La Caldera
"At rejse er at leve" - skrev H.C. Andersen. Her vil jeg så gerne tilføje: "Når man rejser til Tenerife bør man vandre, for så mærker man, at man lever".
Et og andet siger mig, at han ikke var her på denne ø under hans mange lange rejser. Nå - spøg til side. Efter at have set
Pico de Teide, var det jo også nødvendigt at se lidt til den udvendige side af krateret. Det sværeste var næsten at beslutte
sig for, hvad vi gerne ville se - der er ganske simpelt uanede muligheder. Valget faldt på La Caldera da det er en af de
længere og mere udfordrende vandreture med en højdeforskel på omkring 900 meter på de små 14 Km man bevæger sig rundt i
landskabet. Bussen går direkte fra Puerto de la Cruz til La Caldera, og det var faktisk bemærkelsesværdigt, hvor få der
benyttede sig af denne i øvrigt glimrende service. Endnu mere bemærkelsesværdigt var, hvor få danskere vi mødte undervejs.
Jeg følte mig i hvert tilfælde ret alene.
Lad det være sagt med det samme: Det er en ganske alvorlig spadsertur man her har udset sig. Man har fra øens side valgt at
bruge en del tid og energi på at hjælpe turisterne til en fantastisk tur. For det første er turen eminent godt skiltet. Der er
skilte med retningsangivelse, og der er bemalede sten, der jævnligt giver én et hint om, at man er på rette vej. For det andet har
man for at lette navigationen valgt at placere 2 rækker sten langs ruten, som angiver stien. I hvert tilfælde de steder, hvor det var
muligt, hvilket vil sige på hovedparten af ruten. For det tredie har man valgt på steder, hvor stien er smal og hvor det kan få
fatale konsekvenser hvis man falder, at montere nogle ret gedigne gelændere i klippevæggen som man kan holde ved. For det fjerde har man
også et enkelt sted lavet en gedigen træbro på ydersiden af klipperne man kan gå på for at komme videre til den næste del af stien.
Alt sammen er virkelig flot lavet. Det må have taget en del personer meget lang tid at lave dette. Det er selvfølgelig muligt at de
lokale er i en lidt bedre form end vi var. Men en eminent service - det var det helt bestemt.
Langs ruten kommer man forbi mange virkelig flotte og enestående natur scener. Ofte kommer man forbi de samme, bare i forskellige højder. Hver gang
bliver man bare mere imponeret, og kameraet får igen lov til lige at forevige dette enestående øjeblik. Uha, hvor skal der bare sorteres
mange billeder når man kommer hjem efter en sådan fantastisk vandretur. Udsigtspunkterne kan både være
udsigten mod havet, men også - hvilket jeg personligt ofte fandt om muligt endnu mere fascinerende - udsigten op lags kratervæggen. Her
kunne man rigtigt se, hvilke kræfter der i tidernes morgen har været i gang her på øen, men også samtidig se, hvilke kræfter naturen bruger
for i det daglige igennem nedbør og vind (og hvad naturen ellers kan byde på af udfordringer) at slide det hele ned igen. Alt sammen en
proces der tager i tusinder af år. Enkelte steder kan man også se, hvordan mennesket har forsøgt at hjælpe naturen lidt med at komme af med
vandmasserne. Der er enkelte steder udlagt lidt rørsystemer, men man skal kikke efter for at få øje på det. Noget af det jeg virkelig
lagde mærke til var den rene luft. Væk var alle de dufte der indikerer menneskets tilstedeværelse i form af benzin og diesel os. Dette var
virkelig den rene og uspolerede natur som man i det daglige kun drømmer om.
14 Km i den vilde natur - OK, så er den heller ikke mere vild - kunne man godt forestille sig kræver den helt store navigatøreksamen. Det gør det så ikke her. Med meget
jævne mellemrum får man et hint om, at man er på rette vej, hvilket selvfølgelig er meget rart. Ikke at der er så mange muligheder for at gå
forkert, men det er jo dog rart at blive bekræftet om at man har næsen den rigtige vej. Undervejs spekulerede jeg en del på, hvor langt man mon
skulle gå ved siden af ruten for at få en advarsel om at man var på afveje, men lige så grim tanken er, lige så umulig mener jeg nu også den er.
Skiltningen er ikke helt konsekvent, men absolut brugbar. Det bedste er dog stenene der er malet med fine farver og tegn som gør det let at spotte
om man er på rette vej. Der skal herfra lyde et stort tak til den organisation der har stået for at få dette lavet.
14 km lyder måske ikke af ret meget. I normalt tempo her i det høje nord, vil det jo nok tage en 3 timer. Det skal man så ikke lade sig nare af.
Tempoet man i bedste fald kan bevæge sig med er omkring 2,5 km/t. Når det så er sagt, mødte vi nogle unge franske kvinder der med stave stormede
frem som om de var for sent på den. Jeg er sikker på, at de nok skulle komme op på omkring 3 km/t. Til gengæld tvivler jeg på, at de tog den
tid det tager at nyde turen også. Af og til bør man ganske simpelt stoppe og suge omgivelserne til sig.
900 højdemeter er en del. Når man tænker på at lille Danmark har en højdeforskel på omkring 200 meter, så er dette jo ganske imponerende. Jeg vil
derfor her sige, at inden du kaster dig ud i en vandretur som denne, da bør du have trænet godt og grundigt. Jeg troede jeg var i fin form - hvilket
jeg ret beset også var - men ikke desto mindre fik jeg efterfølgende en del problemer med min Achillessene som det tog et par måneder at få
under kontrol. Du er hermed advaret - men det var dét værd...