Vilde Æsler

Da Spanierne for en forfærdeligt masse år siden – så vidt jeg ved engang i 1400 og grønlangkål - besatte og dermed ejede Bonaire, bragte man æsler med til øen. Uvist af hvilken grund fik disse lov til at leve frit på øen, og i dag er der en større bestand af disse. Når man kører rundt på øen kan man ikke undgå i ny og næ at se en sådan der står og gnaver i et eller andet stykke vegetation. Æslerne er selvfølgelig nysgærrige men der er også en vis nervøsitet at spore. At få et billede af et æsel er nemt, med mindre selvfølgelig at man vil have et nærbillede – så stikker de af.

Æslerne har haft blandede vilkår op igennem årene. Det har blandt andet medført, at man har et ”Donkey sanctuary” – et slags hospital for æsler. Dette er privatejet og har over tid antaget et omfang der grænser lidt til det groteske, men helt ærligt – hvor i verden ser man noget lignende?

I 2010 blev der afholdt et valg på Bonaire, hvor det blev besluttet, at Bonaire skulle være en kommune i Holland. Hollænderne har dermed også fået lidt magt på øen, og en af de ting man har fundet ud af er, at antallet af uheld som følge af bilers møde med æsler ganske simpelt er for stort. Løsningen er lige så simpel som den er til at hyle over – man steriliserer æslerne og dermed vil de over tid forsvinde fra øen, og dermed vil antallet af uheld falde. Hvor svært kan dét være?

En aktion blev sat i gang. Knivene blev slebet og mangt et æsel har mistet evnen til at videregive sine vigtige DNA. En eller andet har dog fået den geniale idé at undersøge disse æslers DNA, og det har så vist sig, at denne art kommer fra Afrika, hvor den faktisk i dag er uddød. Dermed er æslerne på Bonaire en udryddelsestruet dyreart, og dermed er de handlinger som man har igangsat fra Hollands side måske ikke helt så legale som man håbede på.

Fra man erkendte problemet til man stoppede aktionen gik der dog 14 dage, og mangt et stolt æsel mistede sine forplantningsevner i denne periode. Nu har man så travlt med at finde de få æsler der måtte være tilbage som rent faktisk kan videreføre arten.

Er det ikke bare sørgeligt? Og hvor er det bare typisk.

© Fmlaursen.dk