Vandredag
Solen står først op sådan ved 8 tiden. Vi skal nå en bus sådan omkring 08.30, så vi er tideligt ude af fjerene. Fordelen ved
at vi skal så tideligt af sted er, at vi ikke rigtig har tid til at smage morgenmaden. Den har nemlig den sædvanlige standard.
Først gør det med 500'eren til Santa Cruz og skifter til 300'eren der kører os mod vest. Vi indløser billet til El Paso, men
står af ved nationalparken. Her er der en informationsstand med video og alt hvad dertil hører. Det hele er selvfølgelig skrevet
på spansk, men enkelte informationer er dog også på henholdsvis tysk og engelsk. Her er også dagens eneste rigtige toilet, og
den slags skal jo udnyttes.
Foran informationsbygningen er der en taxi parkeringsplads, og for den dovne vandrer er der derfor mulighed for at tage en Taxi
de første par kilometer. Den kategori hører vi ikke til, og vi smider derfor rygsækken på ryggen og fotografi apparatet over
skulderen og så går det ellers løs. Vi har planlagt en diskret tur på mellem 17 og 18 km. Det bør jo være en let sag. De første 2
km er da også lige til højrebenet (så at sige). Fladt som en pandekage. Denne flade del af turen afsluttes ved en meget lille
kirke der ligger lige i kanten af skoven på en lille plads der er bygget et par meter over landskabet. Faktisk ret hyggeligt.
Der er flere personer der lige kommer forbi her for at gå en runde eller to omkring kirken.
Men så går det løs. Over de næste angiveligt 2 km går det omkring 650 meter op i landskabet. Det er altså noget man kan mærke!
Der bliver generelt ikke sagt mange ord på de km. Den første Km er der ikke gjort noget for at afhjælpe stigningen. Vi møder
et par lokale i modgående retning, og det går frisk. Der kan vi ikke være med. Vi tager et skridt af gangen og må grundet de
mange sten også se nøje efter, hvor vi sætter fødderne. Nu når vi så til et punkt, hvor stigningen er af en karakter, hvor man
har valgt at lave stigningen om til en sti med serpentinersving. Og de er nødvendige. Udsigten er eminent, men man er nødsaget
til at gøre et stop i ny og næ for rent faktisk at nyde den. Der bliver knipset en del panoramabilleder her om end jeg af
erfaring ved, at de ikke på nogen måde kan retfærdiggøre den udsigt vi rent faktisk har.
Endelig på toppen er der en udsigtspost. Her kan man se på begge sider af den højderyg der skærer igennem La Palma. Det er flot!
Man kan i det fjerne se Tenerife, og under os hænger på den østlige side skyerne under os. Mod vest er der (endnu) ingen.
Her kan man efterfylde sin vandflaske. Vi tager chancen og formoder, at vandkvaliteten er af en karakter der gør, at vandet
kan drikkes. Ellers giver det ikke meget mening. Stedet er et stort kryds. Man kan gå mod stjernekikkerterne - en diskret tur på
20,4 km, eller gå direkte til Santa Cruz. Vi vælger dog den 3. mulighed - at gå langs højderyggen mod syd. Det er en bred vej.
Ja vej er det. Her oppe står der diverse antenner og militære anlæg, og man skal jo kunne komme til disse for at vedligeholde
dem. Vi ser dog kun en bil på turen. Mens vi går denne vej stiger vi yderligere 100 meter og ender i en højde af 1520 meter
over havets overflade. Vi er dog allerede lidt trætte. Det vil jeg ikke lægge skjul på. Da vi påbegynder nedstigningen kommer
vi til en kæmpe stor grill plads, hvor de lokale mødes i weekenden og griller og er sammen med familie og venner. Jeg er sikker
på, at der her er gang i den. Men i dag er der stille - hvis man altså lige ser bort fra en gruppe østriger der larmer som
en hel børnehaveklasse på landslejr.
Vi holder en ca. 20 minutters pause her på pladsen og spiser lidt medbragt frugt. Jeg havde sådan håbet at det var muligt at
købe en pølse, eller bare en is her, men det kan man så godt glemme alt om. Det er alt sammen noget man skal have med hjemmefra.
Fødderne luftes. Solen er stærk og meget ubarmhjertig på denne tid af dagen (mellem 13:00 og 14:00). Vi fedter os derfor ind i
en gang faktor 50 inden vi påbegynder nedstigningen. Nedstigningen er ca. 7 km lang og noget siger os, at den kommer til at
trække tænder ud. Og det gør den...
Lad det være sagt med det samme. Nedstigningen går igennem et vidunderligt landskab. Der er alt fra tæt nåleskov til nøgen sort
lavalandskab. Stigen er godt markeret, men man har valgt at ligge mellemstore sten på stien (diameter cal 5 cm). Vi har ikke
taget vandrestøvler med (jeg fordi jeg ikke har nogen), men har derimod "kun" rigtig gode vandresko med. Man mærker alligevel
hver en sten under fødderne. Aldrig har man sådan rigtig fodfæste og ofte lider man lige et par centimeter, hvis man ikke er
helt koncentreret omkring opgaven. Med andre ord - denne nedstigning er ikke helt ufarlig. Vi møder ikke et øje på nedstigningen.
Faktisk har vi på hele turen kun mødt 4 par, så det er begrænset hvad hjælp der er at få, skulle noget gå galt. Dette sagt som
en advarsel til en fladlandsdansker der måtte komme på den i øvrigt glimrende ide at kopiere turen.
Efter at vi er kommet ned er vi rigtig godt møre. Vi har dog 2 valgmuligheder. Vi kan gå 2,8 km til El Paso og tage bussen
herfra, eller vi kan tage en skiltet genvej til informationscentret, hvor vi startede. En tur på 0,7 km. At vi valgte det sidste,
burde være en selvfølge som ikke skal kommenteres mere. Det man dog ikke skriver er at man så igen tvinges til at gå på disse
relativt små lavasten. Med andre ord man kan ikke skridte igennem og få noget afstand bag sig. Det betyder så også, at vi ca. 200
meter før vi kommer til hovedvejen mod Santa Cruz må se vores bus køre forbi uden at vi kan gøre andet end at håbe, at den næste
ikke er forsinket.
Hvad vi her lærer på den hårde måde er, at efter kl. 15:00 kører busserne ikke mere hver 30. minut - nej nu kører de kun hver
time. Nå - ja - så går tiden med det. Vi skal også først være tilbage efter kl. 18.00 ved dykkercentret, hvor man vil - påstår man -
tilberede de bedste hamburgers på øen. Vi kommer med næste bus og er ved dykkercentret kl. 18.45 og indrømmet. Jeg er træt.
Altså sådan rigtig træt. Det lykkes mig kun at spise en hamburger, og den vil gerne op igen. Den er ganske god, men den vil
alligevel gerne op igen. Jeg lader det blive ved en, og kl. 21:00 valser vi hjemover.
Det har været en glimrende dag - men i guder, hvor har det været en hård dag. Den kommer til at gå rigtig i knoglerne.