Aida

Det var jo med noget ømme lægmuskler, at vi gik til køjs i går. Den lange vandretur havde suget de sidste energireserver ud af os, og vi havde derfor besluttet at vi i dag bare ville sove til vi vågnede, og så måske tage et enkelt eller 2 dyk her omkring badestranden for så at have en hyggelig aften på altanen med lidt godt at spise. Så enkel kan planlægning jo også være.

Når man nu endelig har mulighed for at sove til man absolut ikke kan sove mere, da vågner man jo så selvfølgelig relativt tideligt. Allerede omkring 07:45 kunne vi dårligt blinke mere. Hvor kan alting dog bare være uretfærdigt. Nå ja - men med Nutella i lommen gik turen så til morgenmadsrestauranten, hvor 2 brød og uanede mængder af bacon blev sat til livs. Noget skal man jo leve af.

Herefter gik det stille og roligt hjem - lægmusklerne var tydeligvis i løbet af natten ikke helt restitueret - og der blev pakket til et par hyggelige uanstrengte dyk. Vejrudsigten havde lovet relativt fugtigt og blæsende vejr, men noget måtte være smuttet for metrologerne for himlen var blå som aldrig før, og der var stort set ikke vind at spore. Dermed var der så stort set heller ikke en krusning på havet. Ideelt til dykning - men det ville måske også have været ideelt til andre aktiviteter.

Vi ankommer til det stedlige dykkercenter for bare at kunne konstatere at den ene firmabil er væk, og den anden er på vej væk. Chefen fra dykkercentret er iklædt en orange polo-shirt, hvilket egentlig betyder, at han i øjeblikket arbejde for det krydstogsskib der ligger i Santa Cruz havn - fra Aida. Dermed er der jo risiko for at der er rigtig gang i forretningen. Det betyder jo mindre for os, da vi jo har fået OK til at foretage dykning alene uden guide. Chefen ser dog lidt betuttet ud, da han må meddele os, at man ikke har mere bly, da besætningen på Aida har glemt at tage deres Bly med. Men om en time...

En time mere eller mindre skal dog ikke skille os ad. Vi er på ferie og har ikke så travlt endda. Vi går ind i forretningen og må konstatere, at det ikke kun har skortet på bly, men også blybælter. Vores private bælter er i hvert tilfælde ikke mere at finde. Det gør os dog lidt knotne. På den anden side set er et blybælte nok ikke der, hvor det største slid vil kunne spores. Vi venter på at Aida guiden bliver færdig med at breafe, og herefter iklæder vi os vores dragter for at tage ud og snorkle lidt i området i stedet. Efter en times tid går vi op igen for at hente vores udstyr i centret. Hmmm. Her er stadig ingen blybælter (eller bly). Vi venter en times tid eller 1½, men det sker der ligesom ikke noget ved. Chefen bedyrer at det gør ham ondt, og at han vil udtænke en eller anden form for kompensation (nævner noget om gratis øl). Vi beslutter os for at tage ud og snorkle igen, da der også i badeområdet kan finde en del at se.

Det bliver så til 2½ timer i vandet. Vi finder Muræne, blæksprutte, forskellige krappearter og flere større fiskestimer af forskellige arter. Der er altså masser at kikke på. Bedst er det ude ved bølgebryderne, men næsten inde ved stranden er der egentlig også masser at kikke på. Faktisk er det lige før, at jeg vil sige at vi her har set mere end vi har se på en times dyk med flaske. Klokken nærmer sig 4 og vi går til centret og klæder om og tager et bad. Skyller udstyret og får det hele hængt til tørre. Vi må skuffe centret med, at de i dag ikke kan forlange store summer for vores aktiviteter. Men for dem er det nok også vigtigere at Aida er tilfredse end at vi er det. Og så vidt vi kunne forstå, da skal Aida fremover selv medbringe bly. Da vi forlod stedet var kun det ene blybælte kommet tilbage - og her manglede der endda noget. Vi er derfor spændt på at se om alt er tilbage næste gang vi kommer forbi (søndag).

Herefter gik det til Spar for lidt inkøb. Brød, ost og juice blev indkøbt. Herefter gik det i rask tempo hjem, og en hyggelig aften på terrassen blev realiseret.