Søndag den 14. juni 2009
Jeg får sovet i lidt over én time og er alle omstændigheder taget i betragning i rigtig god form her til
feriens første dag. Det er også godt, for dagens program er temmelig presset. Da jeg ankom om natten var der
ikke et øje i receptionen, så jeg har lidt papirarbejde her, jeg skal have udflydt. Dagen startes derfor med
en tur til receptionen, hvor papirer til den helt store guldmedalje skal udfyldes og signeres. Man vil også
gerne lige låne mit kreditkort - som jeg skødesløst har efterladt i lejligheden, så jeg må - ja man kan jo
næsten sige naturligvis - tilbage til lejligheden, der ligger i den diametralt modsatte ende af
hotel-komplekset, for at hente dette. Man tillader sig den frihed at reservere intet mindre end 350 USD på
mit VISA kort, hvilket jeg ikke er helt begejstret over, men sådan er det altså nu engang på denne ø. Jeg
skriver under på alle papirene og er lige ved at få krampe i armen af alt det skrivearbejde, men så er den
sag også klaret. Det går faktisk ganske let og smertefrit - ja man skulle næsten tro, at personalet har
prøvet det før. Herefter går det i let trav - med sveden haglende fra panden - net til morgenmadsrestauranten.
Der er rimelig god plads. Jeg har fået en lille grøn lap, hvorpå mit navn og værelsesnummeret er skrevet med
en ganske let læselig håndskrift som jeg bare skal vise frem, hvorefter buffeten står til min disposition,
så nu skal der altså bare spises morgenmad. Der synes dog at være lidt komplikationer, da jeg ikke fremgår af
de lister der er skrevet ud, men en henvendelse til receptionen bekræfter, at den er god nok - jeg kan bare
spise løs. Dette gør jeg så alt imens duer og mågerne vader rundt mellem benene på mig i et spinkelt håb om
at der skulle falde en krumme af, og Cathy sidder med en kop kaffe og beundrer mit voldsomme fødeindag.
Morgenmaden er en typisk international morgenmad som man kan finde den på mange hoteller rundt omkring i verden.
Det vil sige der er brød, frugt, pålæg, æggekage, bacon, pølser osv. For den kræsne er det muligt at få lavet
en omlet med diverse tilbehør efter eget valg. En kvindelige kok af ganske betragtelige dimensioner står ved
en kæmpe stegepande som vel burde kaldes en stageplade, og opfylder selv det mest bizare ønske til en omlet.
Der er nok at tage af. Der er flere forskellige slags juice, hvilket jeg benytter mig af. Der er ikke noget
som friskpresset saft - bare synd at dette her ikke er det. Men OK - smagen fejler ikke noget, så det glider
nemt ned. Værre står det til med mælken som godt nok kan drikkes, men som bestemt ikke lever op til Arla
Food's standarder. Men ellers var morgenmaden ganske fin og jeg spiste så jeg blev tyk bag ørene.
Retur fra morgenmaden får jeg så lejlighed til ganske kort at hilse på turens sidste 2 deltager - Miles og
Michele der endelig har fået øjne. Det bliver en noget overfaldisk omgang og virker lidt uhøfligt, men vi er
"lidt" under tidspres, da vi kl. 08.30 skal være i det lokale dykkercenter med alt vores udstyr for at blive
skrevet ind og få ordnet de financielle ting der giver os den nødvendige tilladelse til at dykke langs
Bonaires kyster. Dette går forbavsende hurtigt, og det er imponerende så stor tiltro de har til det vi siger.
Nitrox gives på det glatte ansigt, man behøver dårligt nok vise certifikat. Dette har Cathy stor glæde af,
da hun stadig mangler den sidste kuffert, som rent tilfældigvis indeholder hendes logbog som igen har hendes
Nitrox-certifikat. Det oplyses også, at det udstyr hun måtte mangle som følge af Delta Airs forglemmelse kan
lånes frit og uden omkostninger på dykkercenteret på Buddy Dive Resort. Dette synes jeg altså er en rigtig
fin service. Mange kunne jo sagtens vælge at sige, at det bare er ærgerligt, husk at betale ved kasse ét.
Herefter efterlader vi vores udstyr ubevogtet foran dykkercenteret og trisser videre til Pool-baren, hvor
den daglige introduktion til nye dykkere gives kl. 0900 - præcis! Vi bliver altså bare lige et kvarter
forsinket, da der åbenbart er nogen der har misforstået lidt omkring tilmeldingen. Men vi er jo på ferie så
vi når det jo nok. Denne introduktion er en noget skuffende oplevelse. Det udvikler sig til en rigtig kedelig
blanding af et iscenesat salgs-show fra den lokale Foto-forretning på hotellet samt en rundvisning på
hele resortet (den del der har med dykning at gøre). Det virker meget kunstigt det hele - selv de vitser der
fortælles synes at være brugt så mange gange, at de er blevet godt slidt i kanten. Vi griner dog
pligtskyldigt, når vi mener at høre noget, der er sjovt. Vi får set, det vi skal se, og er nu langt om længe
klar til at komme i vandet.
Vi får skaffet et sæt flasker. De fleste (alle på nær mig) vælger 80 CuFt og jeg vælger 63 CuFt. Vi får
udleveret bly og bælter (til dem der skal have det - læs mig), og kvitterer for dette. Udstyret samles så
hurtigt som udstyr nu engang kan samles, og vi kryber i våddragten der nu er tør for sidste gang i 13 dage.
Det vil sige - de fleste af os gør. Delta Airlines har nemlig stadig ikke afleveret den kuffert de glemte
at tage med til Bonaire, så Cathy må nøjes med en T-shirt da hun ikke vil låne en af udlejningsdragterne.
Ud for Resortet er der et glimrende anlæg, hvor stedets både kan ligge til, og her kan vi så også komme i
vandet. Michele skal lige have et enkelt kg. bly mere for at være afballanceret, så vi andre bliver bare i
vandet og slikker lidt sol (Jeg er bleg som en snemand lavet af nyfalden sne, så det skal blive hårdt for
ørene og tindingerne det her). Herefter går det ned på den hvide sandbund, og det bliver et forrygende gensyn
med Bonaires undersøiske verden. Massevis af fisk - og næsten lige så mange dykkere. Michele må dog erkende,
at hun godt lige kan bruge en anelse mere bly, men så er hun ellers også i det perfekte trim. Vandet er meget
salt, og jeg selv skal da belemres med hele 11 kg bly på hoften, for at komme ned. Sidste år dykkede jeg med
80'ere, og her havde jeg altid en fornemmelse af at mine ben var tunge og søgte nedad. Med 63'er flasker må
jeg så til gengæld tilstå at jeg er i perfekt ballance. Hvilken fornøjelse. De sidste minutter af dykket må
jeg svømme oven på Michele for at holde hende nede - men ellers synes alt i skønneste orden.
Det blev som sagt et forrygende dyk. Vi så mange forskellige fisk, såvel små som store. Af de store viste de
såkalde Tarpon sig rigtig ofte og tæt på revet - og os. Jeg troede i min umådelige naivitet, at de hed
Tarpoons, så jeg blev de efterfølgende 13 dage mobbet ganske godt og grundigt med denne i bund og grund
uskyldige talefejl. Jeg forsøgte mig med den undskyldning, at de kun hed Tarpon så længe de var små, når de
blev fuldvoksne blev de til Tarpoon, men den undskyldning var der ligesom ikke rigtig nogen der ville tage
til sig - men det er jo også lidt svært at klare sig i den slags diskussioner, når der er en biologilærer
imellem deltagerne. Turen gik nordover på ca. 15 meters vand, og efter en 20 minutters svømning kom vi til
et vrag af en gammel fiskerbåd der lå på hovedet. Ved siden af den stod nogle flotte store fisk og kikkede.
Nydeligt. Det var også nu ved at være tid til at vende om, og turen tilbage var da også nøjagtig lige så
flot som turen ud. Det blev til 59 minutter i selskab med Neptuns venner. Et glimrende første dyk som vi da
også straks blev enige om at gentage senere på dagen.
Vi er tilsyneladende alle stadig ved at pakke ud. Lejligheden ligner noget der er løgn, men det er jo ferie,
så det går jo nok. Vi er oppe ved receptionen for at høre, om der er nyt omkring den manglende kuffert, men
man kan desværre ikke hjælpe os. I går havde man fået at vide, at man vidste, hvor tasken var, men i dag ved
man det ikke. Spændende... Cathy tager det dog stadig med et smil, da hun jo har alt andet end lige dragten,
hvorfor intet dyk vil gå tabt. Tiden går, og først på eftermiddagen beslutter vi os for at gøre klar til næste dyk. Jeg
er selvfølgelig heldig og får en flaske med en syg O-ring, men det går alligevel. Cathy er tapper og vælger
endnu engang at dykke i en T-shirt. Personligt ville jeg på nuværende tidspunkt være klar til en indlæggelse
til trods for at vandet er 27 grader, men hun ser ud til at tage det i stiv arm. Der er ingen klynken, kun et
bredt smil over glæden ved at dykke her, der i nogen grad besværliggør det at holde regulatoren fra Mares i
munden. Dette - turens andet dyk - bliver stort set en gentagelse af dagens første dyk, bortset fra, at
Michele pludselig får en gevaldig - men ubegrundet - lufthunger. Så vi må naturligvis vende hjemover lidt
før beregnet, men det var nu alt i alt et ganske glimrende dyk, der på ingen måde stod tilbage for det første
dyk, hvilket varigheden på intet mindre end 49 minutter vel også siger alt om.
Det er ved at være tid til et hurtigt bad før aftensmaden. Det vil sige - det virker som om det begreb ikke
findes i USA. Hold da op de bruger vand. Det irriterer mig lidt, da jeg ved, at vand på denne ø er mere kostbart
en guld. Men det kan jeg jo altid fortælle om senere. Alt imens der bades, er vi så nogle der står for enden
af hotellet og nyder den farverige solnedgang. Kameraerne er fundet frem og der knipses hektisk i håb om at
få det perfekte stemningsbillede. Nå - men efter at have fået sveden skyllet af kroppen, valgte vi at gå
hvert til sit med hensyn til aftensmaden. Michele og Miles har 1 års bryllupsdag på denne første feriedag,
en dag de gerne ville fejre for dem selv. Cathy og jeg vælger derfor at tage en tur over til Golden Reef
Inn Resort, der ligger nogle få hundrede meter nede af gaden, som ifølge alle beskrivelser vi har kunnet finde,
skulle have en BBQ aften denne søndag af typen - spis til du revner for 20 USD. Men der var ikke et øje da
vi kom derover. Vi finder tilmeldingssedlen, og her står der godt nok også at det er fra kl. 17.30 og ikke
19.30 som uret viser da vi står der. Det viser sig - får jeg ved en senere lejlighed at vide - at der var
for få tilmeldte til dette arrangement, hvorfor det med kort varsel var blevet aflyst. Det kunne vi jo ikke
vide. På den anden side set kunne vi jo også bare have tilmeldt os i god tid. Vi viste jo stort set måneder
forinden at vi ville forsøge dette. Nå - men vi går derfor med skrigende tarme tilbage til Hotellet og
kører i vores lejede bil (en Mitsubishi L200 i den mest skrabede version, der nogensinde er produceret - hvilket
er lige netop det vi har brug for) og kører en tur ned i byen Kralendijk. Vi ender - efter en rundtur rundt
om byen, hvor vi leder efter en restaurant der vist alligevel ikke eksisterer - op på en glimrende restaurant
kaldet Casablanca, hvor vi indtager en kæmpemæssig Argentinsk RibEye steak som dårligt nok kan ligge på
tallerkenen. Cathy må give op halvvejs og får en lille polystyren bakke med hjem, med resterne, som indtages
i dagene der følger som almindelig frokost efter at have været en tur i Mikrobølgeovnen.
Det er ved at være sent nu, og vi er trætte efter den første dag med massevis af indtryk - og de sidste
levninger af jetlag i kroppen. Jeg får skrevet lidt på min dagbog, men det er lidt halvhjertet da jeg er
temmelig mør. Så det ender med, at vi går i seng. Forinden skal alle vore myg dog lige udsættes for et
større kemisk angreb, så vi bare kan sove nogenlunde roligt i forvisning om, at vi ikke skal bruge hele den
følgende dag på at klø os over hele kroppen. Det skal vise sig - og ret beset kom det ikke som den helt
store overraskelse - at Cathy gerne vil have A/C-en kørende det meste af natten justeret til en for hende
passende lav temperatur - hvilket for undertegnede mere minder om arktiske forhold i de koldeste vintermåneder,
og en ventilator sidder i lofte og blæser denne iskolde luftstrøm lige ned i hovedet på mig. For at være
flink ved mig tænder og slukker hun for A/C'en flere gange i løbet af natten. Dette er måske ikke den mest
optimale løsning. Trætheden gør dog at hovedet kun lige når at ramme puden inden jeg falder i en
trancelignende søvn. Så i bund og grund mærker jeg nok ikke helt så meget til det. Det koster energi at
være på ferie...
Dagens dykkerprofiler
