Stranden

Når man læser rejsebrochurer til den ganske verden synes et af de vigtigste kriterier at være, om sandstranden har "kridhvidt sand". Hvis man tager til Puerto de la Cruz med forventning om kridhvidt sand, da bliver man med statsgaranti skuffet. Byen har flere strande, og standen nedenfor Bahia Playa synes dog at være en af de bedste i byen, men noget meget fint - men altså sort - sand.

Tanken om sort sand skulle jeg personligt lige lære at leve med, men det tog nu kun ganske få minutter. På dage, hvor det er overskyet, er det ganske behageligt at gå i det mørke sand, men på de dage, hvor solen skinner, bliver dette sand umanerligt varmt. At gå i dette sand uden sandaler var den sikre måde at få brandvabler under fødderne. Agter man under sit besøg på stranden også at tage en tur eller to i vandet, da vil jeg anbefale at man vælger at placere sig relativt tæt på vandet - ellers er det ganske simpelt for varmt at gå der. Vælger man at gå i vandet vil man når man kommer tilbage være smurt ind i det sorte sand, og til alt held er der på stranden placeret en bruser, hvor man lige kan skylle sig. Denne er dog placeret i det fjernest tænkelige hjørne, så man vil under alle omstændigheder skulle gå/løbe/spurte rundt. Sikkert ganske underholdende for de lokale, men ikke specielt gennemtænkt, hvis man spørger mig...

At bade her er ikke noget for folk, der er bange for vand, eller som ikke kan svømme. Bølgerne er kraftige efter at have bygget sig op på turen over Atlanten. Er man uheldig at blive fanget der hvor bølgerne knækker, da vil man uværgerligt blive smidt rundt som en ballon i en hvirvelvind. Dette kan være en ganske rystende oplevelse. Kommer man ud på den anden side, er det noget mere roligt, men guderne skal vide, at det ikke er muligt at bunde. Hvad værre er - det er som om der er en udadgående strøm, som man faktisk skal svømme ganske godt imod for at komme tilbage til stranden. Der skal herfra derfor lyde et velment: "Pas på!".

Der er 3 ting man bør huske når man tager til stranden. For det første et par gode solbriller. Godt nok er sandet sort, og derfor reflekterer det ikke så meget lys - og tak for det! - men der er på Tenerife et UV indeks på 8.5, hvilket godt kan være lidt hårdt for øjnene. Har man glemt solbrillerne, løber der en del "sælgere" rundt og sælger solbriller af tvivlsom kvalitet til en diskret overpris - jeg ville dog holde fingrene fra dem. Derudover bør man huske noget solbeskyttende som minimum faktor 25. Med ovennævnte UV indeks kan man altså godt på relativt kort tid få en ganske pikant farve, og komme til at ligne en Englænder på sin første feriedag (taler lidt af erfaring). Det sidste man så afgjort bør have med er en flaske vand. Brisen gør, at man ikke rigtig mærker, hvor meget man sveder. Men der svedes meget her. Tag roligt en liter med pr. person.

En dag ved stranden bør være en naturlig del af enhver ferie. Stranden her er ganske glimrende og der er god plads. Man bør derfor ikke holde sig tilbage for at tage dertil.