Indkøbsmuligheder
De andre gange jeg har været på Bonaire har en af de helt store udfordringer været indkøb. Der har været 2 relativt små ”Supermarkeder”, hvor
hylderne stort set altid var tomme. Dette har godt nok ændret sig. Bonaire er jo blevet en kommune i Holland, og dermed er der sikkert kommet
andre boller på suppen. Spørgsmålet er bare om det er til det gode eller til det dårlige.
Umiddelbart kan man opdele indkøbsmulighederne i 3 grupper. Der er en række minimarkeder der primært ejes og drives af kinesere. Disse synes at
have åbent stort set hele tiden og er placeret sådan lidt rundt omkring. Så er der kommet et kæmpe supermarked til – Van den Tweel. Ikke et firma
vi har hørt om i Danmark, men meget kendt i Holland. Disse har set lyset og har bygget et hypermoderne supermarked i den sydlige del af
hovedstaden – industrikvarteret. Prisniveauet her er latterligt højt. Indrømmet koster det nok lidt at få varer til Bonaire, men de priser man
møder her er alligevel skruet kunstigt i vejret. Sidst men ikke mindst er der i protest startet en form for privatejet supermarked, som
forsøger at skaffe varer uafhængigt af Van den Tweel. Sagen er nemlig den, at de ikke alene sidder på handlen – de sidder også på det varelager
der forsyner alle andre supermarkeder på øen – og dermed er konkurrence ligesom en by i Rusland.
Fra styrets side har man forsøgt at styre dette rod ved at sætte lovgivningsbestemte makspriser på givne varer. Det betyder at supermarkederne
med det samme har sat priserne til maksprisen. Samtidig har man klaget over at det giver for lidt avance og over tid fjernet populære varer fra
hylderne. Med andre ord hersker der et rod på markedet som det nok vil tage nogen tid at få styr på igen.
Skal man på indkøb er man næsten tvunget til at køre til den sydlige del af byen i industrikvarteret. Her ligger der én vej, hvor stort set alle
supermarkeder ligger – som perler på en snor. Vi har ikke været i dem alle, og anbefalinger er der ingen af fra vores side. Vi bed i det sure æble
og handlede i det store nye supermarked. Her kunne vi få det vi ville have – men måtte også betale for det. Vi formåede dog alligevel at holde
omkostningerne på et niveau, hvor det er/var acceptabelt. Men vi glædede os over, at det ikke er det prisniveau vi har her, hvor vi bor.
Og her er så også problemet for Bonaire... Lønningerne på øen er nemlig ikke helt fulgt med. Ved valget blev det lovet befolkningen at lønniveauet
ville blive hævet til et normalt Hollandsk niveau – og det er nu efter 4 år stadig ikke sket. Faktisk ligger lønniveauet så lavt at mange er nødsaget
til at tage på arbejde 2 gange i døgnet for at tjene til dagen og vejen. Timelønninger under 5,- $ er ikke usædvanligt. Altså lønninger under normalen
og priser over normalen. Dette hænger ikke sammen. Vi besøgte bekendte på øen, og dette var et tema der rigtigt kunne få folk op af stolen. Her er der
en uretfærdighed man må og skal forholde sig til. Jeg må tilstå, at vi efter at have hørt om dette valgte at spytte rigeligt i drikkepengekassen da vi
tog derfra. Holland har en opgave her – og indtil videre har de vist ikke scoret ret mange point ved lokalbefolkningen. Man kan derfor undre sig over, hvor
smilende folk altid er og hvordan de altid vinker til en når man kører rundt på øen. Dét smil og den holdning der gør, at det altid er en fornøjelse at
tage på ferie lige netop på denne ø.