Dykker Center

Under vores ophold i Puerto de la Cruz benyttede vi os af dykkercentret Atlantic Tauchen. Centret er placeret i forbindelse med Hotel Maritim som ligge i den vestlige ende af byen. Centret er Tysk ledet, men der tales også Engelsk og Spansk, så man behøver ikke frygte at man ikke kan kommunikere med dem. Placeringen på hotellet gør det måske en anelse svært at finde, da det ligger under hotellet, og for at det ikke skal være løgn også på bagsiden af hotellet. Det kan måske være fordelagtigt at spørge i hotellets reception, hvordan man finder det. Jeg var så heldig at min bedre halvdel havde været der før, så jeg skulle jo bare følge trop.

© Fmlaursen.dk Centret har en del år på bagen og samtidig med det var det mit indtryk, at de ansatte havde været der stort set i alle de år det har eksisteret. Der er ingen tvivl om, at man her har et glimrende lokalkendskab og ligeledes har den fornødne respekt for det farvand man nu dykker i. Vi oplevede f.eks. at der i 3 dage blev nægtet dykning fra båd som følge af strømforhold og de såkaldte Bund-Bølger. Forhold som jeg bestemt ikke mente at kunne se fra land. Stor respekt for dette.

Man bør være opmærksom på, at man lukker forholdsvis tidligt om lørdagen og at der er lukket om søndagen. Vi ankom til byen ca. samtidig med at de lukkede om lørdagen, så det lykkedes os ikke at melde os til før mandag formiddag. Det kostede os - set fra et dyknings synspunkt 2 dages dykning da vi så først kunne komme i bølgen blå om tirsdagen. Set fra en kundes synspunkt synes jeg det er relativ dårlig service, men set fra medarbejdernes synspunkt kan jeg godt se, at det er nødvendigt med en hviledag mindst en dag om ugen. Der skal jo dog trods alt gasses af i ny og næ.

Som alle andre steder i verden er der en mængde papir der skal udfyldes når man melder sig til. Man afleverer sit certifikat og får det først tilbage efter sidste dyk. Den procedure har jeg alligevel aldrig set før, men begrundelsen var, at i tilfælde af ulykker, da havde man de nødvendige informationer om kunden. Måske fair nok. Lægeerklæring er her et krav, og er du over 40 skal du huske at den ikke må være over 1 år gammel. Er du under 40 er du heldig og kan komme anstigende med en der er 2 år gammel. Det er mit indtryk, at Tyskere er meget fokuseret på disse lægeerklæringer, hvilket også bemærkes, hvis man dykker i Tyske søer.

© Fmlaursen.dk At det koster kassen at tage ud og dykke med et dykkercenter er vel de fleste bekendt, og stedet her er da bestemt heller ikke nogen undtagelse i den retning. Prispolitiken er dog alligevel lidt anderledes i forhold til, hvad jeg har set andre steder. Man skal nemlig på forhånd vurdere, hvor mange dyk man vil have, og jo flere dyk man vil have, jo billigere. Viser det sig at være så godt, at man vil have flere dyk en dét forudbestilte, da er prisen fastsat efter din initiale bestilling, og ikke efter, hvor mange dyk du vil få totalt. Til gengæld er der et hav af pakkeløsninger, og man bliver da helt rundtosset når man står ved skranken og skal vælge den pakke man mener er den rigtige. Jeg vil derfor på det varmeste anbefale at man studerer deres hjemeside før man tager af sted, så man ved hvad man beslutter sig for. Der er dog én service man tilbyder som jeg synes var ganske OK. For et éngangsbeløb på 15 Euro (2011 pris) blev man hentet og bragt til hotellet hvor man bor - og det uanset, hvor mange gange man vil ud og dykke. Det var en ganske fin service og den fungerede upåklageligt.

Der var et par ting der generede mig en kende i forbindelse med dette dykkercenter. For det første er der tilsyneladende en pris på selv den mindste lille detalje. Ting som jeg ville forvente var service havde en pris. Ikke at det blev til store summer, men der var tider, hvor jeg havde en fornemmelse af at man gik i endog meget små sko. For det andet var der mens vi var der en meget dårlig stemning blandt personalet. Man råbte en del efter hinanden, og der syntes at være en permanent kamp mellem folk der skulle vise, hvem der havde noget at skulle have sagt. Der var ganske simpelt nogle territorier som ikke var markeret.

Dykker du med INT kobling, skal du huske selv at have en indsats med til ventilen. Flaskerne har enkeltventil og ikke dobbeltventil. Der var ingen der på noget tidspunkt spurgte til, hvilken type man brugte, så du ville kunne ende op på en lokation uden mulighed for at komme i vandet, hvis du ikke selv sørger for værktøj og indsats.

Der er selvfølgelig andre centre på øen. Hver en by med bare lidt turisme synes at have et dykkercenter. Det var mit indtryk, at de enkelte byer havde specialiseret sig i bestemte nationaliteter. Således f.eks. Los Gigantes - her var det mit indtryk, at man havde specialiseret sig i Englændere. Her var det lokale dykkercenter naturligvis et BSAC Center.

Hvordan de forskellige centre er rundt på øen skal jeg derfor lade være usagt. Ligeledes ved jeg ikke, hvor mange der er - men vi mødte ganske mange forskellige på de i øvrigt ganske få dyk vi havde på øen.