En dag i syden

Kl. 0800 bankes der på døren. Der er rengøringsmanden - hvis titel vi senere omdøber til "Putzteufel" - der lige vel høre om han kan gå i gang med rengøringen nu. Vi har kun sovet et par timer og er mildest talt ikke helt klar til denne enestående service, og jeg må med skam meddele, at jeg giver ham et par mindre flatterende ord med på vejen. Det er egentlig ikke hans skyld – han er bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Vi bliver dog enige om, at det er en fin tid at stå op på, nu hvor vi alligevel er blevet vækket. Vi begiver os på skift ud i badeværelset og bruger de par dråber vand der er tilbage i hanerne som har bare lidt varme i sig. Det skal nok her tilføjes, at det ikke drejer sig om ret mange dråber.

Morgenmaden

© Fmlaursen.dk I restauranten er det værste tryk væk ved at være væk, og vi finder et ledigt bord (dem er der i øvrigt ret mange af), og går til buffeten og finder det vi gerne vil have. Lad det være sagt med det samme. Folk der er kræsne vil her gå sultne fra bordet. Brødet er kedeligt og tørt. Der er lidt pålægspølse der ikke smager af særligt meget. Spises kan den dog, men det ville ikke være pålæg jeg ville køre langt for at få. Der er lidt salat – men det tør jeg på nuværende tidspunkt ikke kaste mig ud i. Det er for tideligt at få det store maveonde. Så er der lidt ost. Noget af det er meget fedt uden af den grund at smage af noget. Hvis man da bare havde haft lidt Nutella at blande den med ville det løfte osten betragteligt op. Fra pålidelig kilde fik jeg at vide, at den anden ost der var på menuen var markant bedre – men den var vist i en smagskategori, hvor jeg ikke færdes. Det er muligt at få tilberedt lidt æg med forskellige ingredienser, men igen – jeg tør ikke lige det der med æg, dertil har jeg haft salmonella en gang for meget i mit liv. Jeg ved ikke helt, hvordan man har det med salmonella på disse breddegrader. Så er der lidt pølser i størrelse og form minder om normale cocktailpølser. Smagen er nogenlunde den samme som osten - nemlig ingen smag overhovedet - og det er tydeligt, at kødindholdet ikke er det højeste. Det interessante her er at de serveres i en pænt krydret grønsagsblanding som faktisk løftede dette op til, hvad jeg i et svagt øjeblik vil kalde delikatesseafdelingen. Her måtte jeg lige forbi et par gange. Til morgenmade skulle der jo så også indtages lidt væde. Jeg fik sort the, og den var dælme sort! Jeg vil faktisk sige udrikkelig med mindre den blev tilføjet ikke uvæsentlige mængder sukker – men kan ikke sige det, da jeg rent faktisk fik den drukket - også uden sukker. Kaffen har ifølge visse internet fora status af at være udrikkelig, men min utrættelige rejseledsager fandt den ganske god. Altså må den siges at have passeret. Men jeg må så tilføje, at den fik ikke uvæsentlige mængder mælk oveni som sikkert har blødt noget op på smagen. Til maden var det også muligt at få lidt juice. Jeg aner ikke hvad det var for noget sprøjt, men det smagte lidt af vand med farvestof. Jeg tror i hvert tilfælde ikke på, at den saft har set store mængder af frugt.

Tilmelding til dykning

Herefter gik turen til dykkercentret for at få os meldt til. Det gik meget let og smertefrit. Jeg ved ikke om det skyldes den såkaldte finanskrise, men der var overordentlig god tid til at håndtere tilmeldingen. Der var lidt papir der skulle udfyldes, og til min store overraskelse var man ikke interesseret i helbredserklæringer eller lignende. Vi fik derefter udleveret en kasse med lidt bly samt lidt mærker til nitrox-flasker. Hvad jeg havde forventet ville tage timer tog vel kun en halv. Således igennem dagens store udfordringer gik det videre i programmet. Der skulle handles lidt ind. Det vigtigste var piller i tilfælde af mave sammenbrud. Desuden piller mod søsyge som jeg med skam må tilstå kan være nødvendige hvis bølgerne bliver for høje og båden for lille. 3 slags medikamenter – pris 3 euro. Det er jo rent slaraffenland for hypokondere det her. Ingen recept - bare man kan navnet på medikamentet, da ligger det på lager. Det var de mest interessante sager man kunne købe i håndkøb her. Der var alt fra astma medicin over næsespray til ja guderne må vide hvad, som sikkert har været godt mod et eller andet. Apoteket havde egen læge tilknyttet som gerne - mod passende vederlag - tilbyd assistance i at udvælge de rette produkter.

Dagens indkøb

Så skulle der købes vand. På hotellet er dette dyrere end guld og ædelstene. På den anden side af vejen får man 1½ liter for 7 kroner eller 7 liter for 12 kroner. Valget er derfor ikke svært. Problemet er valuta. Godt man har en bedre halvdel der har styr på den slags og som har været i området før, og derfor har lidt valuta tilbage fra sidste rejse. Jeg kunne så agere muldyr og ellers slæbe vandet hjem.

En doven dag

At vi kun havde sovet i 3 timer - og at der ikke havde været tale om kvalitetssøvn - gjorde, at vi var nødsaget til at tage en lille lur. Rengøringsmanden havde gjort det han skulle have gjort, så vi kunne koncentrere os om det vi nu skulle – nemlig sove tungt. Det blev til et par timer i drømmeland som var noget nær guld værd. Det var i hvert tilfælde 2 helt andre personligheder, der umiddelbart herefter kunne pakke rygsækken med vand og fotoudstyr, og så ellers tage på en strandvandring mod nord forbi alle de stedlige hoteller.

Om end alle hoteller virkede ens har de dog alle deres særkende. Nogle er noget mere kedelige end andre og nogle synes at være meget fokuserede på bestemte sportsarter som f.eks. kite surfing og lignende. Uden at jeg her skal komme ind på hvert af de enkelte hoteller, vil jeg dog mene, at vi er havnet et godt sted. Stranden er fin. Sporten vi dyrker er repræsenteret. Der er ganske flotte omgivelser som man forsøger at holde ved lige. Larm er der ikke meget af ud over masser af kompressorer fra diverse køleandlæg der kører rundt omkring. Men alt andet lige ikke mere end det er til at holde ud. Der tror jeg nok, at jeg andre steder ville have lidt mere udfordringer.

© Fmlaursen.dk Efter et halvt dusin kilometers vandring på strandene, var vi så tilbage på vores hotel. Her fik vi så fremskaffet et par Strand-håndklæder og fik os tiltusket et par liggestole. Ikke noget større problem, da der ikke er ret mange besøgende i øjeblikket. Hotelanlægget har lige fået et nyt wellness-center. Her er der mulighed for alt fra sauna til massage, og der gik da heller ikke lang tid før vi havde en lidt vel påtrængende Egypter, der stolt bekendtgjorde, at han hed Muhammad, der for alt i verden ville sælges os 10 gg massage. Men jeg går ud fra, at det er noget man må finde sig i – de forsøger jo dog trods alt at skabe en levevej. 20 euro for en ½ times massage er heller ikke helt tosset – hvis det ellers udføres ordenligt. Jeg har på dette tidspunkt endnu ikke besluttet om jeg vil bruge financielle midler på den fornøjelse.

Lejligheden

© Fmlaursen.dk Lidt kommentarer omkring vores ferielejlighed. Størrelsen er absolut i orden. Der er passende med skabsplads. Der er lidt stole man kan sidde i. Udenfor på altanen er der også stole og et bord. Udsigten er måske ikke den mest inspirerende, men den kan gå an. Sengen er prima – jeg kan faktisk ikke huske, hvor jeg sidst har ligget i en bedre seng. Jeg har faktisk indtrykket af, at vi er de første der har fornøjelsen af at ligge i den. Jeg har kikket ind i andre lejligheder. Sengene her ser også ganske fine ud – men ingen når vores til lagnerne. Badeværelset har en passende størrelse og der er det man skal bruge. Toiletsædet kan ikke spændes ordenligt fast, så man har bare at sidde ordentligt. Skyl fungerer upåklageligt også uden brug af større mængder vand. Badekabinen er så lidt en anden historie. Det er en af den slags med glaslåger der skal flyttes frem og tilbage. Det er faldet helt fra hinanden, så her må badeværelsesgulvet sejle det bedste det har lært. Vandet er på visse tidspunkter af dagen ikke særligt varmt – med mindre man lader vandet løbe uforskammet længe. Det må kunne gøres bedre. Døre og vinduer er meget utætte, og har man tid, bør man købe en avis - gerne i JP tykkelse - og stoppe alle revnerne til. Men alt i alt er vi egentlig godt tilfreds med lejligheden om end det bestemt ikke var her vi ville bo. Der var der andre hoteller der virkede mere interessante. Men det er så en historie helt for sig selv.

Aftensmaden

Aftensmaden var i buffetform og faktisk en OK oplevelse. Om end ikke voldsomt krydret - nogle vil nok sige, at den var total smagløs - var der en behagelig duft af krydderier i restauranten allerede da vi omkring kl. 20:00 gjorde vores entre. Krydderierne kom dog på ingen måde fra maden, og det lykkedes mig aldrig at spore, hvor duften kom fra. Kl 20:00 synes at være et populært tidspunkt at spise, for der var ret så fyldt med sultne gæster. Min personlige favorit blev dog dagens fisk som på en ret så udefinerbar måde var blevet paneret og stegt. Men den smagte egentlig ganske glimrende og jeg måtte da også gå op et par gange før øjnene blev mætte.

Underholdning

I umiddelbar forlængelse af middagen blev der udenfor restauranten afholdt et lille arrangement, hvor stedlige dansere udførte 45 minutters hårdt arbejde. En mandlig danser drejede i næsten 20 minutter om sin egen akse alt imens hans voldsomme kjole stod i en stor bue omkring ham. Det var faktisk et festligt skue at se ham danne forskellige figurer med dette kostume. Hvordan han bar sig ad med at snurre rundt der i 20 minutter uden at dejse om står stadig hen i det uvisse, men flot var det! Bagefter gjorde en mavedanserinde sin entre. Uden at jeg på nogen måde skal gøre mig til værdig vurderingsmand for hendes kunnen, vil jeg dog alligevel påstå at hun ikke var specielt god til faget. Man kunne friste sig til at sige, at hun virkede en kende begynderagtig. Hun listede dog 4 publikummer på scenen af begge køn og lod disse vise, hvor svært det faktisk er – specielt når flæsket omkring navlen har antaget betragtelige størrelser – at kaste maven fra side til side på den måde en mavedanserinde nu engang gør. Underholdningen blev akkompagneret af en tilskuers permanente nydelse af en vandpibe, hvilke i mine næsebor ikke var nogen specielt behagelig duft. Men nu var klokken mange – og der var jo lige lidt nattesøvn der skulle indhentes.