En lang dag

Efter indtagelse af morgenmaden der igen blev reddet af et af mig selv medbragt glas nutella gik det igen med bus i retning mod syd til Fuencaliente. Vi har før startet en vandretur her, hvor vi så er gået mod syd - ja faktisk helt til sydspidsen af øen. I dag er vi en anelse tidspresset, og vi skal nå bussen kl. 16:50 igen. Vi vælger at tage turen mod nord og så efter ca. 2½ time vende om og gå tilbage. Måske ikke det optimale, men alternativet er at gå næsten 20 km og så ellers forsøge at komme så langt ned igen, at vi kan komme med en bus - dette er ikke en option - og slet ikke på en lørdag, hvor antallet af busser er markant lavere end til hverdag.

Vi har et eller andet sted læst, at La Palma er enten den stejleste eller den næst-stejleste ø på jorden. Det får vi her i den grad at mærke. Jeg anser os ikke ligefrem for svæklinge, men her går det godt nok op ad bakke. Hvis vi skulle gå den fulde tur ville vi skulle gå 1200 meter op for derefter at gå 400 meter ned. Vi vælger bare at se hvor langt vi kan komme op ad den første vulkan. Måske lidt planløst, men det holder da bentøjet i gang. Om det er fordi det er lørdag ved jeg ikke, men normalt når vi er valset rundt på øen her, da har vi stort set aldrig mødt et øje. I dag er det lige før jeg vil tale om tæt trafik. Specielt de lokale synes at nyde en stille vandretur her. Enten har de en forrykt god kondi, eller også kender de nogle genveje vi ikke kender, for de har massevis af energi til at gå at pludre. Det har vi dårligt. Vi koncentrerer os om, hvor vi skal sætte fødderne, og så prøver vi ellers at holde tungen bare nogenlunde lige i munden.

© Fmlaursen.dk I starten går vi igennem en nåleskov der for mindre end 4 år siden blev hærget af en brand. Hvis man lige ser bort fra, at barken på en del af træerne stadig virker noget sortsvedne, så synes alt at være vendt tilbage til normale tilstande. Overalt er træerne pænt grønne - så grønne som den slags træer nu bliver. Angiveligt har denne type skov brug for at blive brændt af en gang imellem.

Stien er godt markeret. Det svære er at finde starten på stien. Det kræver at vi lige vandre lidt frem og tilbage i byen. Men det lykkes. Stien er rød/hvid markeret. Der er mange der tror, at det betyder at ruten er vanskelig. Det er den måske også, men farven har intet med sværhedsgraden at gøre. Det er blot en indikation for, at man går på E7. Nej - vi taler her ikke om en motorvej igennem europa - men derimod om en vandrevej godkendt af en eller anden europæisk vandreklub. Det er en af den slags ruter folk er villige til at komme langvejs fra for at afprøve. Når det er sagt, så er antallet af turister på øen aftaget noget de sidste par år (2013). Vi har fået at vide, at fra 2012 til 2013 er antallet af flyvninger til og fra øen aftaget med 60%. Med andre ord - ønsker man en rolig ferie, hvor man ikke vælter rundt i turister, så er La Palma en overvejelse værd.

© Fmlaursen.dk Efter noget der ligner 1 time og 15 minutter kommer vi ud af skoven. Før gik det op ad bakke. Nu er det bare 10 gange værre. Underlaget er blødt sort sand og sådan med øjet vurderet, da har vi en stigning på omkring 40 grader. Der tales ikke meget her mens vi går. Det er dyb koncentration og vilje der bringer os videre i landskabet. Vi nærmer os en vulkan, men vi når ikke op på kanten af denne. Desværre - men 6 km har vi dog formået at bevæge os fremad på næsten 2½ time. Det er faktisk ikke så ring' endda, når man betænker, hvor stejl stien her er. Men det er tid til at vende om - og det gør vi.

Det bløde sand viser sig at være en fordel i forbindelse med "nedstigningen". Vi kan derfor gå markant hurtige ned end vi kunne op. "Konen" er derfor gået i planlægningsmode og spekulerer i, at vi skal tage til Pico de Pilar og så gå de 20 km til Fuencaliente. Jeg må indrømme, at jeg ikke er så varm på den idé, men noget siger mig, at jeg i dette tilfælde ikke har så forfærdeligt meget at skulle have sagt. Vi må se, hvad der sker.

Ankommet til Fuencaliente holder vi pause på en plads der er lavet til det vandrende folk. Her er der bænke og et par vandhaner. Vi kan derfor få vasket det værste af sveden af os inden vi skal med bussen. Bussen ankommer til tiden, og hjemad det går.

© Fmlaursen.dk Vi har i aftes lavet en meget hurtig aftale med et stedligt firma der arrangerer en stjernekikkertur af 4 timeres varighed. Afgang er kl. 20.00 fra et nært liggende hotel. Vi er 8 personer der skal med på dagens tur. En blandet skare af nationaliteter, og derfor afholdes aftenen på engelsk. Selv et par franskmænd accepterer dette. Vi kører op og op og op. Det er totalt skyet og vi kører delvis i regn. Chaufføren i taxi'en kører som en anden racerkører - men gør det med stil. Kun 2 gange skrider han ud... men har alt under kontrol. Respekt. Kl. 20:30 ankommer vi på usigtspunktet ved El Pilar. Skyerne har vi under os og foran os ser vi en enstestående solnedgang med i den grad en orange horisont. Vi er dog lige de 5 minutter for sent til at vi kan tage anstændige billeder af dette - men det betyder mindre - vi er her for at kikke stjerner. I de næste 3 timer fortælles om stjerner og stjernebilleder. Der fortælles om stjerneforskning og hvad man kan se ved at studere stjerner. Der forklares hvad man skal kikke efter, hvis man selv vil købe et hobby-teleskob. Det er i det hele taget en totalt interessant aften som jeg kun kan anbefale andre at gøre efter. Manden der afholder dette arrangement er selv stjerne-kikker/forsker, og turene her er noget han gør af ren idealisme og interesse for emnet. Prisen for deltagelse var 35€ med transport (2013), hvilket var hver en cent værd. Luften her på øen er specielt velegnet til stjernekikkeri. Faktisk er der vist kun 3 steder på jorden hvor forholdene er så gode. Chile, Hawaii og så her på La Palma.

Vi er hjemme lidt over midnat - trætte og i den grad mættet med indtryk. Det tager ikke mange splitsekunder inden vi sover.