Dykning
Man kan ikke sige Bonaire uden i samme åndedrag også at nævne dykning. Det er og bliver den primære årsag til, at man tager på ferie på denne ø.
Klart og dejligt varmt vand med et passende varieret dyreliv gør det til en fornøjelse at dykke her. Men at påstå, at det var det samme at dykke
her denne gang som det var i 2008 og 2009 da jeg sidst var her, det kan man ikke.
Årsagen skal søges i 2 faktorer. For det første var der de vind og vejrmæssige forhold og for det andet indvandringen af den frygtede men også
smukke dragefisk.
Vejret
Vi havde ikke været længe på øen før det slog mig, at noget var anderledes end de 2 andre gange jeg havde været her. For det første blæste det mere
end jeg kan huske fra de 2 andre gange. Det føltes i hvert tilfælde som om det var mere blæsende. Det krævede heller ikke mange køreture langs
vestkysten af øen før man kunne se, at der var skumtoppe på vandet. Det kunne jeg heller ikke huske. De andre gange var der da også lidt bølgegang,
men sådan rigtig med skumtoppe – det var nyt. Ydermere medførte det, at der ofte var strøm når vi var i vandet. Dette var mig også ukendt. Der gik
dog et par dage før det sådan rigtig slog mig, hvad forskellen var. Normalt kommer vinden her fra øst. Det vil sige at øen skærmer af. Men i de 14
dage vi var på øen var vindet mere i Syd – måske Sydøst. Og det gjorde en stor forskel. Vi talte med flere på øen som kun kunne bekræfte min observation.
Der blev her henvist til, at 2014 angiveligt skulle vær et år for ”El Niño”. Om dette er rigtigt vil jeg ikke gøre mig til dommer over – men vinden var
anderledes og forholdene i vandet derfor noget ringere end hvad jeg lige kan erindre.
Dragefisken
Hvor kan vi mennesker da lave meget skidt i naturen. Rygterne vil vide, at en eller anden på et tidspunkt er blevet rigtig træt af sit saltvandakvarium,
og har hældt sin bestand af dragefisk ud i det åbne hav – nærmere betegnet Caribien. Dragefisken har her fundet sig så godt tilpads, at den har formeret
sig i et tempo ingen havde kunnet forestille sig. Hele Caribien er i den grad invaderet, at man kæmper med at holde antallet nede. Dette er og bliver en
tragedie af dimensioner. Det var for mig ganske tydeligt at fiskemængden var reduceret dramatisk. Mængden af Muræner var voldsomt reduceret. Der var
fiskearter jeg simpelthen ikke så, og enkelte jeg kun så i et enkelt eksemplar. Pudsestationer som før var at finde overalt på 20 meter vand fandt jeg
stort set ikke. De er der – men bare ikke så mange. Men det er vel, hvad man kan forvente når vi mennesker blander os i naturens gang.
Når alt dette så er sagt, så var dykningen dog stadig ganske fantastisk. Om formiddagen havde vi en sigt som man normalt kun kan drømme om. Solen stod
helt rigtigt, og man kunne få nogle ordentlige billeder i kassen. Det er stadig svært at komme i og ud af vandet, men jeg glædede mig over at kunne se,
at korallerne synes at komme langsomt igen også på lavere vand efter de slemme storme der har hersket her på øen et par gange. Det vil tage mange år før
man er tilbage til dét det engang var – og jeg er ret sikker på at det ikke vil blive færdigt i min tid, men naturen arbejder – og den arbejder i den
rigtige retninge.
Red Slave
Grundet bølger og strøm var vi – ligesom alle andre dykkere på øen – lidt begrænset i vores udvalg af steder, hvor vi kunne gå i vandet. Vi forsøgte os
så sydligt som ved ”Red Slave”, men måtte her efter 30 minutter give op på grund af strøm. Vi kunne kun med hiv og sving kæmpe os imod strømmen, og ret
beset var det overhovedet ikke sjovt. Det var beklageligt for netop på grund af strømmen betød det, at nogle af de lidt større dyr var at se i horisonten.
Men der var simpelthen ikke overskud til at nyde disse da det hele tiden bare drejede sig om at undgå at blive blæst til Venezuela.
1000 Steps
Fruen var dog af den holdning at den bedste dykning var i syd. Jeg vil ikke sige, at jeg er uenig, men dog stadig påstå, at alle sites – i nord som i syd –
har deres fordele og ulemper. I syd er der som følge af en lidt mere sandholdig bund nogle enestående lysforhold som man kun kan nyde. I nord er der flere
koraller, og der er også i mine øjne lidt mere dyreliv at holde øje med. Jeg har læst artikler, hvor 1000 Steps (navnet givet da det føles som om man skal
op af 1000 trin efter et dyk) kritiseres og angiveligt ikke skulle være, hvad det var før stormene. Jeg må indrømme, at jeg stadig har dette som en af mine
favoritter. Der er så meget at se på her, at man roligt kan komme her flere gange efter hinanden uden at man af den grund vil se de samme – hverken koraller
eller fisk – 2 gange.
Andrea II
Min personlige favorit. Beklager – her er et site som har noget at tilbyde alle uanset certificeringsniveau. Gode lysforhold. Et varieret dyreliv. Koraller
i massevis. Noget at se på uanset dybde. Kun på et punkt blev jeg skuffet. På ca. 12 meter vand stod der sidst jeg var her en kæmpe stor koral. Jeg vil gætte
på at den var 2½-3 meter høj og hul. Her var der altid gang i den. Denne store smukke koral er i dag faldet sammen og er kun en skygge af sig selv. Det eneste
vi fandt her var 2 dragefisk som i bund og grund ikke havde noget at gøre her. Men ellers kan jeg kun være begejstret. Parkeringsforholdene er glimrende, men
det er og bliver stadig lidt af en udfordring at komme i og ud af vandet her. Men det kan lade sig gøre.
Margate Bay
Dette blev turens mest besøgte site. De dage hvor vinden dog trods alt bevægede sig lidt mere mod øst, havde vi her fine forhold. Her så vi sepia og skildpadder.
Her kunne vi få vore kameraer til at svede af overarbejde. Her fandt vi den ro som vi så gerne vil have på et dyk. Luften i flaskerne kunne holde længere end
normalt og det var da også her vi havde turens længste bundtid på næsten 80 minutter og det trods en max dybde på over 20 meter. Det blev her vi havde lejlighed
til at dyrke den hobby vi så gerne dyrker på den måde vi så gerne vil dyrke den på.
Udstyr
Mange griner af mig, når jeg tager på ferie i troperne. Her tager jeg nemlig min gode gamle Cressi Ice Semivåddragt på 7 mm med – inklusive hætte! Igen på
denne ferie måtte jeg modtage mangt en kommentar fra bedrevidende dykkere der kunne fortælle mig, at i troperne dykker man i shorty! Dertil kan jeg så kun
sige – god fornøjelse. Når man har 3-4 dyk per dag da køles kroppen ned, og allerede efter 3 dage, da er hætten noget man helt naturligt bruger, da det
ellers vil blive koldt at dykke. Eneste ulempe er at jeg slæber rundt på 11 kg bly og indrømmet – det kan mærkes i ryggen efter 10 dages dykning. Men intet
i denne verden kan ændre min holdning. Fruen kikkede godt nok noget mærkeligt, da jeg foreslog hende at tage hendes 5 mm semidry med, men hun lyttede (for
en gangs skyld) til mig, og set i bagklogskabens ulideligt klare lys, da var det den rigtige beslutning. På intet tidspunkt havde vi det for varmt selv om
det burde være tilfældet. Vi kunne gå rundt i dragten hele dagen lang uden at det blev ubehageligt – men OK – sådan rigtig brune – det blev vi ikke. Men
anbefalingen her fra min side skal være – tag ikke for tynd en dragt med. Det kan godt være, at bagagevægten holdes nede, men det gør kropstemperaturen
også efter et par dage. Husk i hvert tilfælde en hætte – det betaler sig!
De fleste dykkercentre på Bonaire har ”kun” flasker med INT tilslutning. Husk derfor en INT adapter, hvis du er en af dem der sværger til DIN. De fleste
centre har både 10 og 12 Liters flasker, men husk at det er aluminium. Langt de fleste dykker med 12 Liter flaskerne, men personligt synes jeg de er noget
så irriterende, da de bliver meget lette når de når ned omkring de 50 bar. Vi valgte når det var muligt at tage 10 Liter flaskerne. Har du Nitrox certifikat –
husk det for guds skyld. Det er gratis at bruge, og det forøger sikkerheden markant. Nitrox er i øvrigt eANX32! Dermed er et dyk på Hilmar Hooker stadig
muligt (for dem der mener at det er interessant at dykke på den gamle blikspand ).