Los Cancajos

Byen Los Cancajos ligger ganske få km udenfor hovedstaden på La Palma - Santa Cruz. Der er som sådan ikke længere end at man kan gå. Ulempen er, at man til fods skal en tur igennem et industrikvarter der blandt meget andet også indeholder et ikke alt for inspirerende udseende rafinaderi, hvorfra der konstant stiger en kedelig blå røg. Det tager dog ikke ret lang tid at gå forbi dette, og hvis man gerne vil spare et par Euro, er det en ganske fin gåtur.

Los Cancajos er en udpræget turistby. Der er almindelig beboelse i byen, men hovedparten af byen er belagt med hoteller. Disse er ikke overdimensionerede "senge borge", men rimelige bygninger der ikke skræmmer nogen væk. Beliggenheden gør, at hovedstaden vel i nogen grad holdes fri for turister, hvilket jeg har en formodning om har været et mål fra starten.

Stranden

I byens nordlige ende ligger også byens eneste strand. Den er ikke voldsom stor og som det er normalt på disse vulkanøer er sandet her sort. Det sætter om eftermiddagen de bare tæer på prøve når man skal ned til vandet. Sandet kan blive uhyggeligt varmt. Stranden selv er ikke den bedste verden endnu har set, men den er på den anden side set langt bedre end mange andre. Som badestrand skal man vide, at den ved ebbe ikke ligefrem er børnevenlig. 3 skridt ud og så bliver det altså dybt. Pludseligt! For svømmere er det dog af fordel, da man så ikke behøver gå så langt inden man kan tage de første svømmetag.

AIDA kommer forbi engang om ugen, og en af de "aktiviteter" man tilbyder sine krydstogtsfarende er en dag på stranden. I skrivende stund er det om fredagen. Her er stranden pakket til, og man gør klogt i at finde noget andet at give sig til denne dag.

Spisesteder

Man kan ikke ligefrem sige, at det vrimler med restauranter, men der er nok. Kvaliteten er meget afvekslende. Vi havde lidt dårlige erfaringer med en Kineser, hvor man gjorde udpræget brug af citron for at skjule en dårlig smag af overgemt mad (vi fik dog ikke turistmave af den grund). Til gengæld fandt vi et sted, hvor man kunne få en forrygende Tun - og det til rimelige priser. Men der er nok at vælge imellem. Reel Gourmet skal man dog nok ikke forvente. Betjeningen er som sådan venlig, men smil er der ikke mange af, og kan du ikke Spansk, da har man en udfordring som kræver mange tegn og fakter. Vi forsøgte os med tysk og engelsk, men fandt ingen steder, hvor det var et gangbart alternativ.

Indkøbsmuligheder

Der skal købes en del vand. Vandet i hanerne er kun til at børste tænder i - ikke til at drikke. I byen er der 3 små såkaldte "supermarkeder". Jeg vil nok hellere kalde dem for kiosker. Der er dog det man skal bruge. Prisniveauet er i orden, men forvent heller ikke her, at man får et smil med på vejen. Har man lejet en bil kan man køre til Lidl i Santa Cruz. Her er udbudet af varer markant højere.