Los Gigantes

Hører du til dem, der ikke kan tage på ferie uden at skulle frekventere en engelsk pub, da er Los Gigantes stedet at tage hen. Udenfor England har jeg ganske simpelt aldrig set så mange pubber, som her. Det siger så også lidt om, hvad det er for typer turister man finder her. Hovedparten af dem vi mødte var meget Engelske, og det stedlige dykkercenter var da også et BSAC center og ikke som så mange andre enten PADI eller CMAS. Med andre ord - har du gået på aftenskole for at lære lidt engelsk, kan denne by være stedet at tage hen for at få det brugt.

Byen er vel mest kendt for de omkringliggende dramatiske klipper der strækker sig op imod 500 meter op i luften i stort set lodret linie. Ufremkommelig for de fleste, men et fantastisk skue. Byen selv ligger da også på en temmelig stejl skråning, og det er ingen skade til, at være godt gående, hvis man vil besøge stedet her. Specielt imponerende er det at kikke mod nord, hvilket desværre fra hotellerne synes at være grænsende til umuligt da alle lejligheder er placeret vinkelret på kysten, således at udsynet til havet har største prioritet.

Byen er tæt besat med hoteller. Hoteller af typen betonklodser der ikke er specielt inspirerende at kikke på. Vi gik forbi nogle få ejendomsmæglere, og prisniveauet minder i nogen grad om en mellemstor dansk privinsby. Til gengæld synes jeg ikke at husene så særligt indbydende ud. Så set i det lys er det nok skræmmende dyrt at bo der. Vi prøvede et af hotellerne af ved at gå en tur i receptionen og spørge efter informationer, og jeg må sige, at vi fik en fantastisk god modtageles og blev overdynget med brochurer og prislister. Vi fik adgang til hotellets faciliteter så vi kunne se, hvorledes det var at bo her. Og det kunne man vist ikke klage ret meget over. Der var da heller ingen tvivl om, at stedet havde flere stjerner end vores hotel oppe mod nord.

Når man nu er i Los Gigantes kan man tage med et af de stedlige skibe ud og besigtige delfiner. Nu har jeg selv svømmet med delfiner, så set i det lys var det jo lidt af en tam oplevelse, men at dømme efter de andre der var med på turen, var det en kæmpe oplevelse at se en delfin bryde havoverfladen. Turen gik dog videre til det nederste punkt af det der er kendt som Masca slugten. Her kan man foretage en længere vandretur ned igennem slugten og ende nede ved vandet, hvor man for et beskedent beløb kan blive sejlet tilbage til Los Gigantes. En fin service. Det var meningen at vi ville have taget denne tur, men det satte en betændt Achillesene en stopper for.

En bustur jeg aldrig vil glemme

Efter at have gået byen tynd i en 5 timers tid, var der ligesom ikke rigtig mere der var værd at se på. Vi gik derfor op til den ene af byens 2 busstoppestæder for at vente på bussen tilbage til Puerto de la Cruz. Der var tilsyneladende mange der skulle med bussen, og da vi var i god tid valgte vi at sætte os ind til en Engelsk sportsklub, og overvære dette århundredes vel nok mest kedelige tenniskamp. Tiden gik og busser kom og gik. Menneskemængden synes dog at forblive nogenlunde konstant. Men da der var nogle få minutter til bussen kom gik vi til stoppestedet og fandt os et sted at sidde alt imens vi ventede.

Da bussen kom opstod den slags tumultagtige scener der altid opstår når folk har en mistanke om, at der er flere der vil med bussen end der er sæder tilgængelige. Vi kom dog relativt snildt ind og fik en god plads på 4 række med et godt udsyn. Da alle havde sat sig rejste buschaufføren sig op og bad alle om at checke lommer og tasker for at sikre at vi alle havde de værdisager vi nu mente, at vi skulle have. Og ganske rigtig kunne en person fra en af de bagerste rækker konstatere, at der da vist manglede 70 Euro, et kørekort samt diverse papirer. Nærmest opgivende gav chaufføren nu et stort show i, hvordan man skal holde en taske, og i hvilke lommer man bestemt ikke må opbevare værdigenstande. Se dét synes jeg altså var en vældig fin service - men for den enkelte uheldige måske lige et øjeblik for sent. Men jeg skal da hilse og sige, at det fik sat gang i samtalerne i bussen. Dette stoppested skulle angiveligt være et af de værste steder m.h.t. lommetyve - så nu er du advaret!

Afsted det gik til byens andet stoppested, hvor yderligere 3 personer valgte at stige på. Chaufføren rejste sig igen og beklagede meget at vejene på Tenerife ikke var de bedste, og han ville blot gøre os opmærksom på, at dersom vi følte en tendens til køresyge, da skulle vi bare sige til, så ville han øjeblikkelig finde et sted at holde, så vi kunne få lidt frisk luft. Set dét er jo også en fin service. Hvad der undrede mig var dog, at jeg på turen til Los Gigantes ikke havde intrykket af, at vejene var så dårlige endda - og en alarmklokke burde måske også have lydt, da en af de medrejsende med skræk i stemme meddelte, at den chauffør kendte hun godt...

Chaufføren - en ung mand som jeg ikke tror var 30 somre gammel - satte sig bag rettet og gav så gas. Og her mener jeg så fuld gas. Der var ganske simpelt kun 2 indstillinger på både gaspedal og bremsepedal. Og det var top eller bund. Alt derimellem var spild af energi fra ingeniørens side, der havde udviklet disse dele til bussen. Denne kørestil var i starten ganske morsom, og så længe folk havde noget at snakke om - lommetyvens gevinst - gik det somend også godt nok. Jeg sad ved vinduet, og måtte have et godt tag i min bedre halvdel, for at hun ikke skulle trille ud på gangen når vi med hylende dæk strøg rundt i de skarpe men nødvendige serpentinersving. Jeg havde godt luret, at der langs vejen stod 40 km, men nogen må have begået den fejl at sætte skiltet op på begge sider af vejen, for det var da den eneste måde man kunne retfærdiggøre, at vi trillede ud af landevejen med diskrete 90 km/t. Trods bjergvejens til tider uoverskuelighed overhalede vi den ene lastbil efter den anden. Personbiler der kørte foran os begyndte at slingre ved synet af den buldrene bus der hastigt nærmede sig i bakspejlet. Enhver lejlighed i form af en sidevej blev udnyttet til at kaste personbilerne ind til siden og lade dette fartmonster komme forbi. Det her var ganske simpelt som en tur i den mest vilde rutchebane jeg nogensinde har været med til. Vi sad og morede os hjerteligt - det samme gjorde et ungt par nogle sæder bag os - mens resten i bussen blev mere og mere stille. Faktisk død stille. Der gik da heller ikke mere end en 20 minutters tid, da ville den første person gerne ud og tage lidt frisk luft. Og chaufføren stoppede i det første og bedste sving han kunne finde.

Den arme dame! Det er første gang jeg nogensinde har set en person der er grøn i hovedet - og det var hun vitterligt. Ret beset så hun ikke ud som om hun havde det ret godt. Chaufføren stod dog ved sin kørestil, og stillede sig ud ved siden af hende og trøstede hende det bedste han havde lært. Efter et par minutter slog hun dog korsets tegn for sig et par gange og begav sig så op i bussen. Nu var vi dog kommet lidt bagefter køreplanen, og det skulle jo hentes ind. Med hvinende dæk gik det videre og var der før blevet bremset hårdt før svingene, da var vi ved at nærme os kanten af, hvad denne bus kunne klare. Det var ganske simpelt skide skægt! Uanset hvad andre måtte mene om denne mands kørestil - så vidste han hvad han gjorde. Der var intet uoverlagt i hans kørestil, og der var aldrig på noget tidspunkt risiko forbundet med stilen. Men den var voldsom - det skal jeg gerne tilstå. Der gik da heller ikke mere end et par minutter, da det fra bagerste række lød et højt med indtrængende: "STOOOOOP". Bremsen blev hamret i, og dørene fløj op. Ud sprang en ældre man i det mest elegante vandrekostume man kan forestille sig, og inden han nåede et passende buskads aflevede han indholdet af sine maveregion til naturen. Damen der før havde været ude og trække vejret gik også ud og lagde stille og roligt en plasticpose i vejkanten, for så at gå ind i en butik og få sig en ny pose. Med endnu et par korsets tegn for sig gik hun dog stille - uden at sige noget til nogen - tilbage til sin plads.

Da alle havde indfundet sig på sin plads rejste chaufføren sig op og så kan det da godt være, at vi alle fik en skideballe. Altså hvis vi skulle ofre os, så skulle vi altså sige til bare sådan lidt i god tid så han da i det mindste kunne nå at åbne dørene. Nå - men vi var nu kommet yderligere 5 minutter efter tidsplanen, og det skulle indhentes. Og det blev det.

Ved ankomsten til Puerto de la Cruz steg alle så ud af bussen. De fleste var i stand til at gå selv, men enkelte måtte dog have noget at støtte sig til, da knæene var sådan lidt gummiagtige. Manden der havde været nødsaget til at ofre sin frokost stod og skamroste chaufføren og anbefalede at han meldte sig til Formel 1. Dertil mente han, at chaufføren havde den helt rigtige teknik. Specielt imponeret var han over bremseteknikken. De fleste kunne dog - nu - more sig over turen. Jeg er sikker på, at man havde noget at fortælle familien når man kom hjem. Chaufføren fik fat i den arme mand der var blevet lettet for 70 Euro og gav ham detaljerede instrukser i, hvorledes han fandt den nærmeste politistation. Se det var service!

Uanset hvad andre måtte sige - jeg var villig til at tage en tur mere til Los Gigantes for at få nok en tur med denne chauffør. Det er simpelthen den vildeste og sjoveste bustur jeg nogensinde har haft - den varede næsten 2 timer, og så kostede den kun 38 kroner. Prøv det!