Bylivet
Puerto de la Cruz er en by, hvor der sker noget. Det kan ganske simpelt ikke benægtes. Fra tidlig morgen til sen aften
er der gang i den. Overalt myldrer det med folk, og til tider skal man have et endog ganske kraftigt socialt gen, for
at synes, at det er hyggeligt at færdes i og omkring byen.
Byen er beboet af 2 nationaliteter. Der er de spansktalende, og så er der de tysktalende. Der er endog rigtig mange
tyskere der har valgt at tilbringe deres otium her i denne by. Dette sætter da også sit præg på mange ting. Vi fandt
flere beværtninger, der tydeligvis var dedikerede til det tysktalende publikun, og som ret beset rent visuelt ikke
passede ind i bybilledet. Centrum af byen er som man kan forvente af et turiststed som dette stort set ikke andet end
små listige restauranter og større spisesteder. Mange steder er der om aftenen levende musik. Noget er bedre end andet,
og det meste er ret beset ikke særlig godt. Meget har jo selvfølgelig noget med musiksmag at gøre, men jeg må i så fald
have min helt egen.
Gadebilledet præges også af en del gøgl og handel. Der kan købes blomster ved flere boder rundt om på de små gader, og
nogle personer tjener til føden ved at agere skulpturer af forskellig art. Det skal siges, at der var enkelte der gjorde
et endog ganske godt arbejde i den retning, men jeg vil nu til stadighed mene, at det er en lidt ynkelig måde at tjene
til dagen og vejen på.
Når man læser en rejsefører står der som regel, at det er billigt at handle på øen. Specielt foto synes ifølge beskrivelserne
at være nærmest uhyggeligt billigt. Lad det være sagt med det samme - der er mange forretninger i Puerto de la Cruz. Rigtig mange.
De fleste er dog små og nærmest ufremkommelige, og fælles for langt de fleste er, at der ikke er ret mange kunder i dem.
Det lykkedes mig ganske simpelt ikke at gennemskue, hvad det egentlig er man lever af. Sælgerne stod som regel i døren og
nærmest spærrede for indgangen, og her stirrede de ud på de mange mennesker der valsede forbi deres udbud af varer uden
egentlig at notere sig, hvad der blev handlet med. Nogle var lidt aggresive i deres metoder og havde ansat sælgere der løb
turisterne i hælene som så kæmpede for at lokke en ind i forretningen, men det eneste man opnåede ved dette var at jeg i det
mindste blev godt knotten og derfor også gik videre. Hvad foto angår, fandt vi intet der var så billigt, at jeg ville tage
hertil for at købe det. Det der umiddelbart så billigt ud, var udgåede modeller som man her til lands end ikke kan opdrive.
Gadehandlende var der også en del af. De fleste var tydeligvis fra Afrika og var vel mest af alt på tålt ophold. Nogle rendte
rundt og solgte kopi-ure, mens andre solgte solbriller af tvivlsom karakter. Kopier af tasker blev solgt overalt af disse
folk, og engang imellem blev det for meget for de lokale politifolk, og så var der ellers underholdning til turisterne, når
nu en af disse personer skulle anholdes. Og mens vi taler om politi. Jeg har aldrig før været et sted med så meget politi som
på Tenerife. De er overalt, men sjældent der hvor der er brug for dem. Se mere herom andetsteds.
Om aftenen er der rigtig gang i den. Vi fik ret hurtig en vane med at gå en tur langs vandet rundt om centrum, og så ellers
midt igennem byen tilbage til hotellet. Overalt var der mennesker, højt humør og store smil. Sikkert godt hjulpet på vej af
lidt alkohol, men vi oplevede faktisk aldrig nogen der var direkte ubehageligt fulde. Kan man lide denne sydlandske væremåde,
kan Puerto de la Cruz være det helt rigtige sted at komme, men er man mere til det intime, da bør man nok seriøst overveje
at finde et andet sted at tilbringe sin ferie.