Dette skal prøves

Her er en oversigt over ting man bare må og skal prøve, hvis man har booket sig en ferie på La Palma.

Ud og se stjerner

La Palma er en af de absolut bedste steder i verden at kikke stjerner. Vi fandt en hjemmeside, hvor en ansat fra et af observatorierne giver en næsten 4 timers introduktion til stjernehimlen. Alt blev fortalt på et niveau, hvor alle kunne være med. Der blev kikket såvel planeter som stjerner. Der blev forklaret, hvad man kikker efter i observatorierne. Der blev forklaret hvad en stjernes farve indikerer og meget meget mere. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at denne aften blev turens "højdepunkt". Jeg kan kun anbefale andre at gøre det samme. Der er også eftermiddagsture til observatorierne, og man kan også få lov til at overnatte i bjergene. Dette er sikkert også en enestående oplevelse, men sikkert også rimelig kold...

Dykning

Har du aldrig dykket før kan du få et prøvedyk i svømmeområdet ved Los Cancajos. Har du allerede taget et certifikat og har du en gyldig lægeerklæring samt en gyldig forsikring, da kan du også komme ud og se noget af det klareste vand verden kan tilbyde. Desværre er dyre og plantelivet begrænset, men er man heldig kan man få lov til at se en Manta svæve henover hovedet. De gratiøse bevægelser er ganske simpelt noget for sig selv og efterlader en helt målløs. Altså - har du mulighed for det, så tag med ud og dyk'. Skal det være rigtig godt og er vejret til det, da tag på tur til den sydlige del af øen. Sørg for at der dykkes om formiddagen. Her er lyset bedst.

Vandreture

Man kan ikke sige La Palma uden også at sige vandreture. Tag vandrestøvler med og kom så op i vulkanerne og gå. Det er enestående flot. Vandreturene her giver turene på Tenerife kamp til stregen. La Palma er væsentlig mere grøn end Tenerife, men til gengæld er Teide på Tenerife den største. La Palma har 1000 km vandrestier at tilbyde. Det er altså bare med at komme i gang. Sørg dog for at have en god grundform før du flyver hertil. En tur til Himmelbjerget er ikke nok som forberedelse!

Øen har massevis af vandreture at tilbyde, og det vil tage for meget plads her at fremhæve de forskellige. Der findes glimrende rejsefører i enhver boghandel, der vil kunne berette meget bedre om dette end jeg kan her. Vi fandt dog at en rejsefører købt i Aldi faktisk var den bedste. Om denne er udgivet i DK ved jeg dog ikke. Men man kan jo spørge.

Bustur

Er vejret en dag ikke helt optimalt, tag da på en bustur nord om øen. Turen er omkring et par hundrede km lang og tager 4-5 timer. Du vil her se landskaber som du ikke troede eksisterede. Dette er en rå og hård natur, og man undrer sig over, at mennesker bor her. Du kommer igennem små idylliske byer, hvor intet er placeret på et stykke horisontal jord. Her ude på landet gælder helt andre værdier end inde i byen. Her tager man bussen for at besøge naboen 500 meter henne af vejen. Det er for stejlt at gå...

Bananer

Har du et ønske om at se, hvor bananerne kommer fra, er der rig mulighed her på øen. Overalt er der banan plantager. Bananer så langt øjet rækker. Her kan du komme helt tæt på planten. Men pas på - du kan få for meget. Hold dig til maks et par dage med dét tema.

Udfordrende bil kørsel

Elsker du at køre bil. Elsker du en udfordrende vej. Glæder du dig over billig benzin. Jamen så er La Palma stedet. Serpentinersving følger serpentinersving. Der findes ikke nogen lige vej mellem 2 punkter. Benzinen koster intet sammenligned med fastlandet. Til gengæld bruger man lynende hurtigt 20 liter benzin på at køre ... ikke ret langt. Vær dog forberedt på, at de lokale ikke viser meget hensyn. De giver gas, og er man ikke lige klar til det der med de skarpe sving kan man hurtigt være den der er i vejen for de andre. Men man kan helt sikkert få det sjovt. Bemærk i øvrigt antallet af kors langs vejene. De står der ikke uden grund...