Afgang
Så er tiden kommet - vi skal på ferie. Der har været meget at se til, så derfor har der ikke rigtig været mulighed for at
komme i feriestemning. Vi skal med flyveren fra Düsseldorf kl. 06:05. Da der er tale om international flyvning, skal vi jo
være fremme til indcheckning sådan helst 2 timer før. Vi har bevidst bestilt ferien igennem rejsebureauet "Schauinsland", da
man herigennem automatisk får de togbilletter som er nødvendige for at komme til lufthavnen. Mange vælger at tage bilen, men
"Fruen" er jo en begejstret togrejsende, så selvfølgelig skal vi med toget. Personligt er jeg ikke den helt store Togfanatiker,
men det skyldes mere at det irriterer mig at være afhængig af afgangstider og samtidig at hverken Deutsche Bahn eller DSB har
indset, at man som togrejsende kan tænkes at have bagage med. Og når vi skal på ferie, da har vi altså bagage med. Det skyldes
primært vores interesse for rekreativ dykning som altid afstedkommer en ekstra kuffert med næsten 30 kg bagage. Hver har vi så
ydermere en kuffert med, og den kan også let komme i nærheden af 20 kg, når vi - som i forbindelse med denne ferie - er væk
i 18 dage.
Nuvel - jeg kan dvæle længe over en togrejsendes lidelser, men det vil jeg så vælge at gøre en anden god gang. Her vil jeg
blot konstatere, at Deutsche Bahn og Düsseldorf lufthavn ikke har snakket ret meget sammen. Vi ved jo af bitter erfaring, at
der kan opstå forsinkelser i togtrafikken. Derfør tør vi ikke tage den sidste afgang, og det betyder, at vi skal køre fra
spor 5 på Holzwickede hovedbanegård (af mange rejsende bedre kendt som Dortmund Flughafen) allerede kl. 23:30 med en forventet
ankomst i Düsseldorf sådan omkring kl. 01:00.
At vejrguderne så denne aften ydermere beslutter sig for at åbne for sluserne, og lade det regne i ganske pæne mængder er jo
bare med til at gøre starten lidt sur. Vi har 15 minutters gang til banegården, og dem kan vi så i let regn nyde alt imens vi slæber
sammenlagt 50 kg bagage af de smalle og ofte ensrettede gader igennem Holzwickede. Til alt held holder vejrguderne hånden over os
mens vi valser til Banegården, og vi slipper for at skulle sidde gennemvædet i toget i timen der følger.
I toget på vej til Dortmund Hovedbanegård bliver vi antastet af en ung kvinde der beder om et par euro. Jeg aner ikke, hvad
hun har været igennem, men ret beset ser hun noget ulykkelig ud. Jeg er mere til plastic, og hun har ikke nogen terminal,
altså må hun gå videre med uforrettet sag. Det ser ikke ud til at være hendes dag.
På Dortmund Hovedbanegård er der relativt stille. Nogle enkelte forretninger har stadig åbent, men der er bestemt ikke rigtig
gang i den. Til vores store lettelse er der en elevator ned i tværgangen, men da vi skal op til vores afgangstog (som vi allerede
nu kan konstatere er 10 minutter forsinket). Regnen har taget til og for ligesom at sætte prikken over i'et, er det også noget
blæsende her på perronen. Hvor jeg dog elsker at hade tog :-). Vi skal med ICE, og igen kan jeg jo forudse en udfordring
med vore kufferter. ICE er beregnet på kontorpersonale der maksimalt her en PC eller en mobil-telefon med. Ikke på feriehungrende
folk med 3 pænt store kufferter. Men først skal vi op på perronen. Vi havde held med en elevator ned - men op skal åbenbart ske
med rulletrapper, og her kan vi konstatere, at der er 2 at vælge imellem. Den ene kører nedaf - og vi skal op - og den anden
er åbenbart i udu - for den kører ingen steder. Altså er der ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og løfte kufferterne
de følte 100 trin op. Her skal jeg nok tilføje at jeg lige pt lider lidt under en hælespore og en tennisalbue, så det der med
at løfte rundtp å 50 kg, er altså en udfordring som ikke ligefrem vil fremme helingsprocessen i nævneværdig grad. Men det er
bare at smile og få det til at se ud som om det hele er en leg.
Jeg må her tilstå at min negative indstilling til ICE og kufferter blev manet til jorden lige med det samme. Der var midt i
den togvogn vi steg ind i 2 skabslignende indretninger beregnet til kufferter - og selv vores store kufferter gled ubesværet ind
når vi altså lige fik dem løftet op i lidt over 1 meters højde. Men dermed havde vi så også besat 50% af de hyldemeter der
var til rådighed. Gennemført planlægning fra Deutsche Bahn... Toget var 12 minutter forsinket, og den forsinkelse formåde
togføreren elegant at holde hele vejen til Düsseldorf. Ikke at det gjorde så meget - vi har jo nok lige en 4-5 timer vi skal
have slået ihjel alligevel.
I Düsseldorf Lufthavn har man bygget banegården et stykke fra lufthavnen. Nej - det er ikke særligt smart, men det er nu engang
sådan man har valgt at lave det. Det betyder at man normalt skal køre med en svævbane fra banegården til lufthavnen. Det er
faktisk ret redt, men det bedste af det hele er, at driften af denne er indstillet om natten. Nu stod vi så her sammen med en del
andre der ikke rigtig kunne komme videre. De fleste havde opgivet og enten bare sat sig på den første og bedste stol de kunne
finde eller også forsøgte man at lave samkørsel med en taxi. Vi var begge lidt knotne over denne manglende service, men valgte
alligevel blot at holde ud her i de timer der måtte gå inden driften blev sat i gang. Når man så står der med et let forhøjet
blodtryk, da kommer man jo sådan til at se sig lidt omkring, og fruen får så øje på et uanseeligt grønt skilt med en skriftfarve
der gør skiltet næsten usynligt. Heraf fremgår det, at der faktisk er en busdrift når disse højmoderne svævebaner ikke kører.
Vi springer ind i en elevator og kører et par etager ned og når lige at hoppe på bussen. Det er jo ganske spændende at køre med
bus - det ved vi jo af erfaring fra Tenerife, og buschaufføren her har tydeligvis snakket med den chauffør vi mødte der for et
par år siden. Stilen mindede i hvert tilfælde lidt om det vi oplevede dengang - omend helt så slemt var det dog ikke. Men således
formåede vi trods alt relativt hurtigt at komme til indcheckningen i lufthavnen.
Lad det være sagt med det samme. Düsseldorf lufthavn kl. 02:00 natten til mandag er et forholdsvis stille sted at opholde sig.
Der sker bare ingenting. Selv lyset er dæmpet. Alle monitore er slukket og IT personalet har sikkert rig lejlighed til sådan
lige at få indført et servicevindue. Vi finder os et par stole og indleder den svære øvelse det er at vente et par timer på
at kunne checke sin bagage ind. Kl. 02:30 begynder diverse monitore dog at live lidt op. Vi kan nu se, hvor vi skal checke
ind og samtidig se, at vi senere skal flyve fra Gate B24 med flyveren ST 6160. Hvor ophidsende... (not). Men der begynder at komme
liv og omend tiden ikke ligefrem flyver af sted, så står den bestemt heller ikke stille.
Efter checkin og det mest sløsede sikkerhedscheck jeg har oplevet i Europa, skal vi bare have 1½ time til at gå med at vente
på flyveren. Med ca. 15 minutters forsinkelse kan vi nu boarde dette "Germania" fly af typen Boeing 737-700. Nu har jeg for
manage år siden arbejdet for et flyselskab, og jeg ved nogenlunde, hvilke krav der stilles til flyverne. De krav bliver
her overhovedet ikke overholdt. Jeg vælger at holde mund, for begynder jeg at fortælle, hvilke ting jeg på mindre end 5 minutter
har fundet, der ikke fungerer, da er jeg overbevist om, at vi er grounded. Eksempelvis kan jeg ikke låse ryglænet fast i
lodret position. Jeg har fundet flere lamper der ikke virker - og sådan kunne jeg blive ved. Men i luften kommer vi, og der
går forbavsende kort tid før jeg sover. Det viser lidt om, hvor træt jeg er. Jeg kan normalt ikke sove i siddende stilling -
men det går her helt forrygende, og på turen får jeg da sovet sådan 2 til 2½ time.
Ankommet får vi relativt hurtigt vores bagage. Vi guides ud til en bus der skal køre os til hotellet. Hotellet ligger ca. 3 km
væk. Bussen lugter ikke godt. Det er tydeligt, at bussen bruges alt for sjældent, hvorfor air-condition anlægget stinker.
Det tager næsten en time før vi kommer af sted. På den tid kunne vi sagtens være gået strækningen til fods, men jeg er
sikker på at logistikken var brudt sammen, hvis vi havde forsøgt.
Efter at have kørt forbi 4 hoteller er det endelig vores tur til at blive sat af - og det til trods for, at vores hotel
ligger tættest på lufthavnen. Det er dog et spørgsmål om, at vi skal stige ud i højre side af bussen og helst så tæt på
indgangen som muligt. Indcheckningen forløber absolut smertefrit på et nogenlunde tysk. Anlægget er i 2 planer bygget op
omkring en pæn pool. Lejligheden har køkken, bad, stue og soveværelse samt en lille altan, hvor man kan sidde og nyde udsigten
over havet. Vi er ca. 400 meter fra vandet, omend den nærmeste badestrand er et par km væk. Vi er godt tilfredse med vores
lejlighed. Der er hvad der skal være.
Vi pakker ud og sover en times tid. Derefter går vi en tur langs vandet på en ualmindelig god og smukt anlagt sti i retning
mod Santa Cruz. Vi har ikke noget mål med turen ud over at vi skal have købt ind (vand). Hotelmutter har givet os et kort
som lige viser os de vigtigste ting - en glimrende service. Der er 3 supermarkeder i området. Supermarked er dog et voldsomt
stort ord. Det er ganske små nærmest kiosker, der lige har det vigtigste til livets opretholdelse. Jeg er sikker på, at dersom
vi tager til Santa Cruz, da er der helt andre muligheder til helt andre priser. Men foreløbig er vi tilfreds. Vi besøger det
stedlige dykkercenter og får lavet lidt overfladiske aftaler for i morgen m.h.t. udfyldelse af det nødvendige papirarbejde.
Egentlig vil vi så til at gå hjem, da solen dog er nådesløs her. Vi er lidt bange for vore ekstremiteter, og her på vej hjem
får vi øje på en lille kiner-restaurant med et eftermiddagstilbud. Vi spiser en glimrende 3 retters menu med drikkevarer og betaler
fyrstlige 20 € for 2 personer.
Tilbage i lejligheden må vi erkende, at vi er færdige. Vi kan godt nok holde øjnene åbne, men så er alt også sagt. Vi hopper
i seng. Klokken er 17.00 og det er nok det dummeste vi kan gøre - men kroppen forlanger det. Kl. 21:00 vågner vi så op igen.
Nej - vågner er et forkert ord. Øjnene er åbne og mere er der vist ikke at hente ud af os. Vi gør klar til natten og håber
vi kan sove videre.