Rejsen begynder

Efter aftale med naboen, blev vi kørt til Holzwickede hovedbanegård spor 5 (ved Dortmund lufthavn). Toget, der skulle føre os til Dortmund, kom næsten på sekundet til tiden. OK – det var måske 2 minutter forsinket – men sammenlignet med, hvad DSB til tider tilbyder os danskere var det jo ren luksus. Da vi slæbte en del bagage med os i form af 3 kufferter i 20 kg klassen, var det ikke lige sådan at finde et passende sted vi kunne fylde op i toget, men en familie var så flinke at trække lidt sammen, således at vi kunne være der og samtidig få et sted at sidde. Da der var tale om et regionaltog, skulle der stoppes ved en del banegårde, og der var da også en ganske pæn udskiftning i passagererne – men på intet tidspunkt var toget så fyldt, at man ikke kunne være der.

Ankommet til Dortmund skulle der skiftes til spor 18. Jow jow – det er en ganske pæn stor banegård de holder sig her. Desværre er der kun trapper og ingen elevator, og når man som vi kommer vandrende med 3 ret så store kufferter, hvoraf en er fyldt med tungt dykkerudstyr, da var det en noget hed opgave at få disse 3 kufferter båret ned i gangene under banerne for derefter at få disse flyttet op igen. Menneskemasserne var massive og det var i perioder ikke til at komme hverken frem eller tilbage. Specielt da vi skulle op til spor 18, måtte undertegnede stå i adskillige minutter på en trappe med 2 tunge kufferter uden at kunne bevæge mig hverken op eller ned. Jeg må da tilstå, at jeg fik en lille svedperle på panden her alt imens vejrtrækningen blev en kende mere dyb.

Toget kom igen stort set rettidigt. Det var et af disse nymodens tog i 2 planer. Når det gælder udnyttelsen af tog er tyskere ikke en døjt bedre end danskere. Sæderne er grupperet i blokke af 4 sæder, og her er der i hver gruppe altid en eller anden der placerer sig på en sådan måde, at der i hvert tilfælde ikke kommer til at sidde andre her. Den slags kan godt få mig lidt op og ringe – specielt når man som vi kommer anmassende med disse ret så monstrøse kufferter. Vi måtte derfor sidde i af og påstignings området i toget – men det gik egentlig meget godt. Det var jo dog trods alt kun en god times tid vi skulle sidde her. Og ret beset - togene i Tyskland er ikke bedre indrettet end de Danske når det gælder om at have plads til andet end håndbagage.

Düsseldorf

Ankommet til Düsseldorf banegård giver skiltene straks det indtryk, at man befinder sig i lufthavnen. Dette er dog ikke helt tilfældet. Nej – man skal skifte til den såkaldte H-bane (eller tage undergrundsbanen - men det skiltes ikke). For dem der ikke ved, hvad en H-bane er for en størrelse: Det er det et absolut førerløst tog som ikke kører PÅ skinner – men hænger I skinner. Jeg skal da tilstå, at det lige var en tanke jeg var nødsaget til at vænne mig til – men det gik nu egentlig meget godt. Toget består kun af 2 vogne og det anløber kun 4 stationer hvorefter det kører den direkte vej den anden vej tilbage til udgangspunktet. Turen tog egentlig ikke mange minutter og alt forløb helt efter bogen – måske lige ud over en lille pige der var ved at komme i klemme i den automatiske dør. Men alt gik godt.

© Fmlaursen.dk Lufthavnen i Düsseldorf er ganske hyggelig – om end noget større end jeg lige havde forventet. Jeg havde i min fantasi måske forestillet mig noget på størrelse med Billund, men her må jeg nok erkende, at Billund lufthavn er temmelig provinsiel sammenlignet med. Vi kom desværre til at stige ud i den forkerte ende af lufthavnen, så vi fik da lejlighed til at se det meste af bygningen inden vi kom frem til indtjekningsskranken, der dog skulle vise sig ikke at være bemandet på dette tidspunkt – og ikke blev det de næste 1½ time. Det gav os derfor rig lejlighed til at indtage den medbragte madpakke bestående af frugt og grønt. Der blev købt lidt læsestof til turen (Nyeste bog af min favorit-forfatter Clive Cussler samt den nyeste udgave af bladet Unterwasser), og da de 1½ time var gået – hvilket egentlig ikke føltes halvt så langt som det rent faktisk var – da kunne vi stille os i køen sammen med et par hundrede Hollændere og nogle enkelte Tyskere for at tjekke ind til flyveren fra luftfartselskabet Air Cairo der skulle flyve os til Hurgada via Frankfurt. Jeg må sige, at denne indtjekning gik ualmindeligt hurtigt og smertefrit. Det eneste vi kunne brokke os over var, at der i rejsepapirene stod, at vi skulle betale 45 Euro for dykkerbagagen, men som det hårdnakket blev påstået var gældende hver vej. Nå – det må vi se hvad rejsebureauet mener om den sag når vi kommer hjem - skulle de forlange samme uhørte sum på hjemrejsedagen.

Vi havde ca. ½ time, vi skulle have til gå inden vi skulle borde, og egentlig havde vi planer om ”bare” at sættes os til at vente. Men da vi kom forbi en Vietnamesisk restaurant da kunne vi alligevel ikke dy os. Det måtte vi prøve. Vi havde 15 minutter at gøre godt med, men som de bedyrede, så ville det kun tage 5 minutter at forberede, og skulle tiden rende fra os, da ville vi få en madpakke med vi kunne nyde om bord på flyveren. Det interessante er, at man flere steder på det store grimme Internet kan læse, at Air Cairo ikke er kendt for deres forplejning. Så hvorfor egentlig ikke købe et godt måltid mad her for ca. 60 kroner og tage det med i stedet for at skulle indtage det hakkelse som mange flyselskaber med stolthed mener vi rejsende skal indtage. Dette blot en tanke til eftertiden. I hvert tilfælde blev vi på rekord tid mætte som sjældent før, og maden smagte ganske vidunderligt – og vi kunne i øvrigt få maden lige nøjagtig så stærk som vi havde lyst til. Det havde vi så egentlig ikke – om end vi efter serveringen tillod os at efterkrydre med noget Chilli der virkelig rykkede.

Vi nåede sågar lige at få drænet blæren alt imens vi kunne se at der blev bordet, og igen må jeg sige at Air Cairo viste sig fra en yderst effektiv side. Vi kom relativt hurtigt ud til flyveren og jeg må med en vis glæde konstatere at flyveren afgik med stort set minutters nøjagtighed. Respekt! Det eneste der var mærkeligt var, at vi havde fået pladsbilletter, men disse først var gyldige fra Frankfurt. Indtil da kunne vi sidder, hvor vi havde lyst til. Der var altså lagt op til lidt kaos når vi engang nåede frem. Der var nemlig en del der var med denne flyver som formegentlig skulle videre med andre flyvere eller simpelthen bare skulle videre til Frankfurt som var deres endestation.

Frankfurt

I Frankfurt blev det hele lige nøjagtigt så kaotisk som jeg havde forventet. Alt var totalt ukoordineret. Planen var, at de der skulle videre med andre flyvere først skulle af denne flyver. Det i sig selv viste sig at være lidt af en logistisk udfordring. Derefter skulle vi der skulle videre med denne flyver så ellers finde vores pladser, og så ellers gøre os det lidt hyggeligt. Kort tid efter at vi havde gjort dette, blev vi over højttaleren bedt om at gøre os klar til at forlade flyveren da denne skulle gøres ren. Nå – frem med håndbagagen igen og så ellers stille os op i kø i gangen. Her stod vi så et kvarters tid, hvorefter vi over højttaleranlægget blev bedt om at indtage vores pladser igen, da man vist ikke kunne skaffe den bus der var nødvendig for at vi kunne komme tilbage til bording-rummet. Sikke da noget rod! Rengøringen skulle senere vise sig at være et spørgsmål om at skifte den lille lap papir der sidder på hovedstøtten på sæderne. Det gik nu relativt hurtigt.

Med ca. 15 minutters forsinkelse blev vi så i flyveren kørt lidt rundt i lufthavnen som en slags sightseeing for at komme ud til startbanen. Herefter gid det i rask fart mod syd. Egypten venter. Flyveren var pakket til sidste sæde, og det var da lige før vi måtte skiftes til at trække vejret – ok – helt så slemt var det ikke, men overdrivelse fremmer forståelsen. Service var der bestemt ikke meget af. Faktisk måtte vi selv gå hen til personalet for at få noget at drikke. Efter ca. 2 timer blev vi tilbudt noget at spise, og jeg må sige, at de skrækhistorier vi havde læst om på det store grimme Internet, viste sig at holde nogenlunde stik. Sikke da en gang føde. Ja undskyld mig – men næringsværdien var så godt som ikke målbar, smagen endnu værre og kvantiteten snakker vi heller ikke om. Ned gled det dog – og vi glædede os over, at vi havde nydt vores Vietnamesiske ret i Düsseldorf.

Som tiden gik, faldt folk i søvn. Jeg fandt min nyligt indkøbte mini-pc frem, og vi så en film. Når man skal til Egypten, hvad er så bedre end at se Mummies? Nå – ja – jo – jeg tror nok jeg syntes den film var bedre, end hvad min bedre halvdel syntes. Det var derfor godt, at naturen gav mulighed for at nyde et fantastisk skue af et tordenvejr over Middelhavet. Der var virkelig gang i blitzen. Filmen stoppede efter et par timer, og stort set samtidig med dette blev det annonceret at indflyvningen til Hurgada var i gang. Perfekt timing hvis du spørger mig. Klokken var ved at være mange, og vi landede faktisk til planlagt tid i Hurgade omkring kl. 2 om natten lokal tid.

Hurgada

Normalt når en flyver lander springer folk ud af stolene for hurtigst muligt at komme ud i gangen og stå i kø. Fred med dem der har disse tendenser. Vi brugte tiden til at udfylde immigrationspapirerne med alle de oplysninger der nu engang var påkrævet. Fandt vores sager frem og fik alting lagt klar til vi kom ind i ankomsthallen. Erfaringsmæssigt kan den slags godt være lidt kaotisk – så hvorfor ikke være lidt på forkant med situationen. Vi var derfor stort set de sidste der gik af flyveren – og dermed også de sidste der kom ind i den bus der skulle fragte os til terminalen. Bussen var pakket, og det var da kun med nød og næppe at jeg som sidste mand kunne komme ind i bussen med min håndbagage. Fordelen var så, at jeg var første mand til at komme af bussen da den stoppede foran terminalen. Vi var derfor også de første til immigrationen og det gik lynende hurtigt at få betalt de 36 Euro, og før vi vidste af det, stod vi ved bagagemodtagelsen. Dårligt nok var jeg ankommet der før båndet gik i gang, og der gik ikke lang tid før vore kufferter var i sigte. Kufferten med dykkerudstyr havde lidt noget overlast, og vi blev straks dirigeret over til den ansvarlige for den slags og et hav af papirer skulle udfyldes. Nu er vi så spændt på om vi nogensinde hører mere til dette.

Herefter gik det i samlet flok til parkeringspladsen, der på dette ugudelige tidspunkt af dagen (vi snakker her omkring kl. 04:00) stort set var tom. Her skulle vi til nogle taxa-busser, der holdt i den absolut fjerneste ende af parkeringspladsen. Chaufføren havde åbenbart hørt om min oplevelse på Teneriffa med en chauffør, der mente han skulle efterfølge Michael Schumacher i den kommende Formel 1 sæson, og han forsøgte at gøre kunsten efter. Dette var ikke videre behageligt – primært fordi vejene i området ikke er specielt gode. Det vil sige - vejene er som sådan ikke så dårlige, men der er lavet rimeligt mange fartbegrænsende foranstaltninger, og de var alle af en karakter, der ville sende enhver Københavnsk bybuschauffør hjem med dårlig ryg efter et par timers kørsel. Men efter en time ankom vi dog helskinnet til hotellet - Lotus Bay.

Indcheckning

Ved Receptionen blev vi modtaget af en meget overfrisk ung mand. Han var i kraft af sin friskhed, og vores vel nok temmelig meget det modsatte, meget øretæveindbydende, men det var tydeligvis hans måde at være morsom på – og han havde så bare ikke helt forståelsen af at vi her kl. 4 om morgenen var ret så trætte. Jeg bed dette i mig og efter ½ time var vores pakkenelliker på plads i vores ”ferielejlighed” og vi fik fremtryllet en flaske vand i receptionen, så vi ikke helt skulle dehydrere inden vi kunne købe noget mere i det lokale supermarked. Det var lidt af et paradoks, at man var villig til at fremtrylle en kok der kunne lave mad til os uden beregning (vi havde jo bestilt halvpension), men en flaske vand var ikke en del af halvpensionen, så denne måtte vi betale for. Det er ikke alt i denne verden der er lige logisk - og specielt ikke på denne tid af dagen.

Omkring kl. 5 gik vi i seng – og det blev en lidt underlig nattesøvn vi fik, da vi vidste at vi skulle op for at kunne få lidt morgenmad, og var bange for at sove over os – og den servering ville starte kl. 07:00 og "kun" vare til kl. 10:00.