Vandretur

Efter gårsdagens nedslående vejr-oplevelse, havde vi besluttet at droppe alt om dykning i dag. I stedet ville vi benytte lejligheden til at foretage den første vandring. Det var et krav fra min side, at det ikke skulle være en konge etape, der ville slide os op før vi overhovedet var kommet i gang. "Fruen" havde derfor brugt det meste af aftenen på at foretage den nødvendige planlægning.

Vækkeuret ringede nådesløst omkring kl. 07:00. Udenfor er det bare mørkt, og der skal mindst 10 vilde heste til at få os hevet ud af fjerene. Det koster et par tryk på Snooze knappen, men så kommer vi dog i gang. Det er skyet - men vi glæder os over, at det ikke regner. Det er da altid noget. Morgenmaden indtages og smager fuldstændig som den gjorde i går - og for den sags skyld også alle de andre dage. Ser man lige bort fra den vellykkede Bacon, da er der ikke meget at råbe hurra for her.

Det er herefter tid til at kaste sig ud i busdriftens hemmeligheder. Vi har fået at vide, at der findes bonus-kort, hvormed man kan få op til 20% rabat på busbilleterne. Alt vi skal sige når vi stiger ombord i bussen første gang er "Bono". Det betyder vist nok rabatkort. Denne fylder man så op med det antal Euro man nu mener man vil køre for. Kortet koster 1 euro i leje, hvilket returneres når man aflevere det igen i slutningen af ferien. Det er jo fint nok. Vi tanker kortet med 30 Euro. Hver gang man stiger ombord på en bus skal man betale for turen. Det lyder jo voldsomt, men er faktisk ikke så galt. Der er en lokaltakst, hvis man ikke kører så langt, og en fjerntakst, hvis man skal lidt længere. Det lykkedes mig dog aldrig at gennemskue det bonus-system men rabat - det har vi helt klart fået.

© Fmlaursen.dk Dagens mål er byen Los Sauces. Herfra - nærmere betegnet fra Kirgen der ligger midt i byen - er der angiveligt skiltet en glimrende vandretur. Vi fandt aldig de første skilte, men en buide købt i Aldi viste sig uundværlig og fik os dog hurtigt på rette vej. Vi ville ikke tage den fulde tur, men starte turen bagfra så at sige. Halvvejs ville vi sø bøje af og følge en helt anden tur tilbage. Lad det være sagt med det samme - det kan godt være, at dagens tur målt i km ikke er voldsomt lang, men målt i højdemeter der skal forceres på de Km man går, da er der her tale om en udfordring af rang. I 2 stive klokketimer går det op ad bakke - og her mener jeg altså seriøst op ad bakke. Vi følger skiltene markeret med LP-7. Vejen vi følger - og her mener jeg nok mere stien - snor sig med serpentinersving således at man som fodgænger også er i stand til at klare stigningen. Og det bliver bare ved. Der er ingen ende på stigningerne, og hele tiden går man i bevoksning så man aldrig rigtig har mulighed for at nyde udsigten. Det er dog en sandhed med modifikationer. Ca. halvvejs er der et udsigtspunkt, hvor man kan se ud over dalen. Nydeligt. Videre går det op ad bakke. Sveden springer frem og lægmusklerne hyler. "Fruen" snakker konstant om "muskel-tømmermænd", og jeg vil faktisk tro, at vi i morgen kommer til at opleve dette fænomen for fuld skrue. Jeg har en fornemmelse af, at fortsætter vi et par timer mere, vil vi komme til en metalport, hvor den gode Sct Peter står med den lille sorte bog, så efter præcis 2 timer fra vi starter på turen bøjer vi af og kommer til turens andet udsigtspunkt. Jeg må tilstå, at det er flot. At stå her og se på de af vulkaner skabte bjerge, nu beklædt med alskens træer og buske. Det er bare SÅ grønt og frodigt at se på alt sammen. Det er en fryd for øjet. Men hvad der nager er det faktum, at vi nu er i noget der ligner 850 meters højde, og nu skal vi altså også se om vi kan komme bare nogenlunde helskindet ned igen. © Fmlaursen.dk Et skotsk par kommer op af en meget lille og frygtingydende sti, og vi spørger forsigtigt til, om man kan komme ned igen her. Joh - det mener de godt, bare vi ikke går for hurtigt og gør brug af de sten der er som grundlag for hver skridt vi tager. Det lyder jo spændende. Og nedaf det går. Det kan da godt være, at det var stejlt op, men det her er da bare helt hen i skoven. Hvert et skridt kræver koncentration, og ofte er et skridt ikke engang 10 centimeter langt. Jeg er spændt på, hvordan min arme vable klarer dette, for hvert et skridt er også en bremse. Ca. 1½ timer tager det komme ned - i hvert tilfælde den del der er i skoven. Nu kommer der et spisested, og herfra starter en vej der over de næste 2-3 km fører os yderligere adskillige meter ned af bakke. Faktisk kommer vi længere ned en Los Sauches ligger. Ja - det betyder jo så også at vi skal op igen. Her viser øen sig fra en fantastisk side. Langs vejen har man lavet en god bred sti til fodgængere. Med jævne mellemrum er der også placeret diverse motionsapparater. Jeg tror vi er de første i historien der rent faktisk har afprøvet dem - de virker!

© Fmlaursen.dk Vi kommer efter sammenlagt 5 timers vandring tilbage til centrum af Los Sauches, og ser til vores store glæde vores bus kommende kørende imod os. Eneste ulempe er, at vi ikke tilnærmelsesvis er i nærheden af et busstoppested. "Fruen" kaster sig ud foran bussen og vinker med armene så man tror der her er sket noget alvorligt. Bus-chaufføren fanger budskabet og stopper hovedrystende for at tage os med tilbage til Santa Cruz. Her hopper vi af før "busbanegården", og finder et listigt sted, hvor vi kan indtage et måltid mad. Det bliver en 2 retters menu med øl og vin til 9,- Euro. Betjeningen er skod, så der falder ikke mange drikkepenge af her (men maden bestående af suppe og fisk fejlede ikke noget). Herefter var det så bare at finde en bus med nummer 500 der fører os tilbage til vores hotel i Los Cancajos. Efter et let indkøb (bestående af 7 liter flydende varer, frugt og en pose chips) går vi de sidste skridt hjem.

Efter et hurtigt og velfortjent bad kikker vi dagens billeder igennem, og nyder ellers en rolig aften på altanen med gode drikkevarer og en pose chips. I morgen skal vi dykke igen. Her er aftalen, at vi kører mod syd, hvor vi skal se en kirkegård der ligger på bunden af havet.