Udlejningsbil
Når man tager på dykkerferie på Bonaire er der altid inkluderet en udlejningsbil i rejsen. Man kan ganske simpelt ikke leve uden en sådan, da det
er den eneste måde man kan få transporteret sit dykkergrej derhen, hvor man gerne vil dykke. Ydermere lå vores hotel jo lidt ude på landet, så vi
var afhængige af bilen for at kunne komme til byen og handle ind osv.
Easy One Rent
Det er jo altid spændende at se, hvilken bil man får her på øen og hvem man lejer bilen af. Vi – som alle andre – er jo svært fokuserede på prisen
når vi bestiller en ferie, og derfor kan man vel heller ikke være kritisk når det gælder, hvilken bil man får stillet til rådighed. Vi blev direkte
fra flyveren kørt til udlejningsfirmaet Easy One Rent http://www.easy1rent.com . Dette firma er kendt for 2 ting. For det første har de intet
kontor – bare en parkeringsplads, hvor man henter og bringer sin bil, og for det andet er bilerne fra Kina. Ja du læste rigtigt. Alt dette var vi
ikke klar over, og det er måske lidt et problem, at man har været vågen i næsten 24 timer når man skal forhandle med dette firma i nattens mulm
og mørke på en mørk parkeringsplads – men det var nu engang betingelserne. Vi glædede os over, at såvel ansvar som kasko forsikring var med i prisen –
og vi havde angiveligt kun en selvrisiko på 500,- $. Dette undlod vi klogeligt at teste nærmere. Da firmaet ikke har noget kontor er det lidt af en
udfordring at aflevere bilen tilbage. Dette skal ske ikke omkring det tidspunkt der er aftalt – men til eksakt det tidspunkt der er aftalt. Dette
kostede os mindst en time af vores ferie at gennemskue den detalje, og satte mangt en person i sving med at finde ud af, hvordan vi nogensinde
skulle komme af med den bil igen.
Udlejningsbilen
Udlejningsfirmaet var stolte over at kunne overrække os nøglen til en Pick-Up fra den kinesiske bilproducent ”SG Automotive”. Bilen hed noget så fornemt
som DD1020. Det mere konkrete bilmærke fandt jeg aldrig ud af. Bilen var på dette tidspunkt næsten 2 år gammel. Bagklappen var for længst rustet af og
erstattet af et net. Bilen havde som sådan ikke buler (jo én på den bagerste kofanger), men mængden af rust var emens. Uanset, hvor man kikkede på denne
bil, da var der rustpletter større end en 20 kr. Mønt. Bilen havde kørt næsten 19.000 km da vi fik udleveret nøglen, og det stod relativt hurtigt klart
for mig, at denne bil nok ikke kommer til at opleve 40.000 km grænsen. Motoren fungerede dog upåklageligt. Startede hver gang vi drejede nøglen (hvilket
et par fra Holland ikke kunne sige om deres variant af samme bil, der dog kun var ét år gammel – men det hjalp dog da man skiftede et par sikringer).
Bilen var ikke udstyret med hverken ABS, ESC eller Airbags. Hvem har brug for den slags luksus på en ø, hvor man maksimalt må køre 60? Sæderne havde en
god siddeflade, og man kunne glæde sig over at sæderne var beklædt med plastic, hvorfor lidt vand ikke ville ødelægge noget. Bilen havde i teorien plads
til 4 personer, men vi var kun to, hvilket der var rigeligt plads til. Bilen var udstyret med dæk af fabrikatet ”LingLong”. Jeg har forsøgt at finde
tests af disse dæk. Jeg har kun kunnet finde én – og jeg er glad for at jeg ikke havde læst denne før vi tog af sted. Nu regner det selvføligelig ikke
meget på Bonaire – så vi klarede os dog alligevel.
Men at påstå at bilen var i orden – nej – det kunne man ikke. Lygterne pegede stort set direkte ned i jorden. Kun med langt lys kunne man se lidt fremad.
Mindst en af de bagerste bremser hang ved udleveringen og det gav ud over varme bremser også et lidt kedeligt forbrug. Det lykkedes mig dog at få liv i de
bagerste bremser igen ved ivrigt at aktivere håndbremsen hård, brutalt og bestemt. Det gav næsten 4 km mere per liter! Herefter virkede bremserne på bilen
generelt faktisk næsten tilfredsstillende. Styretøjet snakker vi ikke højt om. Der var et slør på omkring 6-7 cm. Da vejnettet på Bonaire ikke er det bedste
gør man klogt i at navigere rundt om de største huller i vejen, og indrømmet – dette var lidt af en udfordring med dette slør. At vi ikke blev køresyge på
den bekostning var lidt af et under. Vi glædede os også over at hverken æsler eller geder valgt at gå ud foran bilen. Dermed blev vi sparet for at skulle
udføre en dobbelt udvige manøvre. Det ville helt sikkert have været en spændende oplevelse – selv ved 60 km/t.
Når alt dette så er sagt, så gjorde bilen dét den skulle. Den fragtede os rundt på øen og klarede sågar en tur igennem Slagbai nationalparken i nord.
Faktisk må jeg her rose bilen. Vejnettet i parken er ikke ligefrem godt – men disse LingLong dæk tykkede sig igennem ruten uden på noget tidspunkt at
vise svaghedstegn. Dette i modsætning til andre biler vi så som ved næsten hver en stigning måtte tage tilløb for at komme op. Vi glædede os over alle
skrammerne og bulerne bilen havde. Så gør det mindre ondt på en, når man fylder ladet med saltvandsvådt dykkerudstyr og skulle bilen få en skramme mere,
er der ingen der ser den. Nogle gange er det en fordel ikke at køre rundt i en ny og pletfri bil – og det gælder specielt her på Bonaire.
Alternativer
Der findes et utal af biludlejningsfirmaer på Bonaire. De fleste udlejer dog trafikale katastrofer til en billig penge. Hører man til dem, der absolut kun
kan og vil køre i det fineste af det fine, og i øvrigt er villig til at betale for dette, da findes der dog også et alternativ – AB Car Retal. Deres biler
ser rigtig godt ud, og jeg har faktisk ikke set en bil fra dette firma med en rustplet. Men om det er dét værd? Det er op til den enkelte at vurdere.