer grønne håndklæder. Jeg er ikke sikker på, at det er helt efter bogen, men 2 liggestole her blev belejret og så gik det ellers til
vandet (vist mest for at få tømt blæren). Bruseren blev benyttet flittigt, da den gav koldt vand fra sig. Indrømmet et koldt bad ville ikke være af vejen,
for det er dæleme varmt her. Svenden hagler af mig, og de 2 liter vand vi havde med er efterhånden ved at få ben at gå på.
Byen
Efter at have gået et ganske pænt stykke tilbage, går det i retning mod byen igen. Der er én ting jeg gerne vil se i byen. Der er lavet et lidt interimistisk
museum til minde om Tsunamien der ramte byen i december 2004. Museet er ikke noget specielt som sådan, men for det første er det en vigtig del af områdets
historie, og for det andet gives beløbet man giver i entre til de børn der blev forældreløse i forbindelse med katastrofen. Den slags vil jeg gerne støtte.
Vi har fået et kort med fra hotellet, og lad det være sagt med det samme. Det kort holdt ikke en meter. Hvad der så ud til at være en 10 minutter spadser tur
blev til en 1½ times vandring langs en voldsomt trafikeret vej, hvor man til tider godt kunne have indtrykket af, at man var i overhængende fare for at blive
kørt ned. Det skete dog ikke.
Tsunami Museet
Sveddryppende ankommer vi til Museet og afleverer vores 200 Baht. Museet er på 2 etager og har egentlig kun nogle plancher med informationer. Det er rent
faktisk ret interessant at læse om disse bølger. Over 800 km/t bevæger de sig når det går stærkes, og ganske høje kan de også blive. Der er mange informationer
som er værd at læse om. Specielt de advarsler som naturen giver før der sker noget voldsomt. På førstesalen er der flere små video-lokaler. Her vises der
informative videoer og også nogle dokumentarfilm som er ret ulækre at se på. Her hives døde kroppe ud af vandet og man ser, hvorledes disse ligger på parade
til identifikation. Det har bestemt ikke været sjovt at skulle rydde op efter den bølge – men nogen skulle gøre det. Og det blev gjort. Hvad jeg også fandt
interessant var, at det jo bestemt ikke var Thailand der blev værst ramt – Her var Indonesien markant hårdere ramt – men det er altid Thailand man har hørt
om, og der er nok heller ingen tvivl om, at det er her pengene er flydt hen. Vi Europæer har nok været noget selektive i vores valg af donationer.
812
Overfor museet ligger der en politibåd. Det skal nok her indskydes, at stedet her ligger næsten 1km inde i land, så man må selvfølgelig undre sig over, hvad
en sådan politibåd laver her. Det viser sig, at hin dag i december 2004 var denne på patrulje næsten 2 km fra land, men at den blev skyllet op på land af den
store bølge. Man er i skrivende stund ved at lave en Tsunami mindepark omkring denne båd. Efter billederne at dømme bliver det ganske flot – men billeder
lyver jo som bekendt.
Tilbage til Khao Lak
Vi skal tilbage til byen. Det er ikke blevet markant koldere – nok snarere tværtimod – og det til trods for, at det nu er næsten 16:00. Trafikken synes at have
taget lidt af, men jeg tror nu mere det er synsbedrag. Vi ankommer til byen og finder ind til SeeBees som er en af de større operatører på markedet for dykker-oplevelser.
Vi bliver her præsenteret for priser der kan få en til at beslutte ikke at tage ud og dykke. Om jeg begriber, hvorfor dyk pludselig skal koste 500 kr pr dyk. Det
er simpelthen det dyreste jeg nogensinde har hørt. Vi takker pænt for oplysninger, og beslutter at forhøre os andetsteds. Det bliver så IQ-Diving, hvor en
Schweizer (Q) fortæller til højre og venstre om alt det gode der venter. Priserne er 20% lavere – altså stadig rablende vandvittigt dyrt. Som sælger gør hun nu
egentlig stort set alt forkert. Hun taler ned om stort set alle deres kunder og fremhæver sig selv som verdens bedste dykker. Sådan kunne man blive ved. Vi får
en prisliste, og så tænker vi lidt over det.
Taxi
Vi skal tilbage til Merlin Resort. Hertil skal der benyttes en Taxi. Vi overvejer en knallert, men kikker lidt mod himlen som nu er kulsort. Nej – så hellere
en ”rigtig” taxi. Vi finder den eneste Taxi i byen med kvindelig chauffør. Konen mener at det er bedre. Ja ja – priserne er de samme – 150 Baht for turen. Det
går over stok og sten, og ret beset kører hun ikke en skidisse bedre end hendes mandlige kolliger. Fuldt optrukne linjer overskrides i det uendelige. Vi kan
ikke se, hvad der kommer imod os, og det er sikkert godt nok. Pludselig klapper hun bremsen og vi mases imod kabinen (vi sidder på ladet af en pick-up). Lidt
efter hører vi lyden af krøllet metal. En taxi er kørt ud foran os og har erkendt sin helligbrøde. Har straks hakket bilen i bak-gear, for derefter at bakke
ind i en flot poleret taxi. Nå – det må deres forsikringsselskaber så finde ud af – men mon ikke den ene part var glad for sit kængurugitter. Vi kommer dog
helskinnet tilbage til hotellet. Vores Chauffør undskylder mange gange for den hårde opbremsning, men det var vel ret beset ikke hendes fejl. Afslag i prisen
får vi i øvrigt heller ikke.
Vandretur
Ved hotellet har man lavet en Tsunami-sikring. Det vil sige et sted, hvor gæsterne kan flygte hen i tilfælde af et Tsunami-varsel. Turen går op ad en temmelig
stejl vej og her viser sig en ualmindelig smuk udsigt. Solen er på vej ned i horisonten pakket ind i tunge tordenskyer. Det er vel blot et spørgsmål om tid
inden vi igen skal udstyres med regn. Det bliver til et par billeder af en billedsmuk solnedgang – som desværre sætter et brænd mærke på billedsensoren af mit
fotografiapparat. Det skal blive interessant om jeg kan skjule dette i fremtiden.
Aftensmaden
Vi er overraskede over at kunne konstatere, at der er Thai-aften. Det vil sige Buffet, og denne gang ikke med europæiske retter, men derimod med lokale
Thai-retter. Nøj hvor er det godt. Det er godt nok sindssygt stærkt til tider, og det brænder helt ned i maven, men det er smag for alle pengene. 4 gange
må jeg op og fylde en tallerken. Jeg må da også efterfølgende hen til en af kokkene og skamrose dagens valg af menuer. Til maden er der Thai-danse. Nydeligt
udført. Musikken kommer måske også fra Thailand, men det originale var ligesom væk med brugen af elektriske guitarer og des lignende. Men når det så er
sagt, var det en fornøjelse at se og høre på. Efter indtagelsen af dette vidunderlige måltid går det tilbage til lejligheden. Jeg er kommet lidt bagefter
med min dagbog. Konen er ”legesyg” – en dårlig kombination. Hun får derfor lov til at varme sengen alene, mens jeg går får mig selv og skriver færdigt.