Onsdag den 28. marts 2012

Vi er efterhånden begyndt at føle os hjemme her på hotellet. Vi er ret glade for valget af hotel - ikke mindst på grund af den måde det hele er bygge op på. Det er ikke bare firkantede betonkasser, hvor målet er at få flest muligt placeret på mindst mulig plads. Dette her er lige efter vores smag.

Morgenmaden

Morgenmaden er stadig en nydelse. Ikke en Thai-nydelse, men derimod en nydelse sådan mere generelt. Man har tilpasset sig den vesteuropæiske gane, og det er vel som sådan godt nok. Der er masser at vælge imellem, og ligegyldig hvad man griber og gør i, da smager det simpelthen bare godt. Jeg kan ikke erindre ret mange hoteller rundt omkring i verden, hvor jeg har nydt morgenmaden på den måde. Men det kan selvfølgelig også have noget at gøre med det selskab jeg omgiver mig med …

© Fmlaursen.dk

Strandtur

Jeg vælger at tage maske og snorkel med til stranden i dag. Jeg vil se om der er noget liv ved de sten der tydeligvis findes langs kysten. Det tager lidt tid at finde den sten jeg vil beundre. Stenen er begroet med noget grønt tanglignende. Der er ikke mange fisk, men nogle enkelte er der da. Jeg tæller 5 forskellige fiskearter som alle dog er meget sky, og som bestemt ikke synes om min tilstedeværelse. Konen låner maske og snorkel og påstår hårdnakket at hun ikke kan se nogen. Ja ja – hun har da en undskyldning, da hun ikke bruger briller, og masken er udstyret med -1½ glas. Jeg får derfor mit udstyr tilbage, og jeg nyder en 10 minutter mere med fiskene. Grundet bølgegangen bliver man skubbet ca. 2 meter frem og tilbage hele tiden. Tangen flytter sig efter samme frekvens, og for dem der ikke har en stærk mave, vil jeg tro, at dette godt kan give anledning til en del fiskefodring. Jeg kikker op, og konen er væk. Da hun eller er kendt som en vandhund undrer det mig en del. Jeg svømmer lidt rundt, og bliver til sidst enig med mig selv om, at hun nok har valgt at gå på land igen. Ganske rigtigt – der står hun – og får sig en skylle under bruseren. Jeg beslutter at stoppe her – jeg mener, så meget liv er der heller ikke her, og sigten er også begrænset. Idet jeg vender om bliver jeg brændt af et eller andet dyr, og lad det være sagt med det samme – det gør ret ondt. Jeg skyller mig af, og må herefter høre på konens evindelige bemærkninger om, hvor ondt det gør. Som om jeg ikke selv ved det.

Vi ligger i solen og jeg nyder at læse min bog skrevet af Clive Cussler. Night Probe. En af hans tidligere bøger som, så vidt jeg lige kan se må være skrevet umiddelbart efter hans succesroman: Hæv Titanic. Konen er gået i gang med bogen som jeg læste på vores Egyptenstur, men det er vist ikke lige hendes smag for det går ret langsomt fremad. Jeg når at overhale hende på antallet af sider…

Gårtur

Vi vælger at gå samme tur som i går. Det var som om vi ikke var helt færdige med den tur. Vi begiver os langs stranden mod uudforskede mål. Der var jo en stenformation vi ligesom ikke kunne komme forbi, og den forhindring skal nu overvindes. For at komme videre er vi nødsaget til at entrere en af de mere originale beboelser i området. Det ser ret privat ud, men samtidig ser det ud som om der bor turister. Området var jo i tidernes morgen kendt for sin Øko-turisme, og det er min mistanke, at vi her har fået os forvildet ind på dette område. Der er ikke et øje nogen steder. Det eneste tegn på liv er, at der rundt omkring hænger håndklæder til tørre. Ved at gå igennem området finder vi på mærkværdigvis tilbage til vandet. Hvad vi troede var en ø viser sig at være en halvø. Men for at komme over på denne halvø er der 2 muligheder. Enten en lang gåtur igennem myggeplaget skov til en bro, hvor vi så kan komme over, alternativet er at vi går over den indsnævring der gør det til en halvø. Mange beskriver dette som en flod, men så vidt jeg kan se er der kun tale om en indsnævring. Problemet er bare, at grundet tidevandet, skal der en del vand forbi her, så bare det at foreslå at svømme over lige her er dødsdømt længe før ideen er født. Efter at have taget lidt billeder går turen derfor tilbage til udgangspunktet. Vi nyder at have fået lidt farve, men så er det vist desværre også det meste vi har fået ud af turen.

© Fmlaursen.dk

Svømmetur

At ligge og slikke sol på den måde er nu engang ikke os, så vi må i vandet igen. Der er nu flere i vandet, så det må jo være et godt tegn. Vi går også ud, og efter ca. 2 minutter bliver vi igen overfaldet af disse brændende uhyrer der brillerer ved, at de ikke er til at få øje på. Det kan godt være, at konen nu er sur. Det bliver derfor til en lang dag på stranden. Som sideeffekt kommer vi til at tale med nogle østtyskere, der også har haft et mindre behageligt møde med disse brændende monstre. De fortælleros dog, at de også dykker, og at de har været en tur til Similan øerne, og efter deres uforbeholdne mening er det ikke særligt godt. Så hellere Egypten siger de. Hmmm. Med mine erfaringer med Egypten må det betyde at det er endog rigtig dårligt. Det harmonerer ikke særligt godt med, at Similan øerne angiveligt skulle være et af de 10 bedste steder i verden at dykke. Det skal vist udforskes lidt nærmere inden vi putter en dagsløn i det projekt.

Det er dog ganske hyggeligt at finde nogen at tale med, og snakken går om dette og hint, og jeg kan endnu engang drille tyskere med mit tyske. He he. Hvor man da kan nyde, at drille folk med, hvor man kommer fra.

Aftensmaden

Vi bliver jo nok igen nødsaget til at spise. Igen er det A la Carde, og igen er det forrygende godt. Jeg vælger i dagens anledning kun at indtage 2 menuer i stedet for 3. Forretten er nogle forårsruller med fisk. Disse dyppes i en tyktflydende væske der smager af citron. Det er bare SÅ lækkert. Hoveretten er fisk. Jeg aner ikke, hvad det er for en fisk, men det overrasker mig lidt, at den er stegt med hoved og hale. Det er lidt en udfordring at få den flyttet fra anretter tallerkenen til min tallerken, men det lykkes. Sovsen er en chili baseret sur sød sovs. Dertil serveres lidt ris. Jamen dette er det rene gudespise. Igen er jeg så mæt, at jeg ikke kan vrikke med ørene. Vi må derfor støtte hinanden på vej til lejligheden, hvor vi straks går i seng efter at have rettet vores myggenet til. Endnu en god dag er overstået.