Introdag
Efter en god nats søvn, er det så tid til at indtage Bonaire. Vi har et par ting vi skal have klaret i dag. Det drejer sig
primært om at vi skal have købt ind, vi skal have tilmeldt os dykningen og sidst men ikke mindst skal vi have gennemført
vores introduktionsdyk.
Dagens første udfordring består dog i at spise morgenmad. Vi kan ganske simpelt ikke finde noget bestik i lejligheden.
Køleskabet er tomt - gabende tomt - og ferielejligheden ligger langt fra lands lov og ret. Vi beslutter os derfor til at bide
i det sure æble og indtage vores morgenmad i den stedlige restaurant, og så ellers betale dét det koster. Der er her tale
om en glimrende morgenmadsbuffet. Der er alt, hvad man skal bruge - inklusive Bacon i en rimelig god kvalitet - og i passende
mængder. Det slog os dog med det samme, at der ikke var ret mange der gjorde brug af denne service. Årsagen skulle vise sig
da vi skulle betale. For 2 personer blev det lidt over 25 amerikanske Dollars. Dét synes jeg er lidt pebret. Jeg kunne så
glæde mig over at vi begge havde spist for mindst 2 personer.
Herefter var det tid til en lille fordøjelsesspadsergang ned til vandet. Her fandt vi en tysk turist, der var ved at gøre
klar til hjemturen. Han havde været her på øen i en måned nu (behøver man at sige, at han var pensionist), og var brun som
chokolade. Han kunne berette, at han hvert år i 25 år var kommet til Bonaire, og der var ingen andre steder han ville tage
hen. Det blev til ca. 45 minutter med ham, og pludselig gik det op for os, at vi ikke havde fået smurt os ind i solcreme,
så derfor gik det i rask fart tilbage til hotellet, hvor vi fandt skygge og massevis af solcreme (bedre sent end aldrig).
Herefter gik det til dykkercentret.
Chefen for dykkercentret glædede sig over vores besøg, og lagde en ordentlig bunke papir på bordet som vi skulle udfylde.
Alt det sædvanlige fraskrivning af ansvar og så videre. Derudover tilmelding til Nitrox (for free) og så skulle vi selvfølgelig
også lige betale de obligatoriske 25$ til naturreservatet. Chefen var desværre forkølet, og derfor måtte vi selv læse os til
det han normalt skulle fortælle os. Helt fint. Jeg fik øvet mig i at oversætte fra engelsk til tysk. Så fik vi udleveret
den ønskede mængde bly (omend han nægtede at give mig de 11 kg jeg bad om - jeg fik kun 10). 7 mm neopren kræver noget vægt
for at kompensere for opdriften - og det specielt når saltholdigheden er som her i vandene omkring Bonaire.
Udstyret blev nu pakket og herefter gik det som enhver anstændig amerikaner ville have gjort det, i bil til vandet (200 meter
i fugleflugtslinie). Stedet hedder Oilslick og er stedet, hvor man for år tilbage havde planer om at placere en havn til
olie-tankskibe. Det projekt blev heldigvis afbrudt. Det er dog alligevel ikke en af mine favoritter. Men Fruen var begejstret.
Men hun har (på dette tidspunkt) heller ikke set nogle af de andre muligheder som øen her giver. Fruen fik testet hendes nye
kamera (hvilket hun ikke ligefrem jublede over). Men nyt udstyr kræver jo som bekendt øvelse. Og det skulle der så være rig
mulighed for de næste par dage.
Nuvel - selv vi skal jo også have noget at spise, og derfor skyllede vi udstyr i en fart og kørte ind til byen for at handle.
alt var lukket. Vi spurtede rundt som gale for at finde et sted hvor vi kunne købe lidt fodder - men alt var lukket. Panikken bredte
sig. Vi fandt en lokal som kun kunne sige at alt var lukket. Da var det så at det gik op for mig, at det er søndag. Og søndage
er jo nærmest hellige - specielt på en ø, hvor mange er religiøse. Skuffelsen var til at tage at føle på. Vi gik en lille tur
rundt i byen og begav os derefter hjemover. Her så vi så - skråt overfor vandtårnene - et lille supermarked af kinesisk afstamning
(i hvert tilfælde ud fra navnet at dømme). Her var tydeligvis åbent. De kinesere arbejder da også stort set altid! OK - prisniveaut
var - som forventet - ikke ligefrem lavt, men der var varer på hylderne, og vi kunne købe ind til dagen. Så måtte vi se, hvordan
vi mandag kom videre.
Med køleskabet næsten fyldt var det så tid til et dyk mere. Hvorfor køre så langt når nu Oilslick er faldt i fruens smag. Vi kryber
derfor i neoprenen igen og tager et dyk mere, hvor vi denne gang - i modsætning til første gang - svømmer mod nord. OK - det behøver
man så ikke gentage. Her har bunden tydeligvis taget skade. Der er ikke så meget at se på, men det er dog trods alt stadig
bedre end de lokale søer i NRW, hvor vi bor.
Aftensmaden blev hurtigt indtaget, og derefter gik det relativt tideligt i seng. Vi var smadret oven på rejsen og ikke mindst
2 ganske pænt lange dyk. Vi vil være klar til i morgen, hvor vi skal ud og udforske den sydlige del af øen - blandt meget andet.