Bananer

Jeg var kommet lidt bagefter med min dagbog i går, så derfor var jeg slet ikke med i planlægningen af dagens aktiviteter. Alt hvad jeg vidste her til morgen var, at vi skulle mod nord og at "Fruen" ville bade i et naturligt bassin. Hermed startede så nok turens indtil videre hårdeste dag. En dag jeg slet ikke havde set komme.

Efter indtagelse af dagens morgenmad, hvor jeg formåede at tømme mit Nutellaglas, gik turen til busholdepladsen, hvor vi tog den første og bedste 500 bus til Santa Cruz. Et lynende hurtigt skifte til bus 100A skulle så bringe os videre til Cuba la Galga, hvor vi angiveligt skulle starte dagens vandring. Én ting irriterer mig dog her på øen. Der er bare ingen skilte nogen steder, der viser hvor man er, og hvor langt der er til en given by. Vi var derfor nødsaget til at spørge chaufføren om han ville fortælle os når vi var nået frem. Dette afstedkom en længere ordstrøm på Spansk som vi ikke forstod en lyd af, men som vi formodede var en bekræftelse af, at han ville informere os når tiden var nær. Det eneste vi forstod var at der var noget med en tunnel. Men der er mange tunneler på ruten, så vi blev ikke voldsomt meget klogere af den grund.

© Fmlaursen.dk Vi havde regnet os frem til, at vi skulle køre i ca. 25 minutter efter ordinær køreplan, men da der blev gjort opmærksom på, at der flød væske ud af bussen - hvilket sikkert bare var airconditioningen der gav sit kondensvand fra sig - valgte buschaufføren dog at bruge tid på at undersøge dette før vi kunne køre videre. Det tog jo også lidt tid, så enden blev at vores tidsberegning ikke holdt en meter. På et tidspunkt spurgte vi igen om vi var på det ønskede sted, og fik igen en ordstrøm som vi ikke forstod en ski...disse af. Vi valgte at hoppe af, og kunne til vores store glæde konstatere, at vi var lige nøjagtigt der hvor vi ville være, men et stoppested før Cuba la Galga. Hvor heldig kan man være?

Herefter startede en nedstigning som siger spar 2 til alt, hvad jeg har oplevet her. Stien var stort set ikke benyttet - og det sikkert i adskillige år. Det var derfor stort set ikke muligt at, hvad det var man satte sine fødder på. Den første Km var derfor noget af en udfordring. Herefter kom der så et lille stykke med asfalt, og så troede vi - naive som vi var - at vi var ovre det værste. Men hurtigt skulle stien igen blive nærmest usynlig. Langs klippekant gik det langs banan-marker. I starten var dette ganske interessant at se på. Det er jo når det kommer til stykket en ganske interessant plante. Men i guder, hvor er der bare mange af dem. Uanset, hvor man kikker hen er der bananer. Til høje og til venstre. Så langt øjet rækker. Inden dagen var omme var vi derfor nået til det punkt, hvor vi bare ikke kunne se bananer mere.

© Fmlaursen.dk Turen gik nordpå, og i den forbindelse skal vi krydse 2 "Barranco's". Da vi jo ikke ligefrem kan kalde os lokalkendte, var vi af og til nødsaget til at kikke lidt i vores rejsefører. Vi undrede os lidt over et rødt mærke og måtte slå dette op. Til vores store skræk kunne vi læse, at dette betød, at vejen var farlig. Vi har jo før fulgt ruter der var angivet som begynderrute, hvilket efter vores skale var rimeligt udfordrende. Så hvad betød det egentlig når ruten nu pludselig er "farlig"?

Den første Baranco var sådan set ganske let. Der var nogle steder, hvor vejen/stien var fugtig, hvorfor der var lidt mos på vejen, og jo - det gjorde vejen glat. Men derudover gik det faktisk forrygende let. Stigningen var til at tage og føle på, men med lidt vilje gik dette faktisk ganske glimragende. Den anden derimod...

© Fmlaursen.dk Jeg har før her skrevet, at vi havde indtrykket af at vi var de første i et par år der har gået ruten her. Og det blev i anden Barranco bekræftet. Overalt piplede vand ud af klipperne og stien gik lige igennem denne vandstrøm. En vandstrøm betyder også livsgivende næring til planter. Og henover vejen var der nogle planter med nogle gigantiske blade. Det var ligesom at gå i junglen, og vi fortrød at vi ikke havde en Machete med. Vejen var glat, og vejen gik ved siden af klippekanten med et betragteligt fald. Vejen - eller stien om man vil - var ikke til at se for planter, og uanset, hvor man satte sine fødder, var det skiiide glat. Jeg begriber ikke, at man ikke har lukket denne rute for længst. Dette var ganske slemt. Med rystende knæ og ømme fødder lykkedes det dog at komme ned til bunden. I det fjerne begyndte skyerne at blive mørke, og det så ud som om det kunne blive regnvejr.

Endnu en stigning meldte sin ankomst. Vi skulle jo op af denne Barranco. Igen kunne vi glæde os over en stigning på omkring 40 grader. Der blev ikke sagt mange ord her - til gengæld blev der afholdt et par pauser. Vi blev passeret af adskillige bananplantagemedarbejdere der i deres 4-hjulstrækkere formegentlig var på vej hjem fra arbejde - eller også var de på vej til deres sikkert velfortjente siesta. Det var nogle typer... Vi var glade for, at de sad i deres biler og ikke gik langs vejen sammen med os.

© Fmlaursen.dk Lidt oppe i landskabet igen gik det så nedad igen. Vi skulle igennem en lille by (San Andres), der angiveligt skulle være den mest idylliske by på øen. For os lignede det mest en spøgelsesby. Vi kunne ikke finde et øje nogensteder. Det vil sige - vi fandt alle indbyggerne siddende i en lokal beværtning og spise frokost. Siesta. Vi krydsede lidt rundt i byen og fandt et sted hvor vi kunne købe en is. Der var i vores øjne intet idyllisk over byen - den lignede mere en by der skulle totalrenoveres. Men jeg er sikker på, at meninger og holdninger til dette delikate emne er forskellig.

Herefter gik det videre til det naturlige bassin. Her skulle "Fruen" så dyppes. Dårligt nok var hun klædt om, da begyndte det at regne. Ikke i store mængder, men nok til at det var irriterende. Her skal jeg så nok lige tilføje, at vi i dagens anledning ikke havde medtaget vores magiske paraply. At det skulle begynde at regne kan derfor ikke komme bag på nogen. Men "Fruen" fik dyppet hendes legeme i dette bassin og formedels 50 cent fik hun også skyllet saltet af sig igen. Herefter gik turen så op ad bakke til byen Los Sauches. Her må jeg så med skam tilstå at vi gik forkert et eller andet sted, og det betød at vi fik en gigantisk omvej ud af det hele. Det gik op og op og op - og dette mellem bananmarker så langt øjet rækker. Nu gider vi i hvert tilfælde ikke se bananmarker de næste 10 år eller deromkring. Let gennemblødte ankom vi til byen, hvor vi købte lidt at drikke i den lokale Spar butik. Vi måtte vente ca. 30 minutter på bussen. Buschaufføren var muggen og sur, hvilket en del "gæster" fik at mærke. Men vi kom i hel tilstand tilbage til Santa Cruz, hvor vi skulle vente næsten 45 minutter på bussen til Los Cancajos. Det gad vi så ikke, og vi valgte at gå de par Km.

Et lille indkøb skulle gøres - Nutella. Ingen morgenbord uden Nutella. Sådan lyder min parole. Det viste sig dog at være udsolgt i den første butik vi besøgte, men heldigvis var der lige et par glas til overs i den anden butik. Nu må jeg så se, hvordan jeg klarer at komme igennem 400 gram Nutella på 4 dage. Aftensmaden blev endnu en gang Tunfisk. Der går man ikke helt galt i byen. Var det måske 2 trætte turister der kom hjem? Jeg må tilstå at jeg er ved at nå til det punkt, hvor jeg ikke gider at vandre rundt på denne klippeø mere. Men jeg er ikke helt sikker på, at jeg kan få lov til at bestemme dette...