Første dag på havet
Snuen har det meget bedre – om end ikke helt perfekt. Jeg vælger – efter en ikke uvæsentlig manipulation fra min bedre halvdel – at tage med ud på en tur med båden efter at vi lynhurtigt
har indtaget denne morgens absolut usmagelige morgenmåltid. Jeg kommer til at betale som snorkeldykker (10 Euro) inklusiv et rev-gebyr selv om jeg overhovedet ikke nærmer mig vandet.
Det kan jeg så godt være lidt sur over, men sådan er spillereglerne. Jeg får mig indledningsvis en sludder med fruens makker – en herre i starten af 70'erne, der er vældig hyggelig, men
som synes absolut uvidende om stort set alting. Grundet vejret – det er ret blæsende i dag – sejler vi ikke i en fuld klokketime før vi er ved det første rev. Det er et ”inderside rev”,
og folk er godt og grundigt negative over dette valg. De brokker sig i ét væk, og det eneste jeg kan tænke er, at dog trods alt må være bedre end det vandhuld de til dagligt må dykke i
hjemme i Tyskland. Årsagen angives til at være, at det er blæsende, men jeg tror nu mere at årsagen er, at der er et par OWD elever med, og de skal ikke dybt, og da der nok skal konverseres
lidt i overfalden er det jo nok godt ikke at tage så langt ud, at bølgerne bliver for store. Jeg undgår dog at sige dette højt.
En dag på havet
Breafingen synes jo at være god og grundig og så er der en hektisk aktivitet alt imens folk klæder om. Det ville godt nok være en hel del mere overskueligt, hvis folk blev delt op i 2
grupper forud for omklædningen. For den uindviede virker det mildest talt kaotisk, men et eller andet sted er der vist et system. Jeg er godt nok spændt på, om jeg kan finde ud af det kaos
når jeg engang skal ud og prøve dette her. Guiden venter dog sammen med sin elev med at klæde om. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at jeg har ret i min antagelse. Guiden har dog
alt at sige, og vi andre - læs: dem der dykker - har bare at følge hans ord.
De andre er nu i vandet, og jeg kan så ligge i solen og samle lidt D-vitamin og samtidig lige få afsluttet min bog. Det er godt nok lidt surt at ligge der – 20 meter fra det element man
gerne vil være i – og det eneste man kan gøre er at klø sig selv lidt bagi og så ellers prøve at forestille sig, hvad de andre oplever. De kommer dog efter ca. 80 minutter op igen, og
efter en kaotisk omklædning kommer de alle op på dækket, og så ligger alle sig ned og snorker det bedste man har lært lige indtil båden igen startes op for at bevæge os til næste rev.
Hele molevitten gentager sig – bortset fra, at nu har jeg ligesom ikke mere at læse i. Tiden bliver derfor lang og ret kedelig. Render rundt og tager lidt billeder af denne ”jolle”. 80
minutter er lang tid når man bare venter på ingenting, men op kommer alle og så går det i fuld fart hjemover. Der bliver ligesom ikke rigtig tid og mulighed for at hyggesnakke med de andre.
De fleste sover nemlig på hele turen hjem. Vi mødes dog igen i baren ved dykkercentret og snakker om alt og ingenting.
Hjemme i lejligheden lader vi den smule varme vand der er tilbage i hanerne varme vores usle legemer. Aftensmaden er en variation over et kendt tema (efterhånden set et par gange gør),
med den undtagelse at der i dag er pasta med tomatsovs. Suppen var ganske god, men indholdet var ligesom fisket ud af tidligere gæster, så i realiteten er det bare lidt let opvarmet
opvaskevand med salt. Men jubelscenerne kommer nok en anden dag.
Det bliver endnu en dag, hvor vi går tideligt i seng. Noget siger mig at konens oplevelser har været lidt bedre end mine.
