Bustur nord om øen

Vi er trætte! Selv en dovendag ovenpå den halsbrækkende vandretur har ikke givet os flere kræfter. Ydermere ser vejrudsigten skummel ud. Da vi står op er der dog blå himmel, og inden vi går til morgenmad pakker vi vores rygsække med en stille forventning om, at vi alligevel skal ud og gå på vulkaner. Jeg spørger om jeg skal pakke vores vejrbestemmende paraply med i tasken, men dette afvises hånligt af "Fruen". Se det skulle vise sig at være en fatal brøler. En sådan paraply har følelser, og når man taler hånligt til den, tja så er der en overordentlig stor risiko for, at det kan gå hen og blive rigtig fugtigt. Og det var lige netop hvad der skete.

Som sædvanligt når vi går til morgenmad har jeg glemt mit nutellaglas, og jeg sender derfor prompte hjem for at hente denne vitale del af vores morgenmad. På vejen tilbage til hotellet kontaterer jeg, at jeg regelmæssigt rammes af nogle ganske spinkle regndråber. Vi snakker her ikke spandevise af vand, men nok til at jeg konstaterer at luftfugtigheden er højere end normalt. Decideret våd bliver jeg dog ikke. Vi når da også lige netop at blive færdige med at spise, da sker det. Skyerne kommer bag fra - altså hen over bjergkammen, og de er mørke og fyldte med uanede mængder af vand. Og på et øjeblik ser man morgenmadsgæster der egentlig havde en drøm om at skulle spise ude på terrassen, komme fisende ind med tallerkener og bestik. Vi sidder i læ, men vi skal jo på en eller ande måde se om vi kan komme hjem uden at komme til at ligne druknede mus. Paraplyen ligger hjemme, så der er ikke andet at gøre, end bare at gå og så ellers se glad ud. Det er så lige nøjagtigt, hvad vi gør. Uden "Fruens" vidende pakker jeg diskret paraplyen i min taske, og vi tager regnjakker på og går ned til bussen. Vi beslutter at droppe den store vandring og i stedet tager vi den store bustur nord om øen. Det skulle passe nogenlunde med dét vi har tilbage på vores buskort.

Efter ankomsten til Santa Cruz løber vi over til bussen 100A. Denne går langs den østlige side af øen i retning mod nord med sidste stop i Balovento. Det meste af turen kender vi fra tidligere på turen, og det er sådan set godt nok, for vi kan stort set ikke se noget ud af vinduerne på de første 2/3 af turen. Herefter er det som om vores almægtige paraply begynder at give lidt efter, og giver os en anelse tørvejr. Vi snakker her ikke strålende solskin, men nok til at vi kan se, hvorledes naturen ændrer sig alt imens vi bevæger os mod nord. I starten er der stejle klipper langs vejen, men til sidst kilder det noget i maven når man kikker ud af vinduet. Det er ganske simpelt ikke muligt at se bunden af de slugter vi kører forbi. Chaufføren synes dog heldigvis ikke at lide af højdeskræk, og han trille støt og roligt videre trods det noget fugtige klima. Vegetationen aftager den sidste del af turen til noget der vel nærmest må betegnes som ikke eksisterende. Bevoksningen bliver lav og mere buskartig. Men det er en flot scene, og jeg vil til enhver tid kunne anbefale at tage denne tur med bussen.

Alting har en ende, kun en pølse har to. Sådan siger et tysk ordsprog. Det gælder også turen med bus nummer 100A. For at gøre det så enkelt som muligt for turisterne har man valgt at kalde den næste bus for 100B. Herligt. Hvad der chokerer os lidt er at bussen her ikke er en bus, men mere en forlænget varevogn med 3 sæder i bredden. Det er ikke fordi der ikke er kunder til bussen - bussen er ganske simplet fuld til bristepunktet. Så vi kan kun se en årsag. Vejnettet bliver ringere og svingene snævre. Og jo - vi fik ret. Dette er en ganske ekstrem tur. Specielt er der 2 mindre byer der skal besøges, og det betyder at der skal køres ned af nogle hysterisk stejle bakker og op af ditte. Op kan jeg måske forholde mig til, men jeg havde en fornemmelse af at bussen ville tippe forover, hvis chaufføren bare så meget som overvejede at bremse på vejen ned. Det sket heldigvis ikke, men det var noget af en oplevelse for nogle fladlændere som os.

Officielt skal bus nummer 100B køre os til Santo Domingo. Stille og roligt hopper de lokale af bussen og efterhånden er vi de eneste tilbage i bussen. Vi er jo overhovedet ikke kendte her oppe i det høje nord, og skiltningen er den ringeste jeg har set på hele turen - og det siger ikke så lidt. Da vi kommer til El Pamar stopper bussen og chaufføren sidder og gestikulerer vildt med hænderne mens han forsøger at forklare os at vi skal skifte bus allerede nu til 100C, omend vi slet ikke er fremme ved destinationen. Vi takker pænt for turen uden helt at forstå hvad der sker. 100C holder dog lige foran os, og det bør jo så være logisk, at vi nu skal bestille billeten til 100C's destination. Det er det så ikke. Chaufføren vil absolut se den hidtidige billet, men jeg forstår ikke Spansk, og han forstår hverken dansk, tysk eller engelsk. På et tidspunkt kalder han på Ave Maria og så indtaster han Los Llanos og kikker stift mod himlen. Vi betaler og forstår ikke problemet. Vi finder vores plads og så går det ellers derudaf. Bjergvejen er stadig en oplevelse. Det aftager dog lidt jo længere vi kommer mod syd. Vejen bliver mere og mere normal, men uanset, hvordan jeg ser på det, er der tale om en ualmindelig smuk tur. Her på den vestlige side af øen er det dog meget blæsende. Vi har egentlig hørt, at vestsiden er for badegæster, men når vi ser på, hvorledes bølgerne hamrer ind i kysten undrer det os noget. (Vi erfarer i flyet på vej hjem, at det den sidste uge har været meget blæsende på vestsiden, og at det i den uge har været umuligt at bade nogen steder - der har vi altså været heldige at vi har boet på østsiden, hvor det nærmest har været vindstille).

Tiden går og vi nærmer os Tazacorte. Vi forstår nu, hvorfor bølgebryderne er så store som de er her. Der er med garanti ikke nogen der har været ude at sejle med den båd vi var af sted med for en uge siden. Det er et flot skue at se naturen arbejde så hårdt og være så vild. Vi fryder os over at vi sidder inde i bussen mens de sidste serpentinersving forceres og turen igen går ind mod øens midte.

I Los Llanos har vi begge akut behov for at lade vandet. Vi har nu i 4-5 stive timer siddet i en bus og kikket ud i regnvejret. Den slags sætter gang i nyrerne. Der er dog ikke noget at gøre. Der er ganske simpelt ikke nogen pause. Den næste bus går om en time, og det gider vi ikke vente på. Vi må derfor prøve om vi i en times tid mere kan tænke på noget andet. Vores Buskort løber ud her, og vi må betale fuld pris for den ene af os. Turen ind over land kender vi, og da vi kommer til Los Cancajos, er det næsten tørt, og vi går det sidste stykke hjem.

Vi har sammenlagt kørt omkring 200 km i bus i dag. Vi har ikke rørt os ret meget, men vi har set en del. Jeg kan kun anbefale andre at gøre det samme. Hvis man er 2 af sted vil jeg dog anbefale, at man kører den anden vej rundt. Dette har noget at gøre med turen i nord, hvor man kører i den lille bus. Dobbeltsæderne er i venstre side, og hvis man gerne vil ikke lidt ud over klippekanten, da gør man det bedst ved at køre venstre om. Kan man nøjes med et sæde, da bør man køre højre om.

Vi er godt trætte oven på turen. Trods det at vi stort set kun har siddet på vores flade r-ø-v, er vi alligevel godt trætte. I morgen skal der pakkes, og mon ikke vi tager en tur til stranden og lader solen stege vores legeme lidt. Vi er egentlig begge ved at nå det tidspunkt, hvor vi gerne vil hjem igen.